1.300 kilometer lang taksigelse

Det var et brændende spørgsmål, Tamim havde på læben på sin kun anden dag som asylansøger i Danmark. Det handlede hverken om boforhold, uddannelse eller leveomkostninger. Næh, Tamim Hussain Shakeel ville vide, om der var en løbeklub i Lemvig. Han havde nemlig udtænkt en plan under sin flugt fra Afghanistan. Var i livsfare I 1997 var Tamim Hussains far blevet dræbt under de politiske stridigheder i Afghanistan, og Tamim vidste, at også han selv var i livsfare. Bange som aldrig før flygtede han fra alt, hvad han ejede og holdt af og nåede via Iran og Malaysia til Danmark. Det var undervejs, da han sad bange, hjemløs og desperat, at den tidligere topløber fra Afghanistan tog en beslutning. »Jeg lovede mig selv, at hvis der nogensinde var et land - og uanset hvilket - der ville give mig husly og tryghed og sikkerhed, så ville jeg sige tak på min egen måde, så alle i det land ville kunne høre det«, fortæller Tamim Hussain Shakeel. Og hans måde var at løbe. Han har løbet næsten dagligt, fra han var 18 år og har ud over de 1.500-meterløb, han var stærk i, præsteret mange halvmaratonløb og et enkelt helt maraton i Iran. De erfaringer og muskler skal han trække på under de næste ugers stakåndede forehavende - samt selvfølgelig hans mors lettere hovedrystende formaninger i telefonen fra Iran om at passe på. Løber i 40 dage Turen begynder i Lemvig i dag og går ud til Agger Tange og vestkysten, og de kommende 40 dage fortsætter manden, der vil sige tak, sit løb langs kyster og via færgeruter og store broer fra landsdel til landsdel og hjem til Lemvig igen. 1.300 kilometer i alt eller det, der svarer til 31 maratonløb. Undervejs vil han overnatte hos frivillige danskere, som løbeklubben og gode danske venner i flygtningemiljøet i Lemvig er ved at banke op af jorden. Frem for alt vil han gerne stoppe og snakke med alle, han møder undervejs. Tamim Hussain synes, at der er god grund til at sige tak og mener ikke, at den danske flygtningehjælp sorterer under indlysende og helt selvfølgelige medmenneskelige forpligtelser. »Det kan godt være, at danskerne ifølge alle mulige konventioner SKAL hjælpe. Men for en som mig, der kunne have været død undervejs, og som har mistet alt, så er det, jeg nu gør til gengæld for sikkerheden så lidt, så lidt. Jeg kan føle, hvor godt det er at være tryg, og for mig er det her den eneste måde at udtrykke det på, så alle hører det«. Tamim Hussain håber, at hans løbetur rundt gennem danske byer og gæsteværelser også vil være en god vej ind i den danske kultur. Han har kun boet i Danmark i ni måneder, men ifølge lokale bekendte i Lemvig har Tamim, der er gift med landsmanden Fatimeh, gjort meget for at lade sig selv og familien med de to små sønner indsluse i det danske. Selv mener han, at det er gået relativt let af to grunde: Han har taget sin sprogundervisning seriøst. »Og så har jeg været medlem af løbeklubben - det giver danske venner.«