Narkomaner udløser kampvalg i Mariakirken

Mellem Mariakirken i Istedgade og den nærmeste ejendom er der bygget et solidt metalhegn med pigge foroven. Det har ejendommens beboere forlangt for at kunne være i fred for de mange narkomaner, der opsøger kirkens sociale Mariatjeneste. Narkomanerne junker, hænger ud og sælger stoffer helt åbenlyst på Mariaplads foran kirken, som de har gjort i mange, mange år, og for nogle af kvarterets beboere har det længe været for meget. Derfor har de blæst til kampvalg, når sognet til november skal stemme om, hvem der skal sidde i kirkens menighedsråd. »Narkomanerne forpester vores tilværelse. De gennemroder vore barnevogne, sparker vinduerne ind, og vores gader ligner jeg ved ikke hvad. Alle her føler sig generet af dem, og Mariatjenesten medvirker til problemerne. Det er på tide at finde en anden løsning«, siger Peter Christensen, som stiller op for den nye Sogneliste. Første kampvalg nogensinde Det er første gang nogensinde, der er kampvalg i Mariakirken, selv om Mariatjenesten har fungeret på stedet i 30 år. Den blev i sin tid inviteret af det daværende menighedsråd, fordi Vesterbros sociale problemer var så store, at der var brug for professionel hjælp. Det nuværende menighedsråd støtter fortsat Mariatjenestens virke i sognet. »Overordnet handler det om, hvad slags kirke vi gerne vil have. Vi mener, at en kirke har en forpligtelse over for de svage i området, og at den skal møde mennesker, der hvor de er. I øvrigt er narko et socialt problem, der kræver en politisk løsning«, mener Jens Andersen, som er kandidat for Fælleslisten. Et broget marked Skråt over for Mariakirken ligger Mændenes Hjem, og i nærheden holder Reden til som et værested for prostituerede kvinder. Pornobutikker ligger side om side med halal-slagtere og aviskiosker ejet af indvandrere, eller butikker med ungt modetøj. Ingen omkring kirken har lyst til at kommentere den debat om Vesterbro, som i virkeligheden har bølget i årevis. »Vi vil gerne være en bydel som alle andre«, siger Peter Christensen: »Jeg ved godt, at det ikke er politisk korrekt at sige sådan, men vi andre skal jo også være her og have lyst til at komme i kirken. Som det er nu, søger vi væk fra kirken, når vi skal have barnedåb eller andre kirkelige handlinger«, siger han og tilføjer: »Sognets kirke er for sognets beboere. Narkomanerne bor ikke på Vesterbro«. Foran Mariakirken står korshærspræst Johan Petersen og er til rådighed for narkomanerne. »De bor ingen steder. Det er derfor, de er her«, siger han og anslår, at 300-400 mennesker med sociale problemer holder til i hele kvarteret. »Men sådan er det i alle storbyer omkring en hovedbanegård«, fastslår han og nævner byer som Frankfurt, Hamburg og Amsterdam: »Problemerne går ikke væk, fordi Mariatjenesten forsvinder, Tværtimod. Først kom Hovedbanegården, så kom narkomanerne, og til sidst kom Mariatjenesten. I den rækkefølge. Ikke omvendt«. Mere end Københavns øvrige bydele har Vesterbro har ændret sig voldsomt de seneste år. Det skyldes ikke mindst kvarterets omfattende byfornyelse, der har medført, at nogle af Istedgades sidegader er blevet mondæne, samt at boligpriserne er steget flere hundrede procent på ganske få år. Rummeligheden Og Mariakirken er netop et udtryk for en ideologisk strid om kulturel og social rummelighed mellem Vesterbros nye tilflyttere, der har købt dyre lejligheder, og så de gamle beboere, mener Johannes Bertelsen, der er forstander for den sociale og kristelige institution Settlementet på Vesterbro. »De nye prøver at sætte en ny dagsorden, mens vi andre står for det, der nu er blevet en provokerende holdning, nemlig at der skal være plads til alle. Det er blevet de ressourcestærke mod de meget svage«, siger Bertelsen, der også hørte nye beboere klage over, at deres huspriser faldt, da Settlementet havde planer om et udendørs projekt i Saxogade. Det kan klagerne desværre have ret i, siger Peter Guld fra ejendomsmæglerfirmaet Base 1. »Beklageligvis er det rigtigt, at miljøet omkring Maria Kirkeplads skræmmer køberne væk. Der er slet ingen tvivl om, at hvis narkomanerne var væk, så ville boligpriserne være højere«. Men kandidaterne på den nye Sogneliste har overhovedet ikke penge med i deres overvejelser, fastslår Peter Christensen. »Selvfølgelig handler dette ikke om penge. Det handler om at kunne bo roligt i sin egen bydel«.