Lægerne anede ganske enkelt ikke, hvad lille Evald fejlede. Diagnoser kom, diagnoser gik. Kun stod det helt fast, at drengen hverken kunne gå eller stå. Jo, en enkelt gang var han som etårig kravlet hen til en lænestol i stuen og havde med alverdens møje og besvær og et fast greb i møblet stablet sig selv på benene. Men kun et kort øjeblik, så satte han sig udmattet ned. For aldrig mere at rejse sig. Kulsort fremtid Mens lægerne altså var noget vankelmodige med hensyn til diagnoserne, var de hvide kitler så meget desto mere sikre på knægtens fremtid. Den så dyster, nærmest kulsort ud. På Ortopædisk Hospital i Århus betroede den legendariske overlæge og professor Eivind Thomasen drengens forældre, brugsuddeler Aage Larsen Krog og hustruen Anna, at de nok måtte berede sig på snarlig afsked med den nu fireårige søn. I dag fejrer Evald Krog så sin 60-års fødselsdag. Fra overlægens kant kommer der ikke flere forudsigelser. Han døde i 1988. Nogenlunde midt på det lyse sofabord står en voluminøs othellolagkage. Flankeret af kaffekop, tallerken og flødekande i lys fajance. Hynderne i de to Børge Mogensen-tremmesofaer er beklædt med lyst skind. Lyst bræddegulv, lyse grå vægge, farvestrålende malerier, keramik og skulpturer overalt. Han sidder på den anden side af bordet i sin elektriske kørestol. Iført sorte bukser, kridhvid nystrøget skjorte og vinrød velourjakke. Glimtet i øjnene bag letvægtsbrillerne er det samme som dengang for tre år siden, hvor han trak sig tilbage som formand for Muskelsvindfonden. Heller ikke stemmen har forandret sig stort. Samme hæse jyske tenor, der indimellem bliver presset til det yderste for at følge med tankerne. Hans muskelsvind har ikke influeret stort på talemuskulaturen. Vejrtrækningen svækkes Sygdommen svækker derimod gradvist evnen til at trække vejret, og derfor fik Evald Krog for et år siden udført en trachostomi, et permanent hul ind til luftrøret, som via en slange er forbundet med en respirator, der hjælper til med åndedrættet. Maskineriet er anbragt bag på kørestolen, og når talestrømmen en gang imellem standser, fylder rytmiske blæsebælgsagtige lyde pauserne ud. »Respiratoren har givet mig et fuldstændig nyt liv, efter at det i årevis var gået ned ad bakke. I hvert fald i de seneste 20 år har jeg ikke haft så megen energi. Det er jo meget banalt, hvis ikke du får nok luft, så bliver du ikke bare svækket fysisk, men også mentalt«, siger Evald Krog. Fra stuen i den lille landsby Ajstrup syd for Århus er der udsigt over til forsamlingshuset, hvor der på selve dagen nok vil dukke mindst 300 mennesker op til reception, og hvor også festen for de nærmeste 110 bliver holdt på lørdag. Dage med fest og farver. Evald Krog glæder sig. Han boede hjemme, indtil han fik sin studentereksamen fra Viborg Katedralskole. I årevis havde lægerne ellers forsøgt at overbevise forældrene om, at de ikke kunne overkomme at passe en dreng med muskelsvind. Men man fjerner da ikke en fuldstændig normalt begavet dreng fra et sundt hjem, indvendte moren. Hvad søren skal det ligne, viftede hun lægerne af og bar sin dreng op og ned ad trapperne, indtil han blev 21. Så orkede hun og manden ikke mere. Evald fik plads på et plejehjem, på Solbakken i Århus. En dag kom forældrene for at hente ham hjem for weekenden. Faren, en stor mand med ækvivalent karisma, med lang frakke uden på den hvide købmandskittel og filthat på hovedet, med cigar i kæften og kvikke bemærkninger på tungen, havde tænksomt stået og skuet ud over beboerne på plejehjemmet. Et broget sortiment af spastikere, af skleroseramte, af alle mulige tænkelige handikap. Da han havde fået sin søn anbragt ude i bilen, sagde han til ham: »Så skal du godt nok være glad for, at du er sund og rask«. »Den bemærkning fortæller egentlig alt om holdningen i min familie«, siger Evald Krog: »Mine forældre og min storebror har altid set mig som personen og mennesket Evald. De har aldrig betragtet mig som defekt, om du vil. Det var et vilkår, og det var selvfølgelig ærgerligt - og upraktisk, må man også nok sige. Men det har altid været grundholdningen i min familie, at vi skulle forvalte de talenter og anlæg, som vi har fået. Så ingen har nogensinde forestillet sig, at jeg skulle sidde tilbagelænet og ingenting foretage mig«. Så den lille Evald var altid med de andre drenge. Når de spillede