Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) står som vinderen efter offentliggørelsen af rapporterne fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Det vurderer to sikkerhedspolitiske eksperter på baggrund af FE's vurderinger af truslerne op til Irakkrigen. »Rapporterne er helt som man kunne forvente, og der står ikke noget, som betyder, at statsministeren ikke kunne udtale sig, som han gjorde«, siger afdelingsleder fra Dansk Institut for Internationale Studier Peter Viggo Jakobsen. Selvfølgelig udvikling Han mener, at alt andet ville være utænkeligt, når regeringen valgte at offentliggøre rapporterne: »Med en så højt profileret sag, ville alt andet være politisk selvmord«. Lektor Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet er til gengæld overrasket over FE-rapporternes indhold set i lyset af medieomtalen af de rapporter, som tidligere FE-medarbejder Frank Grevil lækkede til Berlingske Tidende. »Det kommer bag på mig, at der er blevet gengivet første del af et citat fra en rapport, der så åbenlyst konkluderer noget andet, hvis man tager det hele med«, siger Mikkel Vedby Rasmussen. »Vi skal jo huske, at vi havde præcis denne her diskussion før krigen. Det var jo ikke sådan, at alle gik rundt og troede på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Diskussionen var, om bevisbyrden lå hos irakerne eller hos amerikanerne. Halvt fyldt eller halvt tomt Det var et spørgsmål om, hvorvidt glasset var halvt fyldt eller halvt tomt, og det er jo egentlig bare det, FE siger«, mener Mikkel Vedby Rasmussen. »FE siger jo, at man ikke havde sikre oplysninger. Det havde ingen, men de mente så, at det skyldtes, at Saddam Hussein havde gemt dem. Det ville jeg ikke være flov over at skrive, hvis jeg var efterretningstjeneste«. Fogh er vinderen Mikkel Vedby Rasmussen påpeger, at man på det grundlag kunne man drage to forskellige politiske konklusioner. Efter politisk holdning. Er statsministeren efter din vurdering kommet helskindet ud af det her? »Jeg synes, at han er tilbage ved start. Han er tilbage, hvor vi var i 2003, da vi diskuterede krigen. Man kan ikke sige, at han har løjet, men han har lavet en politisk fortolkning af nogle sparsomme fakta. Er der ikke er mere i det, er han sluppet pænt ud af det«, siger Mikkel Vedby Rasmussen. Ingen sag for Grevil Peter Viggo Jakobsen ser også Anders Fogh Rasmussen som vinderen. »Jeg kan ikke se, at FE-manden (Frank Grevil, red.) har en sag. Der var stor usikkerhed, og det valgte regeringen at tolke til det værst tænkelig scenarie«, siger Peter Viggo Jakobsen. »Andre regeringer, der ikke ville med i krigen, tolkede det anderledes. Den diskussion har vi haft hele tiden«. Forudsigelige rapporter Peter Viggo Jakobsen mener også, at FE-rapporterne var forudsigelige, fordi den danske efterretningstjeneste ikke har lavet selvstændig efterretning. »Man har været afhængig af især USA og England, og man kan jo godt regne ud, hvilke oplysninger de har sendt videre til Danmark. Selvfølgelig noget, der pegede på stor risiko for, at Irak havde våben«, siger Peter Viggo Jakobsen. Han håber, at sagen vil føre til en diskussion om mere åbenhed i efterretningstjenesterne. Men har ikke de store forventninger, selv om regeringen lægger op til det. »Alle erfaringer viser, at det er meget svært at reformere sådan nogle tjenester«, siger Peter Viggo Jakobsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























