Kapitel 1 - Når taljen forsvinder

Hun sidder med let spredte ben på den høje stålskammel. Fødderne har hun stemt fladt mod det brune flisegulv, og imellem lårene hænger hendes foldede hænder. Ubevægelig og med lukkede øjne tager hun imod den konstante strøm af vand, som bruseren sender ned over hendes nøgne krop. De små, grå permanentkrøller danser under vægten fra dråberne. Karen Egense har stadig fyldige bryster. Lårene er tynde og spændstige og ligner nogle, der engang har stået model til fysisk aktivitet i rigelige mængder. Kun det vide taljemål og de grå krøller, der nu er indhyllet i hvidt skum fra shampooen, afslører, at hun er godt over de 70 år. 78 helt præcist. Plejehjemsassistenten Liselotte kanter sig rundt om skamlen i blå plastiktøfler, mens hun med fingerspidserne masserer shampoo ind i Karens hår. Da shampooen er skyllet ud, er Liselottes arbejde i værelse 210 på Plejecentret Sølund færdigt for i dag. Karen kan selv tørre sig og tage tøj på. »Tak for hjælpen, Liselotte«, siger Karen, mens dråberne drypper fra de små krøller. Liselotte skubber badeværelsets brede skydedør til side. »Det var så lidt«, siger hun. Det synes Karen nu ikke. Hun har ikke længere selv kræfter til at vaske hår. Karen smider et håndklæde på gulvet. Hun er bange for, at hun en dag vil glide på det våde badeværelsegulv. Og falde. Ja, at falde ville næsten være det værste, der kunne ske. Hun kaster et blik på sit spejlbillede. Engang dvælede hun længere ved det, hun så i spejlet. Engang skrev hendes mand Jørgen i sine dagbogsnotater fra en sommerferie: »17-7-68 onsdag. Vi er sgu' blevet noget solbrændte - Karen står i Øjeblikket i Trusser og nyder sig selv i Spejlet«. Karen fisker sine trusser op fra gulvet og går nøgen gennem værelset. Hun har ofte tænkt på, om de mon kan se hendes nøgne krop fra bygningen på den anden side af parkeringspladsen. Det kan de vel. Hun standser et øjeblik og kigger på tagdækkerne, der er ved at lægge tag på plejecentrets svalegang lige uden for hendes vindue. Gad vide, hvornår de er færdige. De laver et frygteligt spektakel. Hun sætter sig på kanten af sengen, hvorfra hun kun akkurat kan nå gulvet med tåspidserne. Hun løfter benet op. Det hænger tungt i luften, mens hun besværet og rykvis krænger knæstrømpen af nylon over tæerne. På værelse 219 i den anden ende af gangen sidder Lizzi og Leo Pilgaard. Lizzi blunder i en sort lænestol, og ved et rundt egetræsbord ved vinduet sidder Leo og ryger en Prince Gold. Ægteparret lader op til Lizzis 75-års fødselsdag, som de skal fejre sammen med etagens andre beboere senere på dagen. Leo ser ud over Sortedams Søen. De har været heldige med lejligheden. Godt nok har alle værelserne på Sølund udsigt til søen, men få har en panoramaudsigt som deres. Han kan se folk, der triller forbi med barnevogne på stien langs vandet. I ny og næ bliver de overhalet af kondiløbere, hvis fjedrende skridt er lette og ubesværede. Engang kunne han løbe som dem. Og danse med Lizzi til den lyse morgen i Odd Fellow Palæet i Bredgade. Engang drønede han rundt på sin knallert og morede sig, når han kørte ind i knæhøje snedriver og faldt af. I dag er han rædselsslagen for at falde. Huller i vejen, parkerede cykler og en smule sne gør ham bange. Han er nu egentlig ganske godt gående sammenlignet med de andre beboere i Sølunds beskyttede boliger, men uden sin stok eller rollator bliver han utryg. Hele livet har han arbejdet med sine hænder. Først som elektriker hos Ford Motorkompagni og siden som vogninspektør samme sted. Hænderne, der er store og grove, kan han stadig stole på, men siden nervebetændelsen ramte ham for knap fem år siden, er bentøjet blevet