»Nu er jeg jo kriminel«

Peter Christensen fik et brev fra politiet, hvor der stod, at han skulle møde på politistationen. »Jeg troede, jeg skulle vidne mod en butikstyv, der havde stjålet varer i den butik, jeg arbejder i«, fortæller han. Så Peter Christensen gik til sin chef og bad om fri. Han er 21 år på det tidspunkt, og har arbejdet som butiksassistent og souschef i detailbranchen, siden han blev færdig på Handelsskolen. Han bor i en ejerlejlighed på Amager og har aldrig tidligere været i konflikt med politiet. Klamme håndflader Derfor fik han også klamme håndflader, da politiet sigtede ham for vold mod en taxachauffør. En måned tidligere havde han hevet en chauffør ud af taxaen og slået ham, fortalte de. Offeret havde fået et slag på øret, et andet slag havde snittet hans kind. »Det første, jeg sagde, var: Hvad sker der her? Jeg har aldrig før slået på andre. Efter afhøringen hos politiet skulle jeg på arbejde, så der var ikke andet at gøre end at sluge klumpen i halsen«, fortæller Peter Christensen. I juni i år blev han idømt 50 dages ubetinget fængsel af Østre Landsret. Han kan ikke huske episoden, men benægter ikke, at det er sket sådan, som offeret hævder. Lige nu ligger sagen i Procesbevillingsnævnet. Peter Christensen og hans advokat, Helle Lokdam, håber, at de kan få sagen prøvet ved Højesteret. Peter Christensen fylder snart 23 år. Hans fingre roder lidt med papirerne, men han ser én direkte i øjnene, mens han fortæller sin historie. Begyndte med en øl Det var en fredag i maj sidste år. På vej hjem fra en ven besluttede han sig for at drikke en øl på det lokale øl-sted. Her spillede han billard med to unge mænd, han aldrig havde mødt før, og drak cirka seks øl. De gik alle videre til en bar på Amagerbrogade, hvor de drak fishermans-shots. »Jeg ved ikke, hvor mange vi drak, men det var mange«. Derfra kan han ikke huske noget. Han ved heller ikke, hvordan han skiltes fra de to mænd, han var sammen med. Vågnede på bænk ved Langebro Det næste, Peter Christensen husker, er, da han vågner tidligt næste morgen på en bænk ved Langebro. Det, der går Peter Christensen mest på i de følgende dage, er, at han har haft blackout. For det er ikke første gang, det er sket. Men de andre gange har det ikke varet så længe. Maksimalt en time. »Men jeg må have sovet på bænken en stor del af tiden. Det er i hvert fald det, jeg siger til mig selv«. Og så tænker han ellers ikke mere over den aften, indtil brevet fra politiet ligger i entreen en måned senere. Politiet havde fundet frem til ham via den dankortnota, taxachaufføren havde fra ham. Ni måneder senere kommer sagen for byretten. De første to retsmøder bliver aflyst, fordi taxachaufføren ikke møder op. Da retsmødet endelig bliver gennemført, går Peter Christensen over til chaufføren og siger undskyld. »Det er jo det eneste, jeg kunne gøre. Det piner mig, at jeg ikke kan huske noget. Nogle gange har jeg også spekuleret over, om han mon har pyntet på historien«. Peter tror dog ikke, at taxachaufføren har overdrevet, for han virker som »en reel og flink fyr«. I dommen fra byretten fremgår det, at Peter Christensen klokken to om natten havde hevet taxachaufføren ud af bilen og slået ham »i ansigtet flere gange med knyttet hånd«. Anket og skærpet Retten takserede volden til 40 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste. »Jeg synes, det lød fair. Samfundstjeneste rammer mig rimelig hårdt, for jeg har ikke så meget fri«, siger han. Anklagemyndigheden ankede med det samme sagen og indskærpede over for dommerne, at straframmerne for vold blev skærpet i 2002. Blandt andet på den baggrund besluttede landsretten, at byrettens afgørelse var for slap, og idømte i stedet Peter Christensen 50 dages ubetinget fængsel. »Jeg forstår godt, man skal straffes, når man laver noget ulovligt. Men jeg synes, denne dom er for hård. Det kan få store konsekvenser for mig«. Hans chef har fortalt ham, at han risikerer at miste sit job. »For jeg har jo en dom for at være voldsmand. Det er uvisheden, der er det værste lige nu. Jeg sover ikke så meget. Lige nu tør jeg ikke tænke frem«, fortæller han og holder en lille pause. »Det er arbejdet, der holder mig oppe«, fortsætter han. Familien udenfor Han taler med sine venner, kolleger og chef om, hvordan han har det. Men han har endnu ikke turdet indvie sin familie. »Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle dem, at jeg har fået en dom for vold. Nu er jeg jo kriminel«. Siden han blev afhørt af politiet, har han ikke været beruset. »Det er for risikabelt«, siger han. Hvordan har du det med at skulle i fængsel?

»Jeg tror det værste og håber på det bedste. Er det ikke sådan, man siger?«.