Kapitel 2 - Lagkage og perler

En flok rollatorer i blå nuancer står parkeret ud for opholdsstuen på Sølunds anden sal. »Nå, der er kommet nogen«, siger Lizzi til sin mand Leo, inden hun selv parkerer sin turkisblå rollator ved siden af de andre. Hun har taget en fin, lyseblå skjorte på og en lang sort nederdel. I dagens anledning. Leo kommer gående efter hende med en flaske sherry i den ene hånd og en flaske portvin i den anden. »Der kommer fødselsdagsbarnet!«, udbryder en dame klædt i blå kjole, da Lizzi forsigtigt og med små skridt træder ind ad døren til stuen. Lizzi er høj, har halvlangt, svagt gyldent hår og kuglerunde briller, der gør øjnene store. Munden suger hun ind, så den bliver en tynd streg. Omkring et aflangt bord sidder stort set alle beboerne på etagen. De er klar til at fejre Lizzis 75-års fødselsdag med lagkage, kaffe og en lille én. De fleste er med årene blevet alene. Men Lizzi og Leo er heldige. De har stadig hinanden. Også selv om alderdom og sygdomme er kommet ind på livet af dem. »Tak«, mumler Lizzi lavt og nikker til alle dem, der siger »tillykke« til hende. Leo kommer mere højlydt ind ad døren. »Goddag«, siger han højt, mens han med resolutte skridt styrer mod stolen ved siden af Lizzis for bordenden. »Goddag, Leo«, bliver der svaret højt tilbage fra bordet. Tre plejehjemsassistenter skænker den nybryggede kaffe og fordeler lagkagen, så alle får et stykke med gul kagecreme, flødeskum og hindbærsyltetøj. Ved midten af bordet sidder Karen. Hun rejser sig og rækker ind over bordet for at nå en kop på den anden side. »Skal du have lidt fløde i, Mads?«, spørger hun herren i jakkesæt og rullestol over for hende. Det skal han. Man kan nu en gang godt hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv så godt, mener Karen. Og hun føler sig friskere end de fleste på etagen - også Mads, der har engangshagesmæk uden på jakken og ikke kan se og knap nok høre. Det har Karen selv ingen problemer med. Sammenlignet med mange andre på Sølund er hendes venstre ben og arm, der er lidt dårlige efter to blodpropper, ingenting, synes hun. Karens blik strejfer rundt på de andre langs bordet, mens hun tager en tår af kaffen. Hun er den senest tilflyttede og har kun boet på Sølund i tre måneder. Tætte venskaber med andre beboere er det ikke blevet til endnu, men det skal nok komme. Hun gør da, hvad hun kan - går til gymnastik og bankospil, og hvad der ellers foregår. Omkring bordet er kagen efterhånden ved at være spist op. »Tak for gaverne ... og ...«, fødselsdagsbarnet Lizzi slår ud med hånden for ligesom at afslutte sætningen. Hun har fået en novemberkaktus med små lyserøde blomster og en pose med chokoladeskildpadder af de andre. »Velbekomme«, svarer et par af gæsterne. Så begynder de at gå tilbage til deres værelser. Karen rejser sig og hjælper plejehjemsassistenterne med at bære glas og tallerkener ud fra bordet. Lizzi har altid været indadvendt. Mens Leo arbejdede for at skaffe mad på bordet, gik hun derhjemme. Det gør hun stadig. Engang var der de tre børn, husholdning og strikketøj at passe. Nu gør fingrenes stivhed strikkeriet umuligt, og børnene bor for sig selv. Men Lizzi keder sig ikke i værelset på Sølund, selvom Leo nok mener at kunne se, at hun er blevet mere indesluttet med årene. Hun sidder i sine egne tanker i den sorte lænestol ved vinduet med udsigt over Sortedammen eller blunder lidt hen, mens Leo for det meste farer rundt og ordner ærinder eller går til møder. I dag skal han købe ind. Da de boede hjemme i lejligheden på Østerbro var det Lizzis tjans, men nu klarer han det. Hun kan ikke rigtig overskue det mere, og når Leo går på indkøb, er det hurtigt overstået. Ikke noget med at stå og botanisere over tilbuddene, som han siger. Det skal Lizzi altid, og det er ikke til at holde ud. Leo sørger for Lizzi. For nylig har han søgt kommunen om nye høreapparater til hende, for de to apparater, hun har, virker ikke ordentligt. Hun skulle jo gerne kunne følge med i, hvad der bliver sagt omkring hende, synes han. Ellers bliver hun bare endnu mere fraværende og