Kritikere fastholder modstand til Lomborg

Bjørn Lomborg slipper ikke for kritik på trods af, at Videnskabsministeriet onsdag støttede ham. - Foto: Claus Bonnerup
Bjørn Lomborg slipper ikke for kritik på trods af, at Videnskabsministeriet onsdag støttede ham. - Foto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Uredelig eller sober? Debatten om Bjørn Lomborg og hans bog 'Verdens Sande Tilstand' fortsætter. Kritikerne mener ikke, at direktøren for Institut for Miljøvurdering har reddet sin ære, selv om Videnskabsministeriet under Helge Sander (V) nu har sendt en ringe dokumenteret dom fra januar retur til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). »Kritikken af Lomborg står uantastet«, siger formand Christian Ege fra Det Økologiske Råd, der har udgivet en Lomborg-modbog. Christian Ege mener, at det er mærkeligt at sætte statslige embedsmænd til at vurdere en videnskabelig sag. 'Regeringen støtter Lomborg' »Der er ingen tvivl om, at regeringen støtter Lomborg, så det er svært at se, at det skulle være en ren juridisk afgørelse fra ministerens underordnede. Men når det er sagt, så har jeg en vis forståelse for afgørelsen. Jeg har hele tiden været kritisk over for, at UVVU ikke gik mere ind på substansen«, siger Christian Ege med henvisning til, at UVVU nærmest lod sagens hundredvis af sider tale for sig selv. Blandt klagerne over Lomborg undrer Mette Hertz og Henrik Stiesdal sig både over, hvorfor UVVU ikke har realitetsbehandlet sagen, og hvorfor Videnskabsministeriet har afvist dem som klageberettigede. Ægteparret mener, at Lomborg har begået fejl på fejl i læserbreve. »Groft sagt har vi fået at vide af ministeriet, at uanset hvor gode argumenter I har, så vil vi ikke behandle sagen«, siger Henrik Stiesdal. Fortsat kritik af Lomborg Lomborg, Ege, Stiesdal og ministeriet forenes altså i et splitsekund i en kritik af UVVU. Tilbage i januar skrev omkring 600 forskere under på en støtteerklæring for UVVU. En af initiativtagerne, professor Roger Garrett fra Molekylærbiologisk Institut på Københavns Universitet, mener, at selv om ministeriet har sagt 'om igen', så holder kritikken af, at Lomborg ensidigt udvælger kilder. »Sagen er blevet mere eller mindre politisk, fordi regeringen har ansat ham. Men jeg mener stadig, at hvis forskere behandler kontroversielle emner, har de en pligt til at belyse begge sider. Der skal være tale om grundigt arbejde«, siger Roger Garrett. Han ser en del af konflikten som et kultursammenstød mellem naturvidenskabelig stringens og en mere debatterende samfundsvidenskabelig tilgang. Set med hans briller er 'Verdens Sande Tilstand' et oplæg til debat - og ikke et videnskabeligt arbejde. Delt arbejdsgruppe Netop spørgsmålet 'debatbog eller videnskabelig bog?' delte den arbejdsgruppe under UVVU, der var sekretariat for sagsbehandlingen. Blandt andet derfor erklærer et af medlemmerne, professor dr.jur. Jørgen Dalberg-Larsen, sig »dødhamrende træt« af, at Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, »igen hænger os i gabestokken« for at lave den endelige indstilling. »Intet kunne være mere perfidt, usagligt og løgnagtigt. Der er kommet meddelelser fra både Forskningsstyrelsen og UVVU, der fortæller, at vores underudvalg intet som helst havde at gøre med den endelige afgørelse. Vi havde en ren sekretariatsfunktion, og vi havde en funktion med hensyn til at rådgive, om dette var videnskabeligt eller ej«, siger Jørgen Dalberg-Larsen. En anden af initiativtagerne til UVVU-støtten, forskningsleder Henrik Leffers fra Rigshospitalet, siger, at aktionen ikke drejede sig om personen Lomborg, men om basale principper: »Problemet med videnskabelig uredelighed i officielle publikationer er ikke særlig stort - problemet er, hvilke informationer offentligheden modtager. Det her drejer sig om, hvorvidt skatteyderbetalte professorer, lektorer og andre forskere har lov til at stille sig op og lyve over for befolkningen. Når man udtaler sig på vegne af en forskningsinstitution, skal det være i overensstemmelse med den viden, der er på området, og ikke hvad man selv synes. Det gælder alle, både til højre og venstre«, siger Henrik Leffers. Hans Henrik Brydensholt, der var formand for UVVU, da udvalget behandlede klagen over Lomborg, har ingen kommentarer, før UVVU under den nye formand har set på kritikken fra ministeriet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her