Folkekirkens græsrødder går til valg

Menighedsrådsvalg. Gab! Sådan tænker tilsyneladende 83 procent af Danmarks befolkning, for de deltager normalt slet ikke i det, der engang var tænkt som folkekirkens ypperste demokrati. Det betyder, at den lokale styring af sognenes ikke ubetydelige lokale midler er overladt til under en femtedel af landets borgere. Sidste chance på tirsdag Tirsdag aften klokken 19 er sidste chance for at indlevere valglister til menighedsrådsvalget i november. Men i 85 procent af Danmarks sogne indleveres der kun én liste, og valget i disse sogne er dermed også afgjort i morgen. Kun i 15 procent af sognene skal der altså være kampvalg 9. november. »De seneste gange har der været tilbagegang i interessen for menighedsrådsvalg. Antallet af kampvalg falder, især de unge er ligeglade, og medlemmerne bliver derfor hele tiden ældre. Det er også svært at finde kandidater, der gider stille op. Kort sagt: Det går lidt ned ad bakke med det hele«, siger Steen Marqvard Rasmussen, konsulent i Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer. Han har udarbejdet valgundersøgelser i flere omgange og sammenlignet tallene. Men spørgsmålet er om den fornyede interesse for religion og kristendom denne gang vil puste til stemmeprocenten. Måske vil også sagen om Taarbækpræsten Thorkild Grosbøll, der vakte opsigt, da han sagde, at han ikke tror på en skabende Gud, få flere til at interessere sig for det kirkelige arbejde. »Det er jo sådan, at denne nye religiøse interesse er kommet efter sidste menighedsrådsvalg«, siger Marqvard Rasmussen. »Dette valg skal derfor afsløre, om udviklingen er ved at vende og tendensen afspejles i valget«. Administrerer millioner Det er ikke småpenge, et menighedsråd administrerer. For eksempel har et sogn på 14.000 indbyggere omkring 10 millioner kroner til rådighed. Heraf skal det betale for kirkens eller kirkernes ansatte og vedligehold af kirkerne, men det bestemmer selv serviceniveauet. Kirkeminister Tove Fergo (V) har endvidere for nylig decentraliseret beslutningsprocessen ved at give de enkelte menighedsråd større selvstyre i forhold til budgetterne. I manges bevidsthed er et menighedsråd ofte en platform for kværulanter og landsbytosser, fordi det tit er konflikter mellem præster og rådet, der kommer til befolkningens kendskab. Det er også sandt, at der vitterligt er mange spændinger rundt omkring i sognene, især hvor rådet tror, det er præstens arbejdsgiver, siger kirkehistorikeren Martin Schwarz Laustén. »Men generelt fungerer det altså vældig godt de allerfleste steder, og sognene ledes dygtigt, så det er et lidt ondt ry, menighedsrådene har«, mener han. Schwarz Laustén finder det ret utroligt, at der er så få kampvalg i landet. »Aktiviteten ligger jo på et helt uanstændigt niveau. I andre sammenhænge ville man slå syv kors for sig og spørge hvad slags demokrati, dette dog er. For eksempel kunne man i 1996 slet ikke finde kandidater nok til at stille op i 3,7 procent af landets sogne. I 2000 var det tal vokset til næsten 10 procent. Men sognebørnenes passivitet kan også tolkes positivt, mener formanden for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Ejvind Sørensen. »Når der ikke er flere, der deltager, så hænger det nok sammen med, at folk er jævnt hen tilfredse. De har ingen klager, men de gider heller ikke være med til at styre. Men de har muligheden, og deri består demokratiet«, siger han.