Kapitel 2: »Man bliver ond«

Betjentene mumler lidt indbyrdes på forsædet. De taler ikke til Mahmoud. Det er fint med ham. Han bryder sig ikke om politiet. Han sidder fordybet i sine tanker på bagsædet, mens Vestsjællands marker glider forbi bilens ruder. Speedometeret viser 160 på en motortrafikvej. Typisk, tænker Mahmoud. De tror, at de kan tillade sig hvad som helst. Mahmoud er en stor fyr med kort sort hår. Armene er låst bag hans brede ryg med et par håndjern. Politifolkene har strammet dem rigtig meget. De gnaver sig ind i hans håndled; tegner dybe røde mærker. Det gør ondt, og han forsøger at sidde, så stålet ikke presser ind i ryggen. Mahmoud er 15 år. Han er ikke tidligere dømt, men har ofte været på politistationen. »Hver weekend i mit liv«, som han siger. Han mener, at politiet er på nakken af ham. Fordi han er udlænding med sort hår og mørk hud. Men denne gang er det ikke uden grund, at han er blevet anholdt. Han var med. Han tog med ud til Jespers stedfar. Men det var ikke ham, der slog med baseballbattet. Han og Jesper og fire andre er blevet sigtet for vold »af særlig rå og brutal karakter«, som det hedder i paragraf 245, stk. 2 i straffeloven. Køreturen til den sikrede institution Nøddebakken i Skibby tager en times tid. Mahmoud mæler ikke et ord undervejs. Mahmoud bor sammen med sin mor og en af sine brødre i Tjørneparken i en provinsby på Sjælland. Hans to ældste brødre er flyttet hjemmefra. Hans far bor et andet sted i byen. Ham har Mahmoud aldrig boet sammen med. Tjørneparken er et stort almennyttigt boligkompleks. Grå beton i tre etager. Parkeringspladser, plæner, cykelstativer. Rungende opgange - trapperne støbt i terrazzo. Selv om boligselskabet inden for de sidste år har forsøgt at forskønne de fysiske omgivelser med legepladser og flere grønne arealer, er det ikke et sted, ret mange drømmer om at bo. Heller ikke Mahmouds familie. Men det var her, de blev tilbudt en lejlighed, da de kom til Danmark i 1991. Hvis man bor i Odense, kan man få en lejlighed i Vollsmose. Hvis man bor i Århus, kan man få en lejlighed i Gellerup. Og hvis man bor her i byen, kan man få en lejlighed i Tjørneparken. Mahmoud er 15 år og har det sidste stykke tid hængt ud med en gruppe unge med udenlandsk baggrund. Tyrkiske, somaliske og libanesiske drenge. De kalder hinanden blodbrødre, og Mahmouds to år ældre bror er også medlem. De fleste af drengene er vokset op sammen i kvarteret omkring betonkomplekset i Tjørneparken. Politibilen stopper ved en bygning med en have, der er omkranset af et højt hegn. En pædagog åbner døren til huset, hvor værelserne ligger på hver side af en lang gang. Hoveddøren er låst. Det samme er døren til værelserne. Pædagogen sætter ham ind i reglerne. Hver aften klokken 9 låses dørene, og så skal han være på sit værelse. Når han får besøg, skal det ske under overvågning. Gæsterne må ikke medbringe mobiltelefoner, for så kan Mahmoud ringe til venner, der har mulighed for at true vidner eller på anden måde påvirke beviserne i straffesagen. Hvis hans gæster medbringer gaver, må det ikke være hjemmebrændte cd'er, for de kan indeholde oplysninger om sagen. Han må ikke tale arabisk med sine gæster, uden at en tolk - ansat af politiet - overvåger samtalerne. Den første tid må han kun få besøg af sin advokat og af sagsbehandleren fra kommunen. De første nætter sover han ikke og snakker ikke med nogen. Han ligger i sengen og vender og drejer sig og tænker hele tiden på, om ikke snart han slipper ud. Han savner sin familie. Tænker på sin mor. Han har ikke haft mulighed for at fortælle hende, hvad der er sket. Pædagogerne vil gerne snakke med ham, men han bryder sig ikke om pædagoger. De leger kloge hele tiden. Og stiller spørgsmål. Hvorfor gjorde du dit? Hvorfor gør du dat? Han vil ikke snakke med dem. Bortset fra de låste døre ligner den sikrede institution ikke et fængsel. Man har sit eget værelse med bad og tv. Der er både bordtennis, billardbord, opholdsstue og computerspil. »Det er luksus«, tænker han. Selv dart med spidse pile: »Hvad fanden er det for noget at ha' i et fængsel?«. Mahmoud kommer op at toppes med en af de andre drenge, og efter en uge bliver han flyttet til en anden sikret institution, Sønderbro på Amager. Det kan han bedre lide. Institutionen ligger midt i byen. Man kan se biler og busser og mennesker fra vinduet. Man kan høre lyde. Man føler sig ikke isoleret på samme måde som på Nøddebakken, der lå midt ude på landet. Der er syv drenge på afdelingen. Fem palæstinensere og to libanesere. Nogle af dem bliver han gode venner med. Selv om den sikrede afdeling minder Mahmoud om en ungdomsklub, påvirker det ham at være spærret inde. Han bliver irritabel. Negativ. Ødelægger det for de andre. Råber til folk i stedet for at tale til dem: »Fuck dig!«. Når Mahmoud i dag - halvandet år senere - tænker tilbage på indespærringen, forklarer han det sådan her: »Man bliver sådan en stædig ond én. Opfører sig med vilje på en grim måde. Man bliver ond i kæften. Ond«.