EU-parlamentets to største grupper har brugt sagen om Rocco Buttiglione i et speget politisk spil, mener den liberale næstformand Karin Riis-Jørgensen (V). I weekendens løb kom det frem, at den omstridte italienske politiker var parat til at trække sig fra den nye kommission allerede i tirsdags. Det kunne muligvis have afværget krisen og overbevist mange kritiske liberale og socialister om at sige ja til kommende kommissionsformand José Manuel Barrosos samlede hold. Men ifølge Buttiglione var det Barrosos store 'støtte' i parlamentet, den konservative gruppeleder Hans-Gert Pöttering, der truede med at vende rundt på en tallerken og stemme imod, hvis den konservative italiener trak sig. Brik i et spil »Det afslører, at uanset hvad man mener om Rocco Buttiglione, så var han bare en brik i et politisk magtspil«, siger Karin Riis-Jørgensen. Hun måtte se sig udmanøvreret af et flertal i sin liberale midtergruppe, der truede med at stemme nej, hvis ikke Buttiglione blev taget af holdet. Derfor er det en interessant oplysning for venstrekvinden, at det faktisk var de konservative, der bag kulissen forhindrede det kompromis, som i sidste øjeblik kunne have skaffet Barrosos kommission de nødvendige stemmer. I stedet måtte Barroso - fanget imellem modstridende krav fra højre og venstre side af salen - smide håndklædet i ringen og bede om mere tid til en rokade, der kan ende med at koste flere kommissærer jobbet. Slagsmålet om den nye kommission blev udløst, fordi Rocco Buttiglione har udtalt sig nedsættende om homoseksualitet og om kvinders plads i ægteskabet. Hans afgang kunne derfor have afværget venstrefløjens historiske stormløb mod Barroso-kommissionen i sidste uge. Men det ville have foræret parlamentets venstrefløj og liberale en politisk sejr, som de 268 konservative i forsamlingens største gruppe ikke ville finde sig i. »Den socialistiske gruppeformand, Martin Schulz, og den konservative leder, Pöttering, har hver især udnyttet Buttiglione til deres egen fordel. Der er foregået en sjakren om EU's ledelse, som borgerne ikke kan være tjent med«, siger Karin Riis Jørgensen. Gerne mere magt Hun understreger, at Venstre - i modsætning til de konservative - ikke har noget imod at give parlamentet mere magt. »Jeg vil meget gerne have mere parlamentarisk kontrol med kommissionen, men det skal komme ind ad fordøren. Der skal være klare spilleregler«, siger hun. Den liberale næstformand advarer imod, at et »lille, tilfældigt sammensat udvalg« i parlamentet kan afvise en kommissær og udløse en krise, som det ifølge hende har været tilfældet med Buttiglione. »Udvalgene afspejler jo slet ikke parlamentets politiske balance«, siger Riis-Jørgensen. Derfor mener hun, at det samlede parlament bør have traktatsikret ret til at kræve kommissærer fyret - men først, når de er blevet ansat og kan bedømmes på deres handlinger. »Samtidig skal hvert medlemsland give kommissionsformanden tre kandidater at vælge imellem, så vi kan undgå kaotiske høringer i fremtiden«, siger hun. Den model blev foreslået under forhandlingerne om den EU-forfatning, som stats- og regeringslederne skrev under i fredags. Men forslaget blev bremset af de store landes regeringer, der ønsker at beholde kommissionens opstilling for sig selv. Det politiske magtspil fortsætter nu, selv om Rocco Buttiglione trak sig i lørdags. Både socialisterne og de konservative vil se flere hoveder rulle, og det kan betyde fyresedler til både den ungarske socialist László Kovács og den lettiske liberale Ingrida Udre. En større rokade Ifølge Politikens oplysninger er det sandsynligt, at disse afgange fra holdet vil udløse en større rokade af job på Barrosos hold af kommissærer. I den rokade risikerer hollandske Neelie Kroes at miste konkurrencepolitikken eller danske Mariann Fischer Boel at miste landbruget. »Jeg synes personligt, at det burde stoppe med Buttiglione. Men jeg erkender, at min gruppe er begyndt at nævne mange andre navne«, siger Gitte Seeberg (K). »Det er jeg bekymret over. Parlamentet har tiltvunget sig en ny rolle, som fratager vores regering retten til at udpege vores egen kommissær. Den magt mener jeg ikke, at parlamentet skal have«, siger Seeberg.