Kapitel 4 - Døden

Klokken er 13 torsdag, da Karen tager telefonen og taster nummeret til venneparret Erik og Inge. Hun kommer alligevel ikke til generalforsamlingen i eftermiddag. »Jeg har så meget andet at se til«, forklarer hun Inge. Og det er jo rigtigt nok. For hun har modtaget et brev fra lægen om, at de mangler en blanket fra Folkeregisteret, der bekræfter hendes flytning til Sølund. Og da hun ringer til Folkeregisteret, aner manden i telefonen ikke, hvilken blanket hun taler om. Det er altså bøvlet. Hun bryder sig heller ikke om tanken om at skulle tage en vogn alene til Scandic Hotel på Amager, hvor generalforsamlingen skal foregå. Og hvis hun tager af sted, vil de selvfølgelig alle sammen spørge til blodproppen, for det var jo på generalforsamlingen sidste år - for præcis et år siden - at hun blev dårlig og sank sammen foran dem alle sammen. Spørgsmålene vil regne ned over hende: Hvordan har du det? Kan du stadig klare dig? Hvordan går det med Jørgen? Hun vil skulle gentage sig selv. Om og om igen. Og når hun fortæller, at hun er flyttet i en beskyttet bolig, vil mange sikkert tro, at hun bor på plejehjem. Hun orker ikke at skulle forklare og forklare. Nej, det er bedst at blive hjemme. Hun går ikke glip af noget - allerhøjst et stykke mad. Karen tager sin taske og lægger den i trådkurven foran på rollatoren. Hun mangler lidt pålæg. I kiosken i stueetagen køber hun skinke, saltkød og et glas med spegesild. Da Karen kommer tilbage til sit værelse, sætter hun sig i den lille sofa med Billed-Bladet og læser en artikel om Brian Nielsen. Han har hjulpet en kammerat i et slagsmål, og nu sidder han i fængsel. Det havde nu været rart, hvis Jørgen havde været her - så kunne hun have fortalt ham, hvad der var hændt Brian. Hun tager ofte sig selv i at tænke: »Det må jeg huske at fortælle Jørgen«, når hun hører om noget interessant. Men han er væk. Sådan er det. Karen er ikke sentimental omkring døden. Den vej skal vi alle. Før eller siden. Når man er borte, er man borte. Selv vil hun som Jørgen i de ukendtes grav. For hvem skulle passe hendes gravsted? Sonja? Niels-Otto? Nej, det vil hun ikke byde sine gudbørn. Hun husker det som en byrde, da hun som ung skulle passe sine bedsteforældres gravsteder. Præcis klokken 16.30 begynder hun at bevæge sig mod cafeteriet. Nu begynder serveringen af den lune ret i cafeteriet, og i dag er der tarteletter med høns i asparges på menuen. Karen henter tarteletterne og spiser dem ved sit lille sofabord med den hvide dug. Kantinedamen har ikke været fedtet med fyldet, så hun spiser dem direkte af fadet - med en ske. Så kan hun få alt det gode med op. Det er godt med et glas rødvin. Det får hun hver aften til maden. Da hun efter den sene TV-avis ligger i sengen, står der som sædvanlig et lille glas rødvin og lidt vand på hendes natbord. Der ligger også en halv banan og fire piller. Det har været en mærkelig dag. Generalforsamlingen har spøgt i hendes baghoved hele dagen. Men her under dynen i sengen overbeviser hun igen sig selv om, at det var godt, hun ikke tog af sted. Hun drikker lidt af rødvinen og presser den sidste bid af bananen ned over pillerne. De hænger fast, og hun spiser det hele i én mundfuld. Gad vide, hvordan generalforsamlingen er gået. Hun er spændt på at tale med Inge. Leo er i hvid skjorte og mørkt slips med spraglede firkanter, da han klokken 7.35 fredag morgen trasker af sted med rollatoren på vej til Sølunds indendørs kiosk i stueetagen. Han har altid slips på. Og han er altid ved kiosken klokken 7.40. Præcis. Han sætter sig på en træstol med grønt stofsæde. Det er Leos stol. Det ved alle. Herfra har han overblik over kiosken og kan snakke med kioskejeren, der er ved at køre æbler, mandariner og rødvin ud på gangen foran butikken. »Godmorgen, Henning«, siger Leo. »Godmorgen, Leo«, siger den hvidhårede kioskejer. Leo fisker dagens første cigaret ud af