Kapitel 5 - Håb

Der var et tidspunkt hvert år, som Karen glædede sig særlig meget til. Det var, når sommeren sænkede sig, og smykker, regnskaber og fakturaer blev skubbet til side for at gøre plads til to ugers ferie på Sild. Bare hende og Jørgen. Første gang de var af sted, var i 1959. Karen fik fri på kontoret klokken 16, og udenfor ventede Jørgen i det skidenbrune folkevognsrugbrød. Bag i bilen lå et telt og tøj til 14 dage i solen. Bortset fra en badedragt til Karen. Sådan én ejede hun ikke. Derfor holdt de ind i den sidste danske by før grænsen til Tyskland og købte hende en - sidste nye skrig. Både Karen og Jørgen var strandtossede. Elskede at ligge en hel dag i sandet og stege i solen. Og stranden på Sild ved Vesterhavets voldsomme brusen var lige noget for dem. De lå i sandet med alle de tyske turister, men henne på den anden del af stranden så der nu også interessant ud. Når folk kom ned til stranden ad trappen fra campingpladsen, gik nogle til venstre og andre til højre. Fordelingen var ikke tilfældig, opdagede Karen og Jørgen snart. Forskellen var tøjet. Ovre på den anden side havde de ikke noget på. Karen lå i solen i sin nye badedragt og Jørgen ved siden af i sine badebukser. Men efter et par timer rejste de sig og fulgte strømmen mod den nøgne strand. De fandt sig en ledig plet, smed tøjet og lagde sig. Det var så behageligt, syntes de. At bade uden tøj på var noget af det bedste, og der var slet ingen, der kiggede. De næste 23 år kom Karen og Jørgen tilbage til Sild. Teltet blev skiftet ud med en campingvogn, og de to ugers ferie blev efterhånden til tre. Det var gode tider. Om aftenen snakkede de med tyske venner, de mødte på campingpladsen, eller gik ned på strandpromenaden, hvor et symfoniorkester sad under en halvkuppel og spillede musik med ryggen til Vesterhavet. Karen forbinder somrene på Sild med ungdom - og kærlighed. Til Jørgen. Ungdommen er væk. Og det er Jørgen også. Men Karen skal nok klare sig. Nu bor hun alene i sit værelse på Sølund, men på en måde har hun altid boet alene. I hvert fald i hverdagene - og sådan for alvor, da Jørgen flyttede på plejehjem for to år siden. Det var egentlig en lettelse, da han flyttede, syntes Karen. Hun kunne jo ikke magte ham derhjemme længere. I hans sidste tid gik det ned ad bakke med forstanden, og han blev dement. Kunne ikke forstå, at Karen også selv blev syg, da hun fik sine blodpropper. Han troede, hun stadig kunne hjælpe ham ligesom før. Når han skulle på badeværelset, ville han have, at hun skulle trække hans bukser ned, og hvis selerne faldt ned, skulle hun samle dem op. »Du skal regne med, at jeg også er syg«, måtte hun sige til ham, mens hun baksede med hans tøj. »Nåh«, sagde han. Det gik vist aldrig rigtig op for ham. Da han døde, var det ikke den store forandring. Selvfølgelig er der mere tomt nu. Særligt om aftenen, når hun sidder med hækletøjet i sofaen. I de stunder savner hun Jørgen at dele dagens små og store begivenheder med. Men for Karen har Jørgen været væk længe. Et par nøgne skuldre stikker ud af slidserne i den kortærmede sorte top. De er spinkle og glatte. Imellem dem hænger den lange lyse manke blank, tæt og kraftig, og på øjenvipperne er der med sikker hånd børstet mascara. Julie er 20 år. Hun sidder ved det runde egetræsbord i sin mormor og morfars stue i værelse 219 på Sølund. Hun besøger dem, så ofte hun kan. En gang eller to om ugen. Lizzi og Leo er taknemmelige. De elsker, når Julie kigger forbi. Et pust af ungdom. I dag er Julie kommet for at lave julepynt, drikke gløgg og spise æbleskiver med Lizzi. Det gør hun hvert år i begyndelsen af december. Leo gider ikke rigtig det der med julepynt. Æbleskiver tåler han ikke, og gløgg har han aldrig smagt. Men det er nu hyggeligt bare at se på. Og tale. Julies hænder arbejder hurtigt, mens hun stikker gran, kunstige røde bær og æbleformede guldkugler i en klump ler. Der