Danske institutioner i topform

Efter nogle uger med international kritik af danske børns skolegang er der ros fra udlandet, når det gælder børneinstitutionerne. De bedømmelser, danske pædagoger får af udenlandske kolleger og børneeksperter, er nemlig nærmest næsegrus beundrende. I de seneste år har en række delegationer fra blandt andet USA, Storbritannien og Italien været i Århus for at besøge børnehaver og fritidsordninger, og det fremgår af de udenlandske rapporter og tilbagemeldinger, at dansk pædagogik vurderes til at ligge i positiv særklasse. De besøgende er imponerede over pædagogernes uddannelse og faglige stolthed, de er imponerede over det enorme udbud af offentlige institutioner, og de er ikke mindst imponerede over den måde, danske småbørn anskues og behandles på. Inde som - især - ude. »Er dette Det Forjættede Land eller Never-Neverland?«, som for eksempel forskeren Peter Williams fra børnepasningsorganisationen Playcare Framework formulerede det efter at have beset århusianske børnehaver og fritidsordninger for et par år siden. Peter Williams' beskrivelser af, hvad han så i Danmark, har udløst en række nye britiske besøg i Århus. Pædagoger og embedsmænd udefra har med egne øjne ønsket at se, om de danske institutioner virkelig lever op til Peter Williams' næsten vantro beskrivelser af glade, selvstyrende og udendørs aktive små danskere: Ægte græsrødder I Danmark, rapporterer den himmelfaldne forsker, er det helt sædvanligt, at børnene leger ude »på steder, som er vanskeligt tilgængelige for voksne: De leger på græsarealer med vild træbevoksning og ofte uden overvågning, de har gynger og klatreredskaber på over halvanden meter, de bruger rigtige hamre og søm, og de laver mad på bål, selv på skoleområder - og helt ned til seksårsalderen!«. »Jeg sværger; det er ikke noget, jeg finder på«, understreger Peter Williams og tilføjer, at der til trods for al denne frihed faktisk ikke er en kø af benbrud hele vejen til skadestuen. Megan Pacey har som tidligere embedsmand udarbejdet kampagner for børneområdet i hele England, og i den egenskab har også hun besøgt danske børneinstitutioner. Efter to besøg, senest et i 2003, er hun meget inspireret: »I England er attituden, at vi forventer det værste af børnene. Typisk er for eksempel hamre og værktøj, som jeg har set selv små børn lege med i Danmark, låst inde her. Lidt groft kan man sige, at vi skaber en børnekultur, der bygger på mistillid, mens I stimulerer børnene til at handle selvstændigt«, siger Megan Pacey, der gerne vil udbrede det danske børnesyn i sit hjemland, men vurderer, at det vil tage meget lang tid at gøre op med traditioner og tankegange. Et overset guldæg Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) er ikke vant til så meget ros, fortæller faglig sekretær i Århus-afdelingen Claus Jensen. »Vi har nærmest fundet et rent guldæg, men det er så tæt på os, at vi ikke selv ser det«, forklarer han om det, han har oplevet ved at have øjne udefra til at se på dansk pædagogik. Fra England har både kommunale embedsmænd og private børnepasningsorganisationer, medier som The Guardian og BBC og sågar et par af Tony Blairs spindoktorer været på rundvisning. Også fra Italien og USA har der været delegationer på de århusianske børneinstitutioner. »De får øje på udelivet og vores fleksible næsten anarkistiske legekultur. De spørger og spørger, hvordan vi som pædagoger kan overskue det tilsyneladende kaos, de oplever på vores legepladser med børn, der får et stort spillerum og ikke er under konstant opsyn. Men vi har jo en årelang træning i, hvordan man placerer sig som voksne i sådan en virkelighed«, siger Claus Jensen. Samtidig med, at de udenlandske gæster ikke kan lade være med at synes, at børnene ville være i større sikkerhed inden døre, bænket solidt omkring bord og aktiviteter, falder de for de røde kinder og den store selvstændighed og kreativitet i legen. Flere giver udtryk for, at de gerne vil indføre noget lignende hjemme. Den danske tradition for børn med grønne græsknæ og hvid ånde i rimfrost trækker spor tilbage til 1930'ernes første byggelegepladser og de første naturbørnehaver, mener den faglige sekretær. »Vi har ad åre udviklet en kultur, der tillægger friluftslivet meget stor betydning. Både forældre og pædagoger har en forestilling om, at børn, der er beskidte, sikkert har haft det godt«, vurderer Claus Jensen.