Da EU gik ind i kampen på træernes side, fik verdens skove det dårligere. Det er paradoksalt nok konklusionen i en ny analyse af EU-landenes indsats mod ulovlig tømmerhugst fra WWF, Verdensnaturfonden. Analysen, der offentliggøres i dag, viser, at de fleste lande på papiret har samme holdning som miljøorganisationerne: Ulovligt tømmer skal bekæmpes af hensyn til natur, stater og befolkning, der alle mister store værdier. Venter på EU Men det halter med handling. Ingen af EU-landene leverer en acceptabel præstation i kampen mod illegalt træ, mener WWF. Indsatsen er nærmest gået i stå, siden EU-kommissionen for knap et år siden fremlagde sin handlingsplan på området. »Det har fået regeringerne til at læne sig tilbage og tage en pause. Men den er ikke velfortjent, for det kan tage år, før lovgivningen er på plads. EU skal rykke hurtigere, og de enkelte lande skal selv gå foran«, siger Jacob Andersen, skovmedarbejder i WWF. En af dem, der ifølge miljøorganisationen er gået allermest i stå, er den danske miljøminister, Hans Christian Schmidt (V). For et år siden fik han ros fra de grønne for at skubbe på i EU og tage initiativ til samarbejdsaftaler om bl.a. øget kontrol med de fire store tømmereksporterende lande: Brasilien, Indonesien, Malaysia og Rusland. Men der er stadig ikke kommet konkrete aftaler på bordet, og WWF kritiserer også, at ministeren har gjort det frivilligt for det offentlige at købe bæredygtigt træ. Oppositionen undrer sig Storbritannien, den nye analyses topscorer, har allerede en aftale med Indonesien og bindende regler for det offentlige på området. En undersøgelse fik i februar Hans Christian Schmidt til at erkende, at det var for dårligt, at kun cirka en fjerdedel af de store danske offentlige indkøbere ville bruge miljøvejledningen om tropisk træ. Men den »massive opfølgningskampagne« om vejledningen, han bebudede dengang, er siden skrumpet. Og ministeren har over for oppositionens miljøordførere afvist at opstille succeskriterier for miljøvejledningen eller at evaluere den årligt. SF's Jørn Jespersen og Elsebeth Gerner Nielsen (R) har netop stillet nye spørgsmål til miljøministeren, hvor de påpeger, at Storbritannien har succeskriterier og regelmæssig evaluering. De undrer sig også over, at Danmark i WWF's analyse ikke har svaret klart ja til at arbejde i EU-regi for at gøre det kriminelt at importere og sælge illegalt produceret tømmer. Miljøminister vil vente Miljøminister Hans Christian Schmidt forsikrer, at Danmark vil arbejde for kriminaliseringen, men mener, at man må vente på, at EU-kommissionen til sommer kommer med en præcis definition af, hvad der er lovligt og ulovligt. Han hæfter sig ved, at Danmark i analysen ligger næstbedst i EU. »Men jeg har det fint med, at WWF puster os i nakken for at gøre endnu mere«, siger ministeren, der afviser ansvaret for, at det ikke er blevet til konkrete samarbejdsaftaler endnu: »Malaysia og andre skovlande venter, fordi de mener, at det er mere effektivt, hvis de kunne lave aftaler med hele EU«, forklarer Schmidt. Ministeren »vil meget nødig lave bureaukratiske regler og afrapportering« for at få stat, amt og kommuner til at købe mere grønt tømmer. »Lad os nu først se, om mine breve til samtlige borgmestre og ministre og resten af vores informationskampagne ikke virker. Men hvis det ikke er blevet bedre om et års tid, så må vi overveje, om der skal skrappere midler til«, lover ministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