fodbold, var han med på sidelinjen. Siddende i sin kørestol i det fodboldtøj, hans mor havde købt til ham. Og når drengene klatrede i træer, sad han nede på jorden og overhalede dem. Klatrede med øjnene. »Det kan jeg sgu godt anbefale. Ikke for at bortforklare, at det er fantastisk selv at klatre, men i min fantasi var det mig, der klatrede højest. Jeg har mange gange været møgirriteret over, at jeg ikke kunne tage en bog ned fra hylden, og andre praktiske ting. Men jeg har faktisk aldrig været ked af, at jeg ikke kunne spille fodbold med de andre drenge«. Og så bliver man teenager. Pludselig er fodbold og træer ligegyldige. Og piger er alt. Faktisk er det en temmelig morsom bemærkning. Evald Krog smiler, da han fortæller om den. Den faldt engang for længe siden på gågaden i Århus. En mand kom hen til ham og spurgte: »Er det ikke træls at være så smalskuldret, at man ikke kan bære slips?«. Jo, som teenager var det træls. Evalds mor, som sagtens kunne sætte sig ind i sønnens følelser, købte en pose vat og proppede det meste ud i skuldrene på sønnens konfirmationsjakke. Han lignede en meget lille bodybuilder. Men alverdens vat nytter jo ikke noget, tænkte Evald, når han betragtede sin nøgne krop i spejlet, man er nødt til at trives med den krop, man nu engang har fået. Men trangen til at få en kæreste voksede og voksede. Til den til sidst var helt ubændig, trangen. »Jeg har - sagt i spøg - overvejet, om folk med muskelsvind har et særligt gen, der giver en ekstraordinær interesse for piger. Men jeg har ikke fået det undersøgt«. Unge Evald forsøgte på alle tænkelige måder at gøre sig til. Var syg af ærgrelse over ikke at kunne danse og misundelig på de fremmelige drenge med kærester. Og så vendte det hele, da han fik sin første elektriske kørestol som 21-årig. Pludselig kunne han danse med pigerne. Målet kom tættere og tættere på. Gennembruddet, om man så må sige, og her er det måske på sin plads at minde om, at det mandlige forplantningsorgan som bekendt er et svulmelegeme og ikke en muskel, der kan svinde. Har en datter »Jeg kan kun sige, at jeg har fået, så hatten passer. Jeg har haft en del kærester med alt, hvad der følger af kærestesorger og andet bøvl. Men mest fornøjelser«, siger Evald Krog. Og en datter, Marie på 26. Den største glæde og stolthed af alle: »Hun er cand.it. fra Københavns Universitet og næsten arkitekt fra Arkitektskolen i Århus. Hun er ekstremt kreativ. Siger faren«. Da han flyttede ind på Solbakken, begyndte han også at læse jura. Og senere latin. Ingen af delene blev gjort færdig. På plejehjemmet fik Evald Krog pludselig øjnene op for de mange begavede handikappede unge, der aldrig fik en chance. Han begyndte på organisationsarbejde i den daværende Vanføreforeningen. Kort efter brød han ud og dannede sammen med fire-fem ligesindede i 1971 Muskelsvindfonden. Resten er et stykke danmarkshistorie, kendt af de fleste. Om en organisation, der som næsten ingen andre har formået at skaffe opmærksomhed om sin sag. Som har startet De Grønne Koncerter. Og som konsekvent har fortalt historien om, at et fysisk handikap ikke er ensbetydende med dårlig livskvalitet. »Vi har forsøgt at fortælle, at vi faktisk er temmelig glade for livet - med de variationer, der er i vores liv som i alle andres«, siger Evald Krog. Efter 30 år som formand sagde han stop for tre år siden og har siden været udviklingsdirektør på Fondens Musholm Centret i Korsør. Men nu vil han tilbage i formandsstolen. Muskelsvindfonden under den nye formand, Jes Erik Jessen, er blevet for usynlig i danskernes bevidsthed, mener han, så på landsmødet 15. maj er der kampvalg. »Et image skal plejes, ellers drukner man i mængden. Bliver ét med tapetet«, siger han. Musik Der er meget musik i Evald Krogs liv. Med et band, der blandt andre tæller så prominente jazznavne som Jesper Thilo og Theis Jensen, har han udgivet en cd, og en ny er på vej. Evald Krog synger scat-sang med Louis Armstrong som det store forbillede. I den ene stue står fire enormt store elektrostat-højtalere. »Vil I høre?«, spørger han, og stuen fyldes med en smuk mandestemme, nærmest som en ung Tony Bennett, det er den purunge canadiske sanger Michael Bublé. Et nummer til? Hjælperen Asger holder coveret hen foran Evalds øjne. Nummer 11, siger han så. 'The Way You Look Tonight'. Evald Krog smiler. Lyksaligt.