Det er meget svært at få tænderne sat korrekt ind i munden på et hvalroskranie. Derfor havde mange af de godt 100 indbyggerne i Sisimiut Kommune i Grønland arbejdet hele vinteren, inden de overrakte deres gave til den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K). Ministeren fik kraniet, da han i maj 2003 var i Sisimiut for at underskrive Grønlands og Danmarks fælles erklæring til USA om missilforsvar. Og han var meget glad for det. Dels fordi et hvalroskranie er en meget ærefuld gave på de iskanter. Dels fordi det altid kunne sætte gang i en samtale, når en gæst kom ind og så det på chatollet på ministerens kontor. Ulovligt importeret Men for tre uger siden ringede rådgiver i international naturforvaltning Thor Hjarsen fra konsulentfirmaet Ecoadvise. Han havde opdaget, at kraniet var blevet ulovligt importeret til Danmark, fordi der ikke var nogen eksporttilladelse. Det skal man have ifølge den internationale CITES-konvention om handel med truede dyr. Bestanden af den vestgrønlandske hvalros falder nemlig så drastisk, at dyret ifølge biologerne kan være udryddet om blot fem-seks år. Så fik man travlt i ministeriet. Hvalroskraniet blev i løbet af få dage bugseret til Skov- og Naturstyrelsen, der er myndighed i den slags sager. »Normalt får man en advarsel fra styrelsen, men ministeren slipper jo nok«, siger Thor Hjarsen. Foreløbig har Udenrigsministeriet ikke hørt noget. Og regner heller ikke med at gøre det. Per Stig Møllers ministersekretariat oplyser, at man »bestemt ikke regnede med, at der ikke var eksporttilladelse, når nu det blev givet som gave«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























