Overlæge vil lave bæltefri behandling

En psykiatrisk overlæge på Bispebjerg Hospital i København vil forsøge at skabe et lukket psykiatrisk afsnit helt uden bælter og remme til at fastspænde patienterne. Det skal ske efter inspiration fra Island og Storbritannien, hvor man ikke bruger bæltefiksering på almindelige psykiatriske afdelinger, ligesom man i midten af 1800-tallet på flere afdelinger i Danmark opgav at fastspænde patienterne og til gengæld ansatte mere personale. »Hvis vi kan demonstrere, at det, man kunne i 1850'erne, det kan man også her, så vil meget være vundet«, siger overlæge Munthe Suenson fra Bispebjerg Hospital. Det var på hans afdeling, at en 34-årig mand for godt et år siden var bæltefikseret i 74 døgn, men overlægen understreger, at det ikke er den sag, der har fået ham og hans personale til at arbejde på at begrænse brugen af bæltefiksering. Væk fra bælter »Det ironiske er, at vi længe har bestræbt os på at mindske brugen af bæltefiksering. Vi ligger lavt i forhold til andre afdelinger, og vi ønskede at se på, hvad man gjorde i Storbritannien og Island. Det faldt så sammen med denne sag«, siger Munthe Suenson. I Storbritannien er det helt forbudt at bruge bæltefiksering. I Island er der ingen psykiatrilov, men brugen af bæltefiksering er meget begrænset. »Vi har altså to lande, som vi ofte sammenligner os med, som slet ikke bruger bæltefiksering, som vi gør i Danmark. Men offentligheden ved det ikke, og sundhedsmyndighederne oplyser ikke om det. Der er et moment af benægten på dette område, og nogle danske psykiatere har et ikke-realistisk billede af brugen af tvangsfiksering. Dels fordi Sundhedsstyrelsen først sidste år oplyste varigheden af bæltefikseringerne, men måske også fordi en bæltefiksering er så ubehagelig for patienten, for de pårørende og for plejepersonale og læger. Derfor er der en tendens til at glemme, hvor meget det foregår«. 2.000 fikseringer I 2002 var der cirka 2.000 danske patienter, der oplevede at blive spændt fast med bælte og remme. Halvdelen lå fastspændt i mindre end et døgn, men flere end 200 patienter lå fastspændt mere end en uge sammenlagt i løbet af året. Den patient, der var fikseret længst, lå fastspændt i 225 døgn. Overlæge Munthe Suenson har sammen med en sygeplejerske besøgt psykiatriske afdelinger i Reykjavik og London for at undersøge, hvordan man dér kan undgå at bruge bæltefiksering mod patienter. En forskel er, siger Munthe Suenson, at der er én ansat mere per patient end i Danmark. En anden forskel er, at man giver mere beroligende medicin end i Danmark. Kontroversielt »Om nødvendigt bringer man en person, der er gået bersærk, til at sove. Der er patientundersøgelser, der viser, at patienterne føler sig bedre behandlet sådan, men det er kontroversielt. Når vi siger, at vi vil behandle helt uden bælter, siger folk: Hov, hov, så vil I bruge alt for meget medicin! Men over for det står, at patienterne føler det voldsomt ubehageligt at blive tvangsfikseret«, siger Munthe Suenson. For at forsøget kan blive gennemført, skal der ansættes 14 psykiatriske sygeplejersker og en læge mere på det psykiatriske afsnit. Det vil koste godt otte millioner kroner. Hvordan de penge skal skaffes, er endnu ikke afklaret, men overlægen håber på at få penge fra Hovedstadens Sygehusfællesskab, statslige puljer og eventuelt også private fonde. Karl Bach, der er tidligere psykiatribruger og medlem af regeringens Råd for Socialt Udsatte, siger, at det er »vældigt befriende« at høre en overlæge tale om en bæltefri afdeling. »Det lyder meget opløftende, hvis man altså er opmærksom på, at bæltet ikke bliver erstattet med tvangsmedicinering. Det er jo lige så slemt et overgreb. Det handler lige så meget om at finde et personale, der magter opgaven«, siger Karl Bach. Overlæge Dorte Sestoft, der er næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, ser positivt på ideen fra Bispebjerg Hospital. »Det må være et mål at holde brugen af fysisk magt nede på et minimum. Hvorvidt det så vil være til øget brug af beroligende medicin, er så spørgsmålet. Men selv da synes jeg, det er værd at overveje, om det ikke er bedre for patienten end fysisk magtanvendelse. Man bruger jo ofte en kombination af begge dele«, siger hun.