Regeringen afviser, at den skulle planlægge at sende fire danske F16-jagere, en mobil radarstation og 100 soldater fra flyvevåbnet til Litauen for at hjælpe de baltiske lande, når de i næste måned bliver medlemmer af NATO. Det russiske nyhedsbureau RIA Novosti citerede i går det lettiske forsvarsministerium for oplysningerne. Og ifølge Radioavisen er et stort antal ansatte i flyvevåbnet blevet informeret om, at de kan blive sendt af sted den 31. marts - dels for at vise NATO's flag langs den nye grænse mod øst, dels for at hjælpe de baltiske lande med det beredskab, NATO-landene skal kunne opvise mod fjendtlige fly og terrorister. Ministre: Ingen dansk beslutning Både udenrigsminister Per Stig Møller (K) og forsvarsminister Svend Aage Jensby har efter dagens møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, at dette skulle være tilfældet. »Der foregår i NATO nogle overvejelser om, hvorvidt man kan bidrage med at håndhæve de baltiske landes suverænitet i luftrummet. Der er ikke truffet nogen beslutning i NATO - og Danmark har ikke truffet nogen som helst beslutning«, understreger Svend Aage Jensby. Historien vurderes af iagttagere til at være politisk sprængfarlig - havde den haft noget på sig - for Danmarks diplomatiske forhold til de baltiske landes store nabo, Rusland.
Regeringen afviser at have lovet jagerfly til Litauen
Lyt til artiklen