skal ikke være noget lys i dekorationen, for Leo er ikke længere så tryg ved levende lys. Lizzi sidder tavs med hænderne i skødet og iagttager barnebarnet gennem sine store runde briller. »Kan du ikke binde røde sløjfer om noget gran«, spørger Julie hende. »Joh«, mumler Lizzi. »Ja, du skal da ikke bare sidde der og drive«, siger Leo kærligt til sin kone. Lizzi rækker ud efter det røde silkebånd. Da hun var ung, var hun ferm på fingrene. Det var sjældent, at børnene gik i tøj, som ikke var blevet til på hendes symaskine eller strikkepinde. Køkkenet var naturligvis også hendes domæne. Og hun nød det. Nød at gå hjemme og bruge sine hænder til alle de huslige gøremål. Men det var nu også dejligt at komme lidt ud af og til. At gå i butikker og på konditori med veninderne. Nu er de alle sammen døde. Og hun sidder her. Med et rødt bånd, som skal bindes i en sløjfe. Hun folder båndet over sin højre pegefinger, men hendes hænder ryster, og båndet falder af fingeren igen. De har altid været uafhængige af hinanden. Hun og Leo. Gået deres egne veje. Man skal ikke sidde lårene af hinanden, mener Leo, så det har de ikke gjort. Mens Lizzi passede sit derhjemme hos børnene, arbejdede Leo på Ford Motorkompagni, og tre gange om ugen arbejdede han i udbetalingen på galop-, cykel- og travbanerne. Og så fotograferede han. Oftest landskaber. Og kørte ture i bilen for at dvæle ved de store bygningsværker og sine arkitektdrømme, der måtte vige for en mere økonomisk elektrikeruddannelse. Jo, de havde altid passet hver sit. Det gør de til en vis grad stadig, men i dag har uafhængigheden sine begrænsninger. Lizzi har mere brug for ham nu. Lizzi strammer til i det røde bånd. Sløjfen strutter nu fyldig og fin på den lille granbuket. Et kvarter har hun taget om at binde den, og hun orker ikke rigtig at gå i gang med en ny. Hun stryger sig med håndryggen over panden. Hun har det varmt. »Du er nok ved at være i overgangsalderen. Den tredje«, bemærker Leo og sender hende et ømt blik. Karen har været til kaffe hos Johannes fra gymnastikholdet. Han bor ovre i plejeafdelingen, hvor Jørgen boede, inden han døde. Det er nu ikke, fordi Johannes hører til dér - det er han alt for frisk til - men da hans kone døde, blev han bare boende. Johannes har rendt efter hende hele dagen, men det gør nu ikke så meget, synes Karen, for hun kan godt lide ham. De taler godt sammen, og Johannes er næsten lige så frisk som hende. Hvis hun skal have en ny mand, skal det være én, der både kan se og høre. Og være nogenlunde rørig. Ud over en hånd, der ikke altid vil, som den skal, fejler Johannes vist ikke noget. Og han kan både bage og skrive på computer. Hun vil invitere ham på kaffe en af de nærmeste dage. Selv om Karen, Lizzi og Leo er flyttet ind på et hjem for gamle, lægger de stadig planer for dage, der skal komme. For de tror på, at der er en dag i morgen. Tror på, at de går fri af sygdommene. I det mindste lidt endnu. At fruen i værelset over for Karens er faldet på badeværelset og er blevet indlagt, er forfærdeligt. Og det er en ubehagelig påmindelse om døden, at Karen bliver ved med at modtage breve adresseret til damen, der boede på værelset før hende. Damen døde i august, og under Karens navn på dørskiltet kan man skimte hendes. Sygdom og død er der nok af omkring Karen, Lizzi og Leo. Men det betyder ikke, at det næste gang er deres tur. Man skal ikke gå og tænke på den slags hele tiden, så bliver man sindssyg, siger Leo. Når foråret kommer, vil han ned til søen med sit kamera. Han vil fotografere svanerne, der yndefuldt glider hen over vandoverfladen med de dunede unger på ryggen. Sidste år var der syv svaneunger. Ambulancerne tager ofte lyden af sirenen, når de nærmer sig de små, stille gader omkring Sølund. Beboerne kan ikke høre dem komme. Alligevel vidner deres tavse, blinkende, blå tilstedeværelse om, at livet har en ende. At dette er sidste station.