Hårdt mod hårdt på Rådhuspladsen

Første del af demonstrationen gik fredeligt, da omkring 400 unge vandrede fra Ungdomshuset på Nørrebro i København ind mod Rådhuspladsen. Fyrværkeri, gøgl og høj musik prægede stemningen sammen med flere varianter af anarkistiske slagsange som: ' Bil og brand og ruder knust, hvis de rydder vores hus'. De unge demonstrerede mod Københavns Kommune, der for to år siden solgte huset til en kristen sekt og mod Københavns Byret, der 7. januar frakendte dem retten til fortsat at bruge huset. Raket ramte rådhus Da optoget nåede Rådhuspladsen var det slut med fredsommeligheden. Luften blev markant mere aggressiv, da demonstrationen mødte synet af otte politibetjente, der stod klar i en parade ved trapperne op til rådhuset. Herefter blev romerlys og fyrværkeriraketter rettet mod betjente og rådhus i stedet for den københavnske nattehimmel. Da den fjerde raket ramte et af rådhusets vinduer greb politiet ind, forøgede mandskabsstyrken betragteligt og beordrede demonstranter tilbage til Ungdomshuset. »Jeg fatter det ikke. Der er ikke nogen, der er kommet noget til, og der er ikke sket noget, og så beder de os om at gå. Men sådan er det jo med dem«, siger en vred demonstrant, 31-årige Thomas Nielsen, medlem af Ungdomshusets pressegruppe. 'Vi skræmmer dem' Og så gik det ellers tilbage mod Ungdomshuset. Jo flere betjente, jo mere aggressive blev demonstranterne. En politimand, der holder vagt ved et hjørne oplyser til Politiken, at der er et sted mellem 200 og 250 betjente kaldt ud til demonstrationen. Årsagen er klar: Politiet har respekt for Ungdomshusets subkulturer. »Det her er de autonome, og det er den gruppe, vi frygter mest i København. De kan være meget uberegnelige, så vi skal have mange folk ude. Nu lavede vi det, vi internt kalder »Show Of Force«. Vi skræmmer dem ved at vise, hvor talstærke vi er«, forklarer Preben Jensen, central vagtleder på Københavns Politigård. Efter tre timer, en anholdelse og lidt håndgemæng er optoget tilbage, hvor det startede. Kun 10 minutter på Rådhuspladsen blev det til. Måske en uforløst følelse, men så kan man jo altid levere det sidste kampråb: 'Panserne ind i bilerne, bilerne i brand'.