indesluttet. Det skyldes selvfølgelig også børneabsencerne - den form for epilepsi, Lizzi altid har lidt af. Et par sekunder ad gangen går hun ud som et lys. Er simpelthen væk et øjeblik, for øjeblikket efter at være ved sig selv igen, men ude af stand til at huske, hvad der lige er sket. »Nå, nu har mor haft et anfald igen«, plejede børnene at sige, når kartoflerne var blevet saltet to gange. Det gjorde nu ikke noget. Alligevel har Lizzi altid prøvet at skjule sine anfald. Derfor har hun aldrig holdt taler, ja, hun har faktisk aldrig turdet blande sig i noget, mener Leo. Det med taleriet, det har han klaret. Med en gul kurv i venstre hånd og krykken i højre stryger Leo forbi Nettos grøntafdeling uden at ænse den et blik. Salat og spinat og rosenkål og den slags er ikke noget for ham. Det er ikke rigtig mad. Han vil hellere have en omgang stegt flæsk med Lizzis gode løgsovs. Et par gange om ugen tager han bilen, en bordeauxrød Ford Fiesta, ud til det gamle kvarter på Østerbro og køber ind. Så møder han nogle gange de gamle naboer og bekendte, og priserne er også lavere end i kiosken på Sølund. To pakker bacon, sandwichbrød og en pakke økologisk rugbrød med solsikkekerner. Det er det bedste rugbrød, faktisk det eneste Leo gider spise. Men det er nu ikke fordi, det er økologisk - det er han sgu' ligeglad med. Det der med økologi tror han ikke på. En pakke Philadelphia Light til Lizzis morgenmad, og lakridskonfekt fra nederste hylde. Det elsker hun også. Det var til bal i Odd Fellow Palæet en søndag i 1946, at Lizzi og Leo mødtes for første gang. Leo havde hørt om Lizzi - »den tykke fra Østerbro«, kaldte Leos venner hende. Hun vejede 120 pund, og det var mere end de fleste. Men Leo var nu alligevel blevet interesseret i at se, hvem hun var. Så da han så hende til ballet, bød han hende straks op til dans. De dansede længe. »Du danser vel nok godt«, sagde han til hende, for noget skulle man jo sige. Men det var nu rigtigt nok. Lizzi var næsten 18 år, og Leo var 20. Der var noget over hende der Lizzi, syntes Leo. Hun var ikke som de andre piger. Nogle værre pyntedukker med læbestift og streger om øjnene. Lizzi var mere almindelig. Med et flot hår og uden sminke. Det kunne han godt lide. Fem måneder senere blev de ringforlovet, og i 1949 blev de gift. Leo får byttepenge retur ved kassen i Netto. Og så er det hjem til Lizzi. Karen sidder alene på sit værelse. Radioen kører på Københavns Radio, mens hun hækler på en lilla grydelap. Sofaen, hun sidder i, er den sovesofa, som hun og Jørgen plejede at sove i i deres halvandetværelseslejlighed på Beatevej i Valby. I 49 år boede de der. Mens han kørte landet rundt i et folkevognsrugbrød for at sælge bijouteri, arbejdede Karen på kontor. Om aftenen sad hun i lejligheden og trak perler på snor til perlekæder og øreringe, Jørgen kunne sælge. Imens sad han på hotellet og lavede smykker af sølvtråd. I weekenderne kom han hjem. Så kunne Karen blive helt nyforelsket igen. Men så kom det med Jørgens ryg. Den gav op efter at have båret kufferter med smykker i så mange år. Kunne ikke mere. Til at begynde med var det ikke værre, end at Karen kunne passe ham derhjemme. Men i længden gik det ikke. Et par gange tabte hun ham, når hun baksede med at løfte ham op, og de få kvadratmeter i den halvandetværelses gav ikke plads til den lift og pottestol, kommunen ville have ind i hjemmet. Til sidst måtte han på plejehjem. Karen kunne ikke magte det længere. Det er to år siden nu, og Karen besøgte ham hver dag. Hun var der hver gang lige akkurat så længe, at hun kunne nå frem og tilbage med bussen på det samme klip. Da Karen fik sine blodpropper, kunne hun heller ikke bo hjemme længere. Men heldigvis kunne hun få en beskyttet bolig på Sølund. Samme sted som Jørgen boede. Fra hendes vindue kan man se over til Jørgens, så tæt ligger boligerne på hinanden. I sofaen lægger Karen hækletøjet i skødet og kigger ud ad vinduet mod bygningen overfor. Men hendes blik fæstner sig ikke rigtig noget sted. Hun kan ikke se Jørgen. Han er ikke bag ruderne. For Jørgen forsvandt en dag i august.