Tilliden til Danmarks drikkevand er i fare

Oliefyr og biler skal til syn, men drikkevandsanlæg i ejendomme og på virksomheder kan år efter år - uden kontrol - sende vand af tvivlsom kvalitet ud i hanerne. Vandværkerne bør lave servicepakker, hvor de tjekker mekanik og måler bakterieindhold, mener professor Erik Arvin, Institut for Miljø & Ressourcer på Danmarks Tekniske Universitet. »Ligesom der er biltilsyn og tilsyn med oliefyr, skal vi have en ordning, hvor vi får tjekket vandinstallationerne i huse og på virksomheder«, siger Erik Arvin. Kritik af manglende kontrol Formanden for brancheorganisationen Danva, Tove Bakke Laursen fra Energi Randers, understreger, at vandværkernes ansvar stopper ved stikledningen. Tove Bakke Laursen mener, at kvaliteten af postevandet i Danmark er så god, at forbrugerne ikke behøver at købe kildevand. Samtidig tvivler hun på, at forbrugerne vil betale for kontrol i hjemmet. »Uambitiøst«, lyder det tilbage fra Erik Arvin. Han tvivler på, at rådgiverfirmaerne vil tilbyde pakkeløsninger, så længe vandværkerne ikke bekymrer sig. Vandets kredsløb Erik Arvin finder det paradoksalt, at samfundet tager lemfældigt på kvaliteten af drikkevandet og opfordrer til en kraftig opstramning af vandpolitikken i hele vandets kredsløb: fra beskyttelse af grundvand over vandbehandling på værkerne, transport af vandet gennem ledninger i byer og på landet til hjemmenes forbrug. At vandets omdømme er i fare, ser han klare tegn på - for eksempel ved at familierne rask væk slæber masser af kildevand og danskvand hjem i bæreposerne: Kildevæld fra Carlsberg, Haralds Kilde fra Rynkeby, Aqua d'Or, Perrier, Vittel, og hvad de dyre dråber ellers hedder. Prisen ligner snarere den for benzin end for postevand fra det kommunale vandværk. I hjemmene er det uhyre vigtigt, at det kolde vand er koldt, og at det varme vand er varmt. Bakterier i vandet er umiddelbart den største fare for sundheden. Danskernes vandbesparelser gør, at vandet i rørene står mere stille end tidligere - og at det giver ekstra grobund for bakterier. De plastrør, der er ved at være standard til transport af vand, kan forstærke problemerne med belægninger i rørene. Kan det være sundhedsfarligt at drikke vandet? »Det ved vi meget lidt om. Når vandet forlader ledningsnettet, så er der en tro på, at det bliver drukket hurtigt. Nærmest per definition er der ikke problemer, men jeg ser det som en ringslutning. Reelt ved vi det ikke«, siger Erik Arvin. Få kogepåbud Særlige problemer med bakterier er der tilsyneladende især i de mindre, private vandværker. Erik Arvins kollega lektor Hans-Jørgen Albrechtsen mener, at en central overvågning af drikkevandet og en bedre forståelse for, hvorfor forureninger opstår, er vejen frem. At kommunerne 'kun' udsteder kogepåbud til forbrugerne 15-20 gange om året ses som et tegn på, at kontrollen ikke fungerer. »I Danmark er der ikke tradition for kvalitetskontrol. Selv i byer med 10.000 indbyggere sker kontrollen så sjældent, at sandsynligheden for at opdage et bakterieudbrud er noget nær nul«, siger Erik Arvin. »En central instans kunne både være et videncenter og en kontrolmyndighed«, siger Hans-Jørgen Albrechtsen, der påpeger, at kommunerne ofte selv driver vandforsyningerne og derfor ikke har stor motivation til at undersøge vandet alt for grundigt. »Jo mere kommunerne gør, desto flere problemer vil de opleve«, vurderer Arvin og Albrechtsen, der glæder sig over, at en ny bekendtgørelse fra Miljøstyrelsen strammer op på grænseværdierne for en stribe stoffer, og ærgrer sig over, at selve kontrollen ikke ændres ret meget. Fokus på sprøjtegifte Tove Bakke Laursen mener, at etablering af private vandselskaber - som Energi Randers Vand - styrker kommunernes kontrolmuligheder, for så skal de ikke længere kontrollere deres egne vandværker. Lokalt er der meget at føre kontrol med for vandværkerne ud over bakterier. Især er der fokus på sprøjtegifte, hvor BAM - et nedbrydningsprodukt fra for længst forbudte stoffer - har lukket mange brønde. Ude i naturen kan det derudover også dreje sig om nitrat, nikkel, arsen og rester fra titusindvis af jordforureninger. Under transporten af vandet til forbrugerne kan det blive forurenet af kemikalier fra plastrør eller indtrængen af forurenet vand ved reparationsarbejder eller fjernvarmevand. Og i hjemmene kan forbrugerne ikke alene risikere at skulle kæmpe mod bakterier, men også mod tungmetaller fra moderne vandhaner. Hvordan samfundet skal sætte ind for at sikre bedst muligt vand for færrest penge, ved forskerne meget lidt om. Skal der renses eller lukkes flere boringer? I øjeblikket er det ifølge Erik Arvin meget svært at få støtte til forsknings- og udviklingsprojekter i Miljøstyrelsen, der slås med dramatiske besparelser som følge af de seneste finanslove, eller hos forskningsrådene. Beskåret forskning »Vi må have en ny ansvarlighed over for vandet«, siger Erik Arvin og foreslår, at alle danskere betaler en procent mere for vandet (35 øre per kubikmeter) til en analyse- og udviklingsfond, »så vi kan holde et højt internationalt niveau og tiltrække dygtige unge mennesker med faglige udfordringer«. Årligt vil det give for 140 millioner kroner bedre viden om vandets kredsløb. Efter at VK-regeringen har nedlagt Vandfonden, så har Danva oprettet en forsknings- og udviklingskonto, men vandværkerne mener fortsat, at Danmark - igen - bør have en central pulje, så alle danskere er med til at betale.