Kapitel 3: En dreng uden bremser

Det er en mandag aften i september 2002. Knud har lagt sig til at sove klokken 22.30. Han har ingen anelse om, at hans stedsøn Jesper er på vej ud til hans hus sammen med fem venner. Bevæbnet med baseballbat, rørtænger og et dækjern. Knud arbejder som jord- og betonarbejder. Han er træt og sover tungt. Alligevel vågner han kort før midnat, fordi han hører nogen udenfor banke hårdt på væggen ind til soveværelset. Han tænker, at det måske er en af naboerne, der har brug for hans hjælp. Det er mørkt, da Knud rejser sig fra sengen i soveværelset og åbner døren ind til stuen. Han rækker ud efter lyskontakten til venstre for døren, men når den aldrig. Derefter husker han ikke mere, før han vågner på stuegulvet i en sø af sit eget blod. Han kravler ind i soveværelset, finder sin telefon og drejer 112 og mister bevidstheden igen. Han vågner først ved lyden af politi og ambulance, der ankommer til sommerhuset. Han aner ikke, hvem der har overfaldet ham. Den kvindelige læge, der tilser ham på hospitalet, fastslår, at hans tilstand er meget alvorlig. Jespers barndom var præget af stedfarens alkoholmisbrug og vold mod moderen. Hans forældre blev skilt, da han var halvandet år gammel, fordi hans mor havde fundet en ny mand. Knud. Hun forlod Jespers far og tog sin yngste søn med sig. Jespers to år ældre storebror blev boende hos faderen. Jesper mener selv, at han var seks-syv år gammel, første gang han så sin mor blive slået af hans stedfar, Knud. Med en bradepande. Hans storebror, Nicklas, fortæller, at det indimellem slog klik for Knud. Som dengang, hvor han en sen aften begyndte at smide rundt med møblerne. Og derefter med deres mor. Drengene gemte sig i sengen på deres værelse. Ofte kom drengenes mormor og tog sig af dem, når der var ballade. Jesper husker også, at politiet har været der. Sammen med Knud fik Jespers mor to døtre, og hun og Knud holdt sammen indtil for halvandet år siden. Jespers følelser over for stedfaren er i dag splittede. På ét tidspunkt siger han, at Knud er »sjov« og »pisseflink, så længe han ikke drikker«. Andre gange siger Jesper: »Han har været et dumt svin, så længe jeg har kendt ham«. Jesper gik ud af folkeskolen i 7. klasse. Han kunne ikke sidde stille og lytte. Havde ingen ro i kroppen, der skulle simpelthen ske noget. Thomas, der i dag er blevet socialforvaltningens kontaktperson for Jesper, er uddannet skolelærer og arbejdede for seks år siden som vikar på Jespers folkeskole. Dengang gik Jesper i 5. klasse. Thomas husker ham som »en charmerende dreng, der havde svært ved at opføre sig ordentligt i klassen«. »Han var meget anspændt og kom nemt op at køre«, fortæller Thomas. Han opfatter ikke Jesper som aggressiv, men som en dreng, der havde svært ved at sige fra. De andre drenge kunne godt stoppe balladen, når de fik besked på det. Men Jesper havde svært ved at finde bremsepedalen. Og han lærte alt for lidt. Jespers mor arbejdede tidligere på et slagteri, hvor hun skar kød ud. Efter overfaldet på Knud sagde hun sit arbejde op.Hun havde svært ved at styre Jesper. Også da han var yngre. Når hendes teenagesøn skulle hentes på politistationen, fordi han havde lavet hærværk eller havde kørt rundt sammen med vennerne i en stjålet bil, var det oftest hans far og stedmor, der tog ned og hentede ham. Jesper har ofte følt, at det er hans opgave at beskytte sin mor. Familien flyttede ofte. Én gang om året omtrent. På et tidspunkt havde de hemmelig adresse, for at Knud ikke skulle finde dem. Nogle gange flyttede de, fordi moren skulle væk fra stedfaren. Senere valgte hun at flytte sammen med ham igen. Jesper nåede at gå i fem forskellige folkeskoler, inden han stoppede midt i 7. klasse. Han fortsatte på en privatskole for skoletrætte børn. Her lærte han libaneseren Mahmoud at kende. Og stadig havde han svært ved at koncentrere sig. »Jeg sad tit og tænkte på det i skolen, hvis der var sket noget derhjemme om aftenen«, husker han. Han begyndte at hænge ud med et lille slæng på syv-otte drenge. Det meste af tiden rodede de med knallerter og kørte rundt i den lille provinsby. De begik også lidt hærværk, butikstyveri, knallerttyverier og et enkelt biltyveri. Hans nye skole stillede krav. Lærerne ville have Jesper til at sætte form på sit impulsive og ustrukturerede liv. Hver uge skulle han skrive et skema, som fortalte, hvad han skulle lave dag for dag. Og skemaet skulle overholdes, særlig i fritiden. »Jeg er ligeglad med, om de gjorde det for at hjælpe mig, de skulle ikke blande sig i mit liv. Jeg røg lige hjem til min mor og sagde: Hvad fanden ...«. Jespers mor var enig. Der måtte være grænser for, hvad en skole skulle blande sig i. Midt i 9. klasse stoppede han. Det var foråret 2002. I stedet blev han arbejdsdreng i et entreprenørfirma, hvor han arbejdede sammen med sin stedfar. Køreturen til byggepladsen varede en halv time. På den tid indtog Knud dagens første fire øl. Det var Knuds forslag, at de skulle arbejde sammen. Når nu Jesper ikke havde noget andet at lave, kunne han så ikke tænke sig at arbejde? Hver morgen klokken kvart i fem kørte han og stedfaren af sted mod byggepladser, hvor de arbejdede for et firma, der laver byggemodning og støber fundamenter til ældreboliger. På vejen til byggepladsen købte de morgenbrød, som de spiste i bilen. Jesper tjente 60 kroner i timen. Når han kom hjem, var han for træt til at være sammen med sine kammerater, og de syntes, at han var ved at blive kedelig. Knud drak stadig, men stemningen derhjemme var bedre end tidligere. »Der kunne godt blive ballade, når vi kom hjem. Men jeg blandede mig ikke så meget, og jeg forsøgte også at undgå at skændes med Knud, for vi skulle jo være sammen igen næste dag«, husker Jesper. En nat i juni 2002 kører Jesper galt på sin knallert og brækker lårbenet. Han går med krykker i halvanden måned. Han er 15 år, og nu har han hverken job, skole eller fremtidsplaner - bare en masse fritid, og en stedfar, der er drikker, og indimellem slår hans mor.