Højmessen kan sagtens flyttes

Det mest overraskende ved at dykke ned i spørgsmålet om, hvorfor højmessen altid skal foregå søndag morgen, er, at der er sprængstof i sagen. Der findes nemlig ingen regler for, hvornår på dagen højmessen skal afvikles, og der står ganske rigtigt ikke noget i Bibelen om, at den skal ligge klokken 10. Derfor er der også forskel på kirker, så nogle starter allerede klokken 9, andre 10.30 og atter andre klokken 11. Vor spørger har dog ret i, at normen er søndag formiddag, og altså længe før hun er klar. Der er allerede slækket på disciplinen Og så er der endda allerede taget udstrakt hensyn til danskernes magelighed, fortæller formanden for Præsteforeningen, Helle Christiansen. Grunden til, at vi holder højmesse søndag morgen, er nemlig, at Jesus genopstod fra de døde en søndag morgen før solopgang, oplyser hun. Det er det, vi fejrer om søndagen, men i erkendelse af, at solopgang nok af de fleste - inklusive præsterne - betragtes som et ukristeligt tidspunkt, er der for længst slækket på disciplinen. Her er det på sin plads at slå fast, at begrebet højmesse bare er en slags teknisk udtryk for den faste og rituelle gudstjeneste, der indeholder læsninger, prædiken, salmer, eventuelt dåb og i hvert fald nadver. En højmesse er simpelthen den gudstjeneste, der er genkendelig fra den ene kirke til den anden, mens der kan eksperimenteres med andre former for gudstjenester. Vorherre er ligeglad Tilbage til syvsovernes problemer med at nå frem søndag morgen. Den anklagende finger bør rettes mod menighedsrådene, for dem er det, der bærer skylden for hver enkelt kirkes højmessetidspunkt, og de kunne sagtens være mere fleksible, mener formanden for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Ejvind Sørensen. »Vorherre er jo ligeglad«, fastslår han og opfordrer de lokale menighedsråd til at prøve sig frem. »Mange vil sikkert lande på klokken 10 under alle omstændigheder, fordi det passer bedst til menigheden, men diskussionen bør afspejle de lokale behov, og det er da vigtigt at bekymre sig om, hvorvidt folk kommer. Lad os endelig være åbne over for nye ideer«, siger han. På Vesterbro var sagen faktisk oppe at vende for nylig, da kirkeminister Tove Fergo foreslog, at bydelens 11 kirker skulle slå sig sammen eller eksperimentere i stedet for hver især at holde gudstjeneste søndag morgen på samme tid og for ganske få. Forslaget faldt slet ikke i god jord blandt Vesterbros menighedsråd og præster, men på et borgermøde mente nogle, at man da godt kunne forsøge at sprede gudstjenesterne. En spag protest over den bimlen og bamlen fra kirkeklokker, det ville afstedkomme hele dagen, blev ved den lejlighed overhørt. Tvivl om eftermiddagsgudstjeneste Diskussionen kom imidlertid aldrig længere efter borgermødet, oplyser sognepræst ved Mariakirken i Istedgade Jens Johansen, der også tvivler på, at folk vil møde frem til eftermiddagsgudstjeneste om sommeren. Da befinder de sig nemlig i Københavns havnebad. »Jeg ved det, for jeg er der selv«, som han siger. Jens Johansen tænker sig, at modviljen mod at ændre tidspunktet for gudstjenesterne også kan skyldes menighedsrådenes frygt for, at deres præst bliver sendt på turné som cykelvikar til andre og mere traditionelle sogne, såfremt han eller hun er ledig klokken 10. Gode spareideer Provsten, der fordeler præstekræfterne og holder styr på stiftets pengekasse, kunne kort sagt få gode ideer til besparelser på et stramt budget. »Hæ-hæ«, gnægger Københavns budgetprovst, Sten Wenzel-Petersen, for hvem den idé slet ikke lyder så tosset. »Jeg kan jo også godt regne. Hver præst skal arbejde 1.924 timer på et år, og i hver kirke er der maksimum 63 højmesser. Hvad laver præsterne resten af tiden? Mon ikke de kunne nå et par gudstjenester mere om eftermiddagen, når de nu allerede har skrevet deres prædiken?«, spørger provsten, der elsker at provokere. Kritik af ufleksible menighedsråd Men ét er dril, noget andet alvor, og Sten Wenzel-Petersen ser det som et stort problem, at menighedsrådene er ufleksible. Han er enig med kirkeministeren i, at kirkelivet i København kunne være meget mere sprælsk, hvis fantasien blev sluppet løs i folkekirkens udstrakte selvstyre. »Problemet er den uvilje, der er til at drøfte de her ting. Klokken 10 er blevet et næsten sakrosankt tidspunkt for kirkegangen, selv om ingen er stået op. Heller ikke de 18.000 medlemmer af landets menighedsråd, for dem møder man heller ikke i kirken klokken 10«, siger han. Og her slutter diskussionen for nu med et blik på den prædikantliste, som Politiken bringer hver lørdag. Den afslører, at håbet ikke er ude for søndagens dovenkroppe, for både klokken 12, 14, 16, 17 og 18 er der gudstjenester at finde over hele landet. Selv om nogle unægtelig skal rejse længere end andre for at finde en åben kirke.