Spionchefen fortryder intet

Først er han reserveret. Stiv i overkroppen. Udtryksløs stemme. Og øjnene flakker i det brede, kraftfulde ansigt. Men efterhånden får han farve i kinderne. Hånden glider gennem det grå hår, da han understreger sin pointe. »Jeg har nævnt en række navne i min bog. Det er vigtigt at få sat et mindesmærke for dem, fordi de ofte benævnes som kriminelle. Man anerkender ikke deres arbejde, og jeg vil fortælle sandheden om dem«, siger den ældre tyske herre. Stolthed Navnene er agenter, der arbejdede for udlandsspionagen i den tidligere østtyske efterretningstjeneste Stasi. Og ordene kommer fra den tidligere magtfulde chef for spionerne. Han er stadig stolt af dem: »Omkring 60-70 procent af vores agenter var politisk og ideologisk motiverede«. Militæruniformen og sildesalaten er fortid. Nu ligner Werner Grossmann enhver anden afslappet pensionist med lyseblå skjorte og brun jakke. Men han er kendt som den spionchef, der beordrede Stasis arkiv over agenter destrueret i forbindelse med DDR's sammenbrud. For at beskytte dem. Det gik så stærkt, at de ophedede makulatorer måtte nedkøles i køleskabe. Og medarbejderne måtte brænde dokumenter i kaminen eller under åben himmel i deres kolonihaver. Kendte agenter Alligevel deltog den nu 75-årige pensionist onsdag på et pressemøde i København for at promovere sin erindringsbog 'Den sidste spionchef', der netop er udkommet på dansk med et særligt nyt kapitel om Skandinavien. Men selv om han nævner en række navne på spioner fra Stasi i bogen, holder han sig kun til dem, der er kendt i forbindelse med straffesager. Det har dog vakt opsigt, at Politiken for nylig beskrev, at han i sin bog peger på, at den nuværende danske leder af EU-kommissionens kontor for Bulgarien, Morten Jung-Olsen, spionerede mod det daværende EF for Stasi. Under dæknavnet Lenz. Selv om den danske anklagemyndighed for fire år siden opgav sigtelsen mod danskeren - og at han nægter sig skyldig. Flame fra Jyllands-Posten I bogen nævnes også den danske journalist Flemming Sørensen, der arbejdede som udenrigskorrespondent for Jyllands-Posten. Ifølge Grossmann arbejdede han under dæknavnet Flame for Stasi i perioden 1956 til 1966. Men siden den første omtale af bogen har Werner Grossmann været under stærkt pres fra tidligere agenter, der er bange for at blive afsløret af spionchefen, erfarer Politiken. Derfor havde han ikke nye agentnavne med til pressemødet. »Da jeg blev bedt om at skrive et ekstra kapitel om Skandinavien, efterforskede jeg vores sager. Derfor står jeg ved, hvad jeg har skrevet. Men jeg kendte dem ikke«, sagde Grossmann. Han understregede, at Danmark udelukkende var interessant for Stasi, fordi det var et NATO-land, der i tilfælde af en krig mellem Øst- og Vestblokken var lige i frontlinjen. Tidligere har han udtalt, at den østtyske udlandsspionage havde »omkring ti agenter« i Danmark. På pressemødet sagde han, at »agentnetværket var meget lille«. Selv fortryder Werner Grossmann intet. Tværtimod. Tjenester var garanti for fred Han er stadig stolt over Stasis udlandstjeneste, HVA. Han mener, at efterretningstjenesterne bidrog til at fremme freden. Ved at gøre regeringerne på begge sider af jerntæppet i stand til at vurdere, om den kolde krig var ved at blive varm. Og det var ingen interesseret i. Som den forhenværende spionchef formulerede det: »Ikke mere krig. Ikke mere fascisme. Det var de paroler, som blev fremhævet i mit hjem, og som gjorde, at jeg accepterede at være med til at opbygge den østtyske efterretningstjeneste«.