Foghs onemanshow

Hans Christian Schmidt var knap nok færdig med at spille til morgensangen 'Se, nu stiger solen af havets skød', før en forventningsfuld rumsteren bredte sig i Herning Kongrescenter. På et landsmøde, hvor der hverken skulle træffes store beslutninger eller diskuteres politiske emner af betydning, var statsministerens tale søndag morgen på forhånd udpeget til at være det klimaks, der skulle sende venstrefolket hjem med den helt rigtige fornemmelse i maven. Og folket fik, hvad de var kommet efter. En time og tyve minutter med Fogh for fuld hammer. Med følgespot, ærmerne smøget op og trådløs mikrofon. Væk var talerstolen, væk var manuskriptet - eller rettere: Der var et manuskript, men Anders Fogh Rasmussen havde lært det udenad. »I dag vil jeg fortælle jer om min vision for udviklingen i Danmark ind i det 21. århundrede«, sagde Anders Fogh. Blikket vandrede rundt i salen, så det næsten virkede, som om han undervejs fik øjenkontakt med samtlige af de tilstedeværende medlemmer fra Venstre. »Vi skal tage et nyt stort spring fremad. For at nå det mål er det vigtigt at lægge en klar strategi. Hvor det ikke bare er snak, men handling. Jeg ser for mig fire punkter i en klar langsigtet strategi«, sagde Anders Fogh. Det første mål i statsministerens vision er at skabe et mere idérigt samfund. For at nå frem til dette fastlagde han det mål, at Danmark i 2010 skal bruge mere end 3 procent af landets produktion på forskning og udvikling, når den offentlige og private indsats lægges sammen. De tre andre mål er at gøre Danmark til et førende iværksættersamfund, en uddannelsesmæssig frontløber samt verdens mest konkurrencedygtige samfund. Den store dundertale Det var en tale, som ingen i forsamlingen havde oplevet før. Intensiteten blev holdt oppe under den hele time og de tyve minutter. Og det skete, uden at Anders Fogh Rasmussen med et eneste ord nævnte de politiske modstandere. Ikke en sætning om Socialdemokraterne. Eller de radikale, for den sags skyld. Men Irak, som mange havde savnet i lørdagens åbningstale, blev ikke glemt i den store dundertale. I noget af det tætteste på en undskyldning til offentligheden for krigen i Irak tog Anders Fogh ansvaret for krigen på sine skuldre: »Vi har danske soldater i Irak. Det har været meget omdiskuteret og meget kritiseret. Jeg er selv blevet kritiseret utrolig meget. Jeg vil godt sige til jer, at det var ikke en nem beslutning at træffe. Jeg har undervejs haft utrolig mange overvejelser. Men jeg påtager mig ansvaret for det. Ikke fordi det er nemt. Ikke fordi det er uproblematisk, for der er masser af problemer. Men alternativet er værre«, lød det fra Anders Fogh. Han imødekom desuden de mange kritikere af krigen: »Der har været delte meninger overalt, også i det danske samfund, om det var rigtigt, at vi gik med, om det var rigtigt, at vi er der. Jeg vil bare sige, at nu synes jeg, at det er vigtigt, at man ser fremad, uanset om der i fortiden kunne være forskellige opfattelser. Jeg ser ikke ned på dem, der har en anden opfattelse end min. Jeg anerkender, at den opfattelse kan man have. Det respekterer jeg fuldstændigt«, sagde han. Men så krøb han heller ikke tættere til korset, da han slog over i at opfordre til samlet opbakning til de danske soldater i Irak. »Så længe den irakiske regering beder om det, så længe FN bakker op om det, og så længe vi synes, vi kan gøre en fornuftig indsats, så bør vi blive der. Og så længe vi er der, så fortjener vores soldater en bred opbakning. Alt andet er uansvarligt«, sagde Anders Fogh, og i samme øjeblik rejste hele forsamlingen sig til en bragende stående applaus. Hyldesten var en udelt opbakning til de danske soldater, partiformandens ord og til partiformanden selv. Fred i Mellemøsten De store ord og visioner blev også taget i brug om konflikten i Mellemøsten. For at komme terroren til livs er det ifølge Anders Fogh livsvigtigt at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne. I den konflikt ligger nemlig en af hovedkilderne til, at der kan rekrutteres terrorister i verden i dag. På den ene side må palæstinenserne og de andre arabiske lande garantere Israels eksistens inden for sikre grænser, og palæstinenserne må vælge en ledelse, der bekender sig til demokrati og menneskerettigheder. På den anden side må Israel bidrage til at skabe en selvstændig og levedygtig palæstinensisk stat samt stoppe bosættelserne på palæstinensisk område. »Vi må opfordre den genvalgte amerikanske præsident Bush til at lægge alt muligt pres på begge parter for at få denne konflikt løst. En løsning af Israel-Palæstina-konflikten er den absolut højeste sikkerhedspolitiske prioritet i vor tid«, sagde Anders Fogh, hvis hænder kørte rundt, og fingre strittede i alle retninger, mens han talte. Med vittigheder og selvironi forsøgte statsministeren at rokke ved det billede, at han skulle være i lommen på præsident Bush. »Så er der nogle, der siger, at jeg er i lommen på Bush. De, der kender mig, ved, hvor svært det er«, sagde han med smil på læben og fik straks respons fra salen, der grinte med deres formand. Der var ingen tvivl ladt tilbage om, at Anders Fogh Rasmussen ubestridt fik landsmødets opbakning og beundring. Og som en ægte hovedtale sluttede den af med Venstres nye slogan. »Jeg er parat til at påtage mig ansvaret for at forny det danske samfund i den retning. Hvis I også er parate til at være med i den opgave, så lad os gå sammen ud til den danske befolkning og sige: Venstre er parat til at stå i spidsen for en sådan fornyelse af det danske samfund. Og så ved I, at det bliver til noget«, sagde han.