upålideligt. De værste øjeblikke er, når han skal hive en trøje over hovedet. I sekunderne, hvor der bliver helt mørkt og tæt under trøjen, er han altid ved at miste balancen. Derfor er han begyndt at stille sig med ryggen op ad klædeskabet i soveværelset - så falder han i hvert fald ikke bagover. Leo er kraftig uden at være tyk. Han kunne æde hele fadet med chokolade og godter, der står på kakkelbordet ved sofaen. Men han må ikke røre den slags. I stedet nøjes han med sukkerfri bolsjer, peanuts og sin daglige insulinsprøjte mod sukkersyge. Derfor skal han heller ikke have noget af den fødselsdagslagkage, han har bestilt i cafeteriet. Da han har røget færdig, rejser han sig. Han vil en tur ned i Midtpunktet - aktivitetsrummet i stueetagen - siger han til Lizzi med en stemme, der er kraftig nok til at trænge gennem hendes høreapparat. Han skal nok huske at hente kagen, lover han hende. I Langeliniesalen, der ligger ved siden af Midtpunktet, flyder Kim Larsens bløde, flabede stemme ud fra en gammel, sort båndoptager. Karen adlyder gymnastiklærerens instrukser og løfter ligesom de 14 andre gymnaster skiftevis højre og venstre ben. Det styrker hofterne, siger gymnastiklæreren - stærke hofter er vigtige, når man er gammel, for hoftebenene brækker så let. »Det gør ikke noget, I kan mærke det dér, hvor der engang har været en talje«, råber gymnastiklæreren og beder den lille flok i blomstrede kjoler, perlekæder og nystrøgne skjorter svinge armene op over hovedet. De rynkede ansigter blusser under deres gråhvide hår. Karen kan mærke, at hun er blevet mere smidig, siden hun begyndte til gymnastik for et par måneder siden. Blodproppen gjorde et eller andet ved venstre side af kroppen, og specielt venstre ben vil ikke rigtig makke ret længere. »Ja, så sætter vi os ned«, råber gymnastiklæreren friskt. Karen sætter sig tungt ned på stolen, der står foran hende. Hun strækker benet ud og drejer foden. Først den højre - så den venstre. Nej, venstre fod vil altså ikke dreje hele vejen rundt. Men det skal nok komme. Hvis bare hun bliver ved med at træne. En hvidhåret mand med ansigtet forvredet af ar suser gennem Langeliniesalen i en elektrisk kørestol. En insisterende båtlyd undslipper hornet på kørestolens armlæn, mens han grinende passerer gymnastikholdet. Tarzan, som han bliver kaldt, har mistet sprog og førlighed efter et brutalt overfald, men det forhindrer ham ikke i at drille de andre beboere. Specielt damernes bagdele er han ude efter, men de fleste har efterhånden lært, at bagen skal uden for rækkevidde, når de hører båthornets tuden i det fjerne. Leo er ikke bange for at få et klask i bagdelen, da Tarzan drøner forbi ham på vejen fra Midtpunktet til cafeteriet. Det er forbeholdt damerne. Det ved Leo. I øvrigt har han andet at tænke på. Han skal hente lagkagen til Lizzis fødselsdag. Bare de nu har husket at lave den. Det kunne være en køn fødselsdag uden en lagkage. Han trasker af sted let foroverbøjet bag rollatoren. Hvor er han dog taknemmelig for, at han stadig kan gå. Endda i et ganske pænt tempo. At det nu er med hjælp fra rollatoren, er der ikke noget at gøre ved. Det nytter ikke at bekymre sig om alt det, han ikke længere kan. Så kunne han ikke tænke på andet. Naturligvis har cafeteriet husket lagkagen. Den har chokoladedrys på toppen og en bred flødeskumskant, der er pyntet med appelsinskiver og chokoladekringler. Leo er mere populær end vanligt, da han med det runde metalfad på rollatoren går gennem Sølunds gange. »Hej Leo, jeg sidder her«, råber en kvinde efter ham. »Ja, og dér bliver du bare siddende«, råber Leo tilbage. Han må op. Lizzi venter. Hun kan ikke fejre fødselsdag uden ham.