Danskerne strømmer til Greenpeace

Gummibåde, bannere og konfrontation med magthavere og multinationale virksomheder appellerer tilsyneladende til stadig flere danskere. Miljøorganisationen Greenpeace har fået 50 procent flere medlemmer på blot to år. Andre mister medlemmer Dermed er de grønnes frække dreng den eneste til at bryde den nedadgående kurve, der har tegnet sig i 15 år. For Danmarks Naturfredningsforening (DN) og WWF Verdensnaturfonden mister stadig medlemmer. 1980'erne var miljøbevægelsernes storhedstid; medlemstallet blev næsten firedoblet. Omkring 1990 stod mere end en femtedel af danskerne i de grønne kartoteker, og landets største interesseorganisation, DN, havde 270.000 medlemmer - flere end samtlige politiske partier tilsammen. Halveret medlemstal Siden er DN's medlemstal næsten halveret, og det samme er sket for WWF, endda på blot fem år. »Miljøbekymringen faldt ret kraftigt i 1990'erne og de første år af det nye årtusinde, blandt andet fordi vi ikke havde spektakulære episoder som i 1980'erne: Tjernobyl-ulykken i Sovjetunionen og herhjemme i andedammen: iltsvindet med de døde hummere i Kattegat«, forklarer Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab på Syddansk Universitet, der har fulgt græsrodsorganisationerne i en årrække. Han peger på, at organisationerne med den gamle LO-formand Thomas Nielsens ord har »sejret ad helvede til«, fordi alle politiske partier nu har miljøsagen på dagsordenen. Trods nedskæringer Selv ikke VK-regeringens massive nedskæringer på området, som to tredjedele af danskerne var imod ifølge en Jyllands-Posten-undersøgelse, har givet de grønne mere vind i trækronerne. Det forundrer Peter Munk Christiansen lidt. »Besparelserne fik andelen af danskere, der er bekymrede for miljøet, til at stige ganske meget: fra cirka 30 til lidt over 40 procent. Men det er åbenbart ikke nok til, at de grønne foreninger generelt går frem«, siger han. Mest radikal Kun Greenpeace, der i 1990'erne led voldsomt under Brent Spar-sagen og andre troværdighedskriser, erobrer nu terræn. Siden 2001 er organisationen vokset fra 12.000 til 18.000 danske støtter. Og det overrasker ikke eksperterne: »Det er vel forståeligt, at det er dem, der er mest imod miljøbesparelserne, der melder sig ind i en organisation. Og at de vælger en mere radikal af slagsen«, siger professor Peter Munk Christiansen. De sagsorienterede Kommunikationsrådgiver Henrik Byager peger på, at det i disse år generelt er uafhængige, handlings- og sagsorienterede græsrodsorganisationer som Greenpeace, Læger Uden Grænser og Amnesty International, der vinder frem på bekostning af de mere politisk funderede, der ser på store, brede sammenhænge. »Forbrugerne er mere tilbøjelige til at tage stilling fra sag til sag. Og Greenpeaces krigeriske engagement og de guerilla-lignende aktioner tænder især unge, der nok opfatter Naturfredningsforeningen og Verdensnaturfonden som mindre skarpe og energiske og mere en del af the establishment«, siger Byager. WWF Verdensnaturfondens danske generalsekretær, Kim Carstensen, mener, at det er vigtigt at skabe resultater. »Men hvis resultaterne ikke bliver synlige, er der jo ikke meget appel i dem. Derfor er vi også i gang med at udvide vores repertoire med flere events og bedre billeder«, siger Kim Carstensen. Trængsel på midten Omvendt lægger Greenpeace i sin nye verdensomspændende strategi op til at neddrosle den kompromisløse linje til fordel for en mere resultatorienteret - organisationens ledelse mener, at den vil have mere appel på lang sigt. Eksperterne påpeger, at det kan betyde trængsel på midten, og at det bliver en meget svær balancegang for Greenpeace, hvis de vil lægge mere vægt på forhandlinger og samtidig holde fast i det rebelske. Greenpeaces internationale kampagnechef med det rammende navn Bruno Rebelle forsikrer dog, at man også i fremtiden vil kunne skelne organisationerne fra hinanden. »Vi vil stadig være hårdere og mere aktivistiske«, lover han.