Dansk forsvar bør iværksætte en undersøgelse af de psykiske og sociale konsekvenser for danske soldater, der har været på farefulde missioner i udlandet. Og hvad det betyder for soldaternes familier. Det foreslog Finn Busse Jensen, formand for Centralforeningen for Stampersonel (CS), på foreningens kongres søndag. »International tjeneste er en stor belastning for den enkelte soldat og dennes familie. Fraværet kan vare så længe og afsavnet være så stort, at det kan medføre beklagelige konsekvenser«, sagde Finn Busse Jensen. Familier splittet På et pressemøde efter åbningen af kongressen sagde formanden, at han havde flere konkrete eksempler på soldater, som »havde det svært, og hvor deres familier var blevet splittet«. Forsvarschef, general Jesper Helsø, ville på pressemødet ikke umiddelbart tage stilling til, om det er nødvendigt med en undersøgelse. Men han erkendte, at en militær operation i udlandet er en belastning for soldaterne og familierne. »Derfor vil jeg gerne være med til at tage de initiativer, der er nødvendige og føre en dialog. Men jeg har ikke nogen blankocheck til det her«, sagde forsvarschefen. Traumer fra Jugoslavien I 1990'erne var der meget kritik af det danske forsvar for ikke at tilbyde nok psykologhjælp til soldater med traumer fra missioner i det tidligere Jugoslavien. Det fik forsvarskommandoen til at tilknytte en psykolog til hvert hold soldater, som normalt er udsendt seks måneder ad gangen. Samtidig blev der indført psykologiske samtaler med soldaterne efter hjemkomsten. Alligevel mener formand Finn Busse Jensen fra CS, at der er behov for yderligere hjælp i forbindelse med de farlige militære missioner i Afghanistan og Irak. Også fordi antallet af udsendte soldater forventes at stige de kommende år, og dermed kan problemet med traumatiserede soldater blive større. Familieindsats Han mener også, at der skal gøres en ekstra indsats for soldaternes familier. Derfor vil Finn Busse Jensen have oprettet særlige centre, der skal støtte familierne. »Familiestøttecentre er noget nyt i Danmark, men er en realitet i Tyskland, hvor de med succes fungerer som forbindelsesled mellem forsvaret og de udsendte og deres familier«, sagde formanden på kongressen. Ideen er, at der skal oprettes tre-fire centre rundt om i landet, som familier til både nuværende og tidligere udsendte soldater kan kontakte døgnet rundt. Hvert sted skal have seks personer ansat, og det omfatter en psykolog, en socialrådgiver, en feltpræst og soldater med rutine fra udsendelse. Både de konservatives forsvarsordfører Helge Adam Møller og forsvarsordfører Per Kaalund fra Socialdemokratiet var til stede på kongressen og positive over for ideen om øget psykologisk hjælp til hjemvendte soldater og deres familier.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























