Et udspring på hovedet på for lavt vand, et knæk i nakken - og et liv som lammet venter forude. Perspektivet er skræmmende, men helt så slemt behøver det ikke nødvendigvis at gå, hvis et nyt stykke epokegørende dansk grundforskning kan omsættes til praktisk behandling. Og det kan det måske inden alt for mange år, tror forskerne selv. »Vi står ikke med et lægemiddel i hånden her og nu og vil ikke love for meget eller indgive urealistiske forhåbninger. Men vi har lavet et stykke grundforskning, der har potentialet til at kunne gøre en meget stor forskel for mennesker, der udsættes for hjerneskader efter eksempelvis slagtilfælde og rygmarvsskader«, siger lektor ved Institut for Medicinsk Biokemi, Aarhus Universitet, læge og ph.d. Anders Nykjær. Badegæsten, der brækker nakken ved et sekunds uopmærksomhed eller kådhed, får en voldsom og akut kvæstelse. Rygmarvsceller dør Faktisk beskadiger hvert år 75 danskere rygmarven så svært ved bade-, trafik- eller andre ulykker, at de lammes - ofte fra halsen og ned. Men tit forværres skaden i løbet af de første par dage efter ulykken, når stadig flere rygmarvsceller 'begår selvmord' og forværrer patientens lammelser. Og det er her, den nye opdagelse måske kan gøre en forskel. »Hidtil har det ikke været muligt at gøre noget ved den proces, der ved sygdom som Alzheimers eller lammelse som en rygmarvsskade medfører nervecellernes ødelæggelse. Men vores forskning åbner for nogle muligheder til aktivt at blokere denne proces«, siger Anders Nykjær. Når hjernen dræber Anders Nykjær, hans institutkollega Claus Munck Petersen og en gruppe forskere fra Cornell University i New York har sammen betrådt en ny og jomfruelig sti: De har opdaget, at hjernen danner stoffer, som slår dens egne nerveceller ihjel efter f.eks. en blodprop eller en rygmarvsskade. Og de har klarlagt nogle yderst komplicerede mekanismer i nervesystemet, som har proteinet sortilin og signalstoffet proNGF som fikspunkter. Mekanismer, som både kan forme og modne den menneskelige hjerne - men som andre gange kan gå grassat og ødelægge nervecellerne. »Påvisningen af denne dobbelthed er helt ny, og vort resultat har vakt betydelig opmærksomhed blandt andre forskere og på kongresser. Selv om der er tale om grundforskning, er det vor sikre overbevisning, at opdagelsen vil kunne få praktisk relevans og stor betydning for mange alvorligt syge mennesker«, siger Anders Nykjær. Verdens fineste videnskabelige tidsskrift, Nature, har sagt ja tak til bidraget fra Århus og publicerer opdagelsen i denne uge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























