Den formodede spanske al-Qaeda-celle, som spansk politi anklager for at stå bag planlægningen af terrorangrebet mod USA 11. september, har haft flere kontakter i Danmark end hidtil antaget. Politiken har haft adgang til godt 600.000 interne arbejdsdokumenter fra spansk politi, og de viser bl.a., at al-Qaeda-cellen har brugt flere adresser i Danmark under deres forskellige besøg i landet fra 1997 frem til 2001. Dokumenterne indgår i den sag, som den spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzon, for to år siden rejste mod cellens påståede leder, Imad Barakat Yarkas og fire andre medlemmer. Retsanmodning Af selve anklageskriftet, som for fire måneder siden blev offentliggjort i Politiken, fremgår det, at al-Qaeda-cellen havde tre identificerede kontaktpersoner i Brabrand, Greve og Brønshøj. Men ifølge de interne spanske politidokumenter havde cellen kontakt med mindst to personer mere i Danmark. Det fremgår af telefonaflytninger samt ransagninger hos en af de personer, der i dag er fængslet i Madrid. Derfor har Politiets Efterretningstjeneste (PET) sendt en retsanmodning til spansk politi for at få flere oplysninger frem om sagen. PET har også afhørt dansk-syreren Abu Rached fra Brabrand. En mand, som spansk politi kalder en »islamisk ekstremist bosiddende i Danmark«. Ifølge politidokumenterne var Abu Rached i kontakt med Osama bin Ladens ledende operatør i Europa, Khalid al-Fawwaz. I 1996 fik Abu Rached udleveret et telefonnummer til manden, der i dag er fængslet i England, anklaget for at stå bag terrorangrebene mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998. Telefonaflytning Oplysningerne fremgår af en telefonaflytning og er vedlagt det dossier, som spansk politi har samlet om Abu Rached. »Vi er glade for alle informationer, som kan medvirke til at forhindre terrorhandlinger. Vi er nu i kontakt med de relevante myndigheder, men af hensyn til efterforskningen af de nu fremsatte påstande, kan vi ikke kommentere yderligere på sagen«, siger chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen fra PET. Våbentræning I en telefonaflytning fra 1999 siger Abu Rached, at han er parat til at sende 2.000 dollar til Yarkas - den påståede leder af den spanske al-Qaeda-celle. I en anden samtale henviser Abu Rached til en levering af »seks kilo ægte honning« til Madrid. Spansk politi mener, at honning er et kodenavn for 'eksplosiver'. Sagen mod den formodede spanske al-Qaeda-celle har fået fornyet interesse efter terrorangrebet mod tre tog i Madrid 11. marts i år. En af de fængslede i sagen, JZ, havde forbindelse til cellen og optræder også i anklageskriftet mod Yarkas. Den spanske avis El Pais skrev fredag, at syreren Khayata Kattan - en anklaget al-Qaeda operatør - under afhøring har udpeget Yarkas som den ubetingede leder af den spanske al-Qaeda-celle. Han siger også, at cellen har finansieret sine aktiviteter gennem narkosalg og kreditkort-svindel. Imidlertid mener terrorforsker Lars Erslev Andersen, at man skal være varsom med at drage håndfaste konklusioner på baggrund af oplysningerne: »Det er interessant i en efterforskning af danske forbindelser til al-Qaeda. Men der er tale om indicier. Ingen af disse personer i Spanien er dømt, og personerne i Danmark er ikke engang anklaget«, siger han. I forbindelse med efterforskningen skriver spansk politi endvidere, at flere af de såkaldte mujahediner, som har modtaget våbentræning i lejre i Afghanistan og Pakistan, »er placeret i vestlige stater såsom Canada, England, Danmark og Spanien, hvor de venter på bedre tider«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























