V-forslag vil fremme myte om forskelsbehandling

Lyt til artiklen

Det er helt forkert at bruge tvangsanbringelser af børn til at straffe forældrene for deres kritiske syn på Danmark, som Venstres integrationsordfører Irene Simonsen netop har foreslået. Tvangsanbringelser vil blot bekræfte myten hos nogle indvandrere om, at de forskelsbehandles, mener socialrådgiver Marianne Skytte fra den Sociale Højskole i København. Hun står bag flere undersøgelser om anbringelse af etniske minoritetsbørn i plejefamilier. »Det lyder i forslaget, som om det er forældrenes holdning til det danske samfund, der skal afgøre, om børnene skal fjernes fra hjemmet. Det er vigtigt at fastholde, at det er barnets omsorgssituation og ikke forældrenes syn på samfundet, der skal være afgørende for, om et barn skal fjernes fra hjemmet«, siger Marianne Skytte til Ritzau. Kun bruges i ekstreme tilfælde Hos Familieplejen Danmark understreger sekretariatschef Kirsten Holm-Petersen, at tvangsfjernelser i det hele taget kun skal kun bruges i ekstreme tilfælde, når for eksempel forældre af anden etnisk baggrund sender deres børn på genopdragelse i hjemlandet. »Jeg vil ikke udelukke, at der er situationer, hvor børn af anden etnisk baggrund kommer i så voldsom konflikt og bliver kastebold mellem to kulturer, at man bliver nødt til at skride ind med tvangsfjernelse. Men tvangsfjernelser er altid ulykkelige og risikerer at skabe endnu flere problemer, end de løser«, siger Kirsten Holm-Petersen. I nogle tilfælde mener hun, at det kan være en fordel at anbringe børnene i en familie med en anden etnisk baggrund end dansk. Men hun oplever også udenlandske familier, der selv vælger at anbringe deres børn hos en dansk plejefamilie. »Der vil være mange hensyn at tage: til religion, kultur og til forståelse af det danske samfund. Det er et puslespil, der skal gå op i den slags situationer, så man ikke laver noget, der er endnu mere kokset. Børnene skal jo kunne fungere med deres familie resten af livet«, siger hun. I alt 14.000 børn flyttet Sidste år var otte procent af 3270 børn, som Familieplejen Danmark havde indskrevet til familiepleje eller aflastningsfamilier, af en anden baggrund end dansk og vestlig. Ved udgangen af december 2003 var i alt 14.050 børn i Danmark anbragt uden for hjemmet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her