Verden set fra Uganda: Giv los for fri handel

De synes, det er lidt typisk. At listen over de fattige landes største problemer er udformet på et kontor i Danmark, langt fra Afrika og virkeligheden her. Faktisk er det lige præcis det, de er mest enige om, da Politiken samler et lille panel af eksperter fra Uganda omkring et restaurantbord i Kampala: at de fattige lande skal have langt større indflydelse på løsningen af problemerne. Samme opgave De får samme opgave som topøkonomerne i Copenhagen Consensus: Opstil en prioriteret liste over, hvordan man bedst bruger en stor sum penge på at løse de fattigste landes største problemer. De er enige med folkene bag konferencen i København om to ting: at der skal prioriteres, fordi pengene altid vil være knappe. Og at det i det hele taget er svært at prioritere. Men ideen om en elendighedernes hitliste modtages med blandede følelser: »Hvis man i København når frem til en liste, som vi ikke har indflydelse på, er det langtfra sikkert, at midlerne bruges de rigtige steder«, siger Dorothy Kaggwa fra organisationen Environmental Alert, der rådgiver offentlige og private miljøorganisationer: »Det er nødvendigt at give ulandene medindflydelse på de her emner. Meget af vores politik er i forvejen dikteret af Verdensbanken. I modsætning til donorer som Danida, der giver os pengene og medbestemmelse, kræver Verdensbanken altid i sidste ende at godkende vores egne initiativer til at mindske fattigdom, før de bevilger os lån«. Skævt kortspil Lawrence Bategeka, som er økonom og forsker på Makerere Universitets Economic Policy Research Centre (EPRC), er også optaget af den store ulighed ved forhandlingsbordene: »Det er ligesom et kortspil, hvor Vesten holder sine kort ind til kroppen, mens Ugandas ligger på bordet så alle kan se dem. Så skal man have meget gode kort på hånden for at vinde, og det har vi ikke«. Han mener, at de afrikanske lande skal prøve at stå sammen over for de rige lande: »Hvis vi optræder med en stemme, kan vi måske genoprette den manglende balance«. »Men det får vi ikke lov til«, siger Christine Kirunga, der arbejder i Ugandas sundhedsministerium og rådgiver Danida i sundhedsspørgsmål. »Uganda er ikke i en position, hvor vi kan få lov at gå sammen med andre afrikanske lande, når der skal forhandles handelsbarrierer og andre ting. Det tillader EU ikke. Vi skal altid forhandle alene med en blok, der har 450 millioner mennesker i ryggen«. Og det er svært - især når de 450 millioner europæere opretholder handelsbarrierer, som gør EU til lukket land for Ugandas bønder. Væk med handelshindringerne Handelsbarriererne er da også øverst på den liste, Kampalas eksperter når frem til: »At fjerne dem er det vigtigste«, siger Lawrence Bategeka: »Bistandspengene vil være spildt, hvis man blot pumper endnu 50 milliarder dollar ud efter samme gamle opskrift. Det vil ikke fjerne sygdom og korruption og alt det andet. Bistand er blevet givet på samme måde i 50 år, og det har ikke hjulpet. Blev handelsbarriererne fjernet, ville det på længere sigt være overflødigt med bistand«. Han så gerne, at der blev satset mere på den private sektor, at den fik bedre muligheder for at tjene penge hjem til de fattige lande. Det er Dorothy Kaggwa fra miljøorganisationen enig med ham i. »Handel er den mest effektive måde at bekæmpe fattigdom på. Straftolden på eksempelvis ugandisk kaffe rammer de fattige på landet hårdt«, siger hun. Hendes eget område ligger længere nede på listen: »Det er ikke, fordi vi ikke har problemer med miljøet. De skyldes bare ikke klimaændringer, men udpint landbrugsjord, for voldsom fældning af skovene og forurening af Victoriasøen. Klimaændringer er et problem på lang sigt, vi må begynde med de mere kortsigtede problemer som fattigdom«. Sygdom koster mest Christine Kirunga fra sundhedsministeriet har sat uddannelse og sygdomme i top på sin liste: »De ligger øverst, fordi det er dem, det vil koste flest penge at gøre noget ved. Ikke fordi jeg synes, de er vigtigere end bekæmpelse af for eksempel korruption, men et sådan problem kan bare bekæmpes ret billigt gennem holdningsændring«, siger hun. Som offentligt ansat burde hun måske være uenig med de to andre, når det handler om flere penge til den privat sektor, men det er hun ikke: »Hvis man bliver ved med at tænke bistand som i dag, giver man den offentlige sektor et løft, men det hjælper ikke den private sektor«, siger Christine Kirunga. Det er økonomen Bategekas kæphest - men også de væbnede konflikter rangerer højt på hans liste: »Udvikling kan ikke finde sted, når der er krig. Jeg har set det her i landet i mange år. Alting går i stå«, siger han og forsvarer gerne, at han har sat kampen mod sygdomme som aids og malaria længere ned på listen: »Det er et stort problem. Men disse sygdomme er et produkt af fattigdom og for at bekæmpe dem, må landet først tjene penge«. Ligesom Christine Kirunga undrer han sig over, at manglende infrastruktur - dårlige veje og ustabil energiforsyning - ikke er med på listen over de største problemer. Uden god infrastruktur kan landene umuligt rejse sig, mener de. Men sådan må det være med den slags øvelser, er de enige om: Det er umuligt at samle alle landes problemer under én hat. »Den liste, vi stiller op, gælder for Uganda, men ikke nødvendigvis for andre lande. Vi har problemer med væbnede konflikter, det har man ikke i Tanzania. Andre steder er klimaændringer et større problem, end de er for os«, siger Dorothy Kaggwa og konkluderer om ideen med at opstille en prioriteret liste, der gælder for alle ulande: »Det er en stor fejl. Det er nemlig helt forkert at opfatte udviklingslandene som en stor homogen masse, der har de samme problemer og står over for de samme udfordringer«.