Folkeafstemninger i kommunerne svinder ind

Det ser demokratisk ud på papiret, men i virkelighedens verden kan lokale folkeafstemninger om kommunesammenlægning ende med at føles meget udemokratiske. »Derfor er der flere og flere kommuner, som ender med at lægge planerne om en lokal folkeafstemning på hylden igen. Det er den tendens, vi ser«, siger kontorchef Solvejg Jakobsen, Kommunernes Landsforening. Masser af borgermøder Det er ikke mindst frygten for, at byrådet i sidste ende ikke kan levere den vare, som folket har stemt sig frem til, som får kommunerne til at besinde sig og undlade at kalde vælgerne af huse, vurderer kontorchefen. Hun siger, at Kommunernes Landsforening ikke har ført statistik på de kommuner, som har luftet løftet om afstemning, og derefter har aflyst det igen. »Men det er klart vores fornemmelse, at antallet af folkeafstemninger svinder ind«, siger hun, der til gengæld oplever en steppebrand af borgermøder om den forestående kommunalreform. »Der er nærmest ikke en kommune, som ikke på en eller anden måde er i gang med dels at orientere borgerne, dels at invitere dem til debat«, siger Solvejg Jakobsen, som regner med, at forårets mange borgermøder i de fleste kommuner følges op af endnu en invitation til borgermøde i efteråret, når indholdet af reformen er faldet mere på plads. Plan for kærlighed Kommunernes Landsforening (KL) har som tilbud til giftefærdige kommuner - hvad enten fusionerne er præget af kærlighed eller tvangsægteskab - oprettet en særlig strukturkommission med egen hjemmeside. Som en slags bibel for en lykkelig sammenlægning har KL udarbejdet en såkaldt procesguide, der trin for trin, område for område, forsøger at give gode råd til en gnidningsløs fusion mellem naboer. »Det er som ved alle andre giftermål, at man - hvis det skal holde og være lykkeligt - inden brylluppet skal forsøge at se sig selv sammen med den anden i al fremtid. Og så skal kommunerne forsøge at afklare deres visioner og se, om der er en fælles vision for fremtiden«, siger struktursekretariatets projektchef Kenneth Kristiansen, som helt konkret anbefaler, at kommunerne tager udgangspunkt i egne og naboernes kommuneplaner. »I kommuneplanen er der både en fysisk planlægning, men også en strategisk fremtidsvision. For kommuner, som ønsker at gå sammen, er det vigtigt at finde ud af, om visionen enten er fælles eller supplerer hinanden. Begge dele kan være et udmærket udgangspunkt for samliv«, siger han, og giver følgende eksempel: »To kommuner, som begge i deres kommuneplaner har samme overvejelser om vækst i erhvervslivet, har et godt fundament for at gå sammen. To kommuner, hvor den ene har ambition om en stor vækst i antallet af virksomheder og den anden gerne vil være en grøn bosætningskommune, kan også passe sammen. Det vigtigste er, at fremtidsplanerne bliver diskuteret«, siger Kenneth Kristiansen. Hamstring Udsigten til kommunesammenlægninger har rejst en frygt for, at kommunerne vil tømme kasserne i nybyggeri af rådhuse og svømmehaller i lighed med den hamstring, der fandt sted forud for kommunalreformen i 1970. For at forebygge har Kommunernes Landsforening og Indenrigsministeriet i fællesskab sendt et brev til alle kommuner og bedt dem holde tungen lige i munden og kronerne i kassen. For at holde øje med, at kommunerne har lyttet til de gode råd, skal alle tillægsbevillinger over en million kroner indberettes til ministeriet. Den første oversigt over ekstrabevillinger i januar viser, at 25 kommuner har sat 33 projekter, som ikke var på det oprindelige budget i gang, til en samlet pris på 226 millioner kroner. Umiddelbart giver listen ikke anledning til den store hamstringsalarm. Ministeriet har ikke tidligere fået indberetninger over tillægsbevillinger og mangler derfor sammenligningsgrundlag. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har dog i et brev til KL opfordret landsforeningen til at gå lidt dybere i tallene. Næste indberetning dækker februar og marts, og ministeriet regner med et bedre overblik over kommunernes omgang med kassebeholdningerne i en reformtid i slutningen af april.