pakken og tænder den. På stolen ved siden af står et askebæger i sølvfarvet pap. Det er til Leo. Rengøringsassistenten sætter det til ham dér hver morgen. En mand i 40'erne træder ind ad døren. Det er rengøringschefen Ole. Han rækker Leo to aviser - metroXpress og Urban - som han har med fra metroen. Det har han hver morgen, for aviserne kommer først til plejecentret klokken 8.30. Det er for sent for Leo. Sådan er livet på Sølund. Hver morgen. På klokkeslættet. Den samme trummerum. »Godmorgen, Anker«, siger Leo til en høj ældre herre, der gør ansats til at sætte sig på stolen ved siden af Leo. »Godmorgen. Så tager vi hul på en ny dag igen - en ny dag som alle de andre. Jeg synes, det går hurtigere og hurtigere«, siger Anker. »Ja, det går så hurtigt. Jeg ved ikke, om det er, fordi vi er blevet så gamle - det har lige været mandag, og nu er det fredag«, siger Leo. På arbejderkøbenhavnsk trækker han lidt i ordene som i en gammel Olsen-banden-film. »Det er godt, vi har så god tid«, fastslår Anker. »Ja, og vi kan lige så godt få det bedste ud af det«, siger Leo. »Nå, vi må hellere se at komme i sving«, fortsætter han og rejser sig. I kiosken køber han to rundstykker og fire pakker Prince Gold. Han har en time til at læse aviserne, før han - som altid - skal vække Lizzi klokken 9. MED EN HURTIG bevægelse hiver Leo de røde gardiner i soveværelset til side. Han læner sig ind over Lizzi, der ligger i sengen med dynen trukket helt op under hagen. »Så er det op, Lizzi«, råber han. Men det er lige meget, for hun kan ikke høre noget. Hendes høreapparater ligger i en skål i stuen. Hun kigger på ham. »Du skal ikke kalde mig op nu«, siger hun og prøver at lyde forurettet. »Jo, kom så«, siger han bestemt. Modstræbende står hun op til en ny dag på Sølund. De har boet her i fire et halvt år, men det er først i den seneste tid, hun har vænnet sig til at være her. I mandags var hun på besøg i den gamle lejlighed i Tåsingegade 60. Deres barnebarn flyttede ind dér med mand og barn, da Lizzi og Leo flyttede på Sølund - og i mandags havde oldebarnet fødselsdag. Lizzi måtte selv af sted, for Leo skulle til et møde. Udefra lignede lejligheden sig selv. Den røde murstensejendom og de hvide sprosser, der deler ruderne i de mange små felter. Men indenfor, tak skæbne! Trælofterne, den smukke mahognibeklædning i entréen og indbygningsskabene, som Leo har lavet - alt var væk. 40 år havde de ofret på den lejlighed. Nu var den ødelagt. Og hvor var det da besværligt at skulle hjælpes op og ned ad trappen til og fra 4. sal. Leo sad i lænestolen, da hun om eftermiddagen kom tilbage til Sølund. »Åh, hvor er det dejligt at komme hjem igen«, udbrød hun. Det var første gang, Leo hørte hende omtale plejecentret som sit 'hjem'. Leo ved godt, at Sølund er hans og Lizzis sidste station i livet. »Leo, du har levet i mange år«, siger han til sig selv, når tanken trænger sig på. Men man bør ikke bryde sin hjerne med, at man bliver gammel - det har han aldrig gjort. Han er bare blevet det. Selve døden skræmmer ham egentlig ikke, men det bekymrer ham, når han tænker på, at han kunne gå hen at dø før Lizzi. For hvad skal der så blive af hende? Han tror ikke, hun vil kunne klare den uden ham. Til det er hun alt for afhængig. Han har forsøgt at sætte hende lidt ind i økonomi og den slags, men det interesserer hende ikke. Gudskelov bor de her på Sølund. Her kan hun få hjælp. Her kan hun overleve uden ham. Uanset hvad der sker, mødes de i de ukendtes grav. Tror han nok. Lizzi skifter hele tiden mening om den sag. Den ene dag vil hun have, at de skal ligge side om side som anonyme bunker af aske - den næste skal de under en smuk sten med begges navne på. Men forenes i døden det skal de. Lige nu gider han ikke bekymre sig om døden. Det er han alt for spillevende til. I aften kommer Peter fra 6. sal og Gerty fra 4. til et stykke rejemad og vin. Leo glæder sig.