Indtil for ganske nylig lå der over 500 småstinkende klumper på Hans Skovs loft i Søvind ved Horsens Fjord. Indsamlet gennem små tyve år og, mener han i hvert fald selv, kun alvorligt hørmende i frisk tilstand. Nu er klumperne væk, Hans Skovs kone er glad - og selv om manden har nægtet at skille sig af med dem i små tyve år, er også han begejstret: De 500 brunlige knotter af frøknogler og storkegylp er nemlig endt som objekter for videnskabelig forskning på Naturhistorisk Museum i Århus. Bedre kan det ikke blive, mener Hans Skov, hvis store interesse for storke ikke alene har karakter af glødende passion. Den har også stærke videnskabelige undertoner. Hans Skov er Danmarks professor Langeben par excellence, og i sin fritid fra jobbet som arkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum i Århus tæller han individer og indtegner trækruter og ringmærker unger og skriver notater og artikler og senest sågar en meget rost bog om de store, hvide langtursflyvere. Den indre stork Den interesse har han næret, fra han som 7-årig så den første store stork stå hjemme ved gården i Gesten nær Vejen. Forældrene fortalte, at kræet hørte til i en storkerede i den anden ende af landsbyen. Afsted var Hans. Den indre stork var lettet, og han kan stadig fyldes af glad undren over, at en voksen stork år efter år kan tage turen helt ned til Sydafrika og hjem til Danmark igen. Siden midten af 1970'erne har han studeret og fotograferet og indsamlet storkegylp, hver gang der var en, der gad bringe ham i nærheden af en storkerede. Helt godt blev det, da han blev ejer af en rød, tregears Puch: Jysk knallertrundtur »På knallert kunne jeg jo dække hele Jylland«, som Hans Skov siger, og han mener det: Hans ekspeditioner kunne gå fra det sydjyske helt op til Vegger og Frøstrup i Nordjylland, hvor han måtte finde en billig overnatning, inden han næste morgen kunne fortsætte jagten på røde ben og knebrende næb i Lemvig og Tarm og Ølgod, til knallerten hostede ham af hjemme i Gesten. Han havde ikke mange at dele sin luftige interesse med. »Det var noget, man gik stille med. Sådan en interesse er ikke en, man buser ud med. Ikke i Vejen«, mener Hans Skov. Men den sommer, hvor han var 17, begyndte det at brede sig, efter at han havde harvet det halve Syd- og Sønderjylland tyndt på knallert for at reparere 30-40 nedslidte storkereder. Pludselig kunne landsbyer, der havde haft tomme reder i ti og tyve år, opleve storke igen. Det var stort. Endnu større var det, da han fik forældrene lokket med på en tur ned syd for grænsen til Bergenhuses 25 storkereder. Her inviterede en tysk ornitolog den unge Hans med på ringmærkning, og han kom op til en rede for allerførste gang. Men allerstørst, i hvert fald for forskningen, blev det, da han sammen med en biolog fra Dansk Ornitologisk Forening fik oprettet en dansk storkegruppe og fik genindført dansk ringmærkning af de store fugle fra 1980. Rejsende i storke I dag forsøger Hans Skov at kombinere storkekiggeriet med museets arkæologiske udgravninger, og også privat er han flittig rejsende øst- og sydpå til storkene. Der er næsten ingen tilbage »i den her danske kulturørken«, hvor giftsprøjtning og intensivt landbrug har ødelagt storkens våde enge. Den stork, der ellers »netop er så tæt forbundet med det danske kulturlandskab«, jamen, det er jo det, der er så spændende, ikke? Det er ikke altid, Hans Skov kan mønstre en tilsvarende begejstring hos kone og datter, der gennem årene er blevet slæbt med ud til tyrkiske og polske og nordafrikanske kulturlandskaber med dertil hørende storkereder ... »Men vi er efterhånden nået frem til, at der på vores ferier kan blive én dag med storke«, accepterer Hans Skov pragmatisk, og han mener bestemt, at han overholder aftalen. Også den gang med kobberbryllupsrejsen til Marrakech ... Hvem kunne vel vide, at der ville være storke på feriestedet i december?!