De er hjemme blandt fremmede

Jannie har været døv fra fødslen. Det blev opdaget, da hun var et halvt år gammel. I dag er hun 18 år. Ikke på noget tidspunkt i de 18 år har hun været i stand til at tale med sin far derhjemme. »Han kan ikke tegnsprog«, fortæller hun, mens hendes slanke hænder flyver gennem luften og gør tegn i et forrygende tempo. Så trænet er Jannies mor langtfra, men Jannie har vænnet sig til, at hvis hun sætter farten ned, kan hun og hendes mor godt tale sammen. 'Måske er han flov' »Jeg ved ikke, hvorfor min far ikke har lært det. Måske er han lidt flov over, at jeg er døv«. 90 procent af de døve børn har hørende forældre og vokser op i familier, som ikke kan tale ordentligt tegnsprog med dem. De børn er dårligere stillet end børn af døve forældre, mener man i døvemiljøet. »Som døv skal man vælge sine forældre med omhu og sørge for, at de også er døve«, siger man ligefrem. De hørende forældre føler sig ofte nødsaget til at sende deres børn på elevhjem, så de kan være sammen med ligesindede kammerater og voksne, som kan tale tegnsprog. Som en mor til en døv dreng siger: »Der er jo ingen, der ligefrem banker på for at spørge, om han vil med ud og spille fodbold, sådan som vi hele tiden oplever det med hans (hørende, red.) lillebror«. 'Hjemme blandt fremmede' Døve er »hjemme blandt fremmede«, som lederen af døveskolen i Nyborg, Henrik Vestergaard, siger det med et citat fra en norsk forsker. »Mor og far kan måske noget tegnsprog. Søskende kan ofte ikke. Bedsteforældre og tanter og onkler slet ikke. Eller naboerne. Så når der er familiefest, sidder børnene ofte for sig selv i et hjørne og læser Anders And, fordi ingen kan kommunikere med dem. Børnene kommer let til at føle sig mere hjemme her blandt lærere, pædagoger og klassekammerater, end de gør sammen med dem, de skulle føle sig hjemme iblandt«, siger Henrik Vestergaard. Svært at få venner Når man er sammen med andre døve, er man også fri for at forklare sig, fortæller Jeppe, 18 år, som har prøvet at gå i en almindelig folkeskole, før han kom på døveskole. »Det var svært at få venner. Det var de hørende mod os. Jeg har prøvet at blive kaldt døvesvin«. Frygt for at miste 'døveidentiteten' Tanken om at leve i den hørende verden skræmmer mange døve. For eksempel ser de traditionelle døveorganisationer med bekymring på den operation, der giver børn så meget hørelse, at de kan lære at tale. Danske Døves Landsforbund (DDL) frygter, at operationerne ikke følges op med tegnsprog, og at børnene derfor mister det, som DDL kalder »døve-identiteten«. Faldende elevtal på døveskoler Stadig flere og stadig yngre børn får den såkaldte cochlear implant operation (CI), og i den forbindelse opfordrer lægerne kraftigt familierne til at skippe den traditionelle døveskole og tegnsprogsmiljøet til fordel for den hørende verdens folkeskoler. Det mærkes nu på døveskolerne, der oplever faldende elevtal. Måske kan CI-operationerne til gengæld vende det forstemmende billede af en ung døvegeneration med katastrofalt lavt uddannelsesniveau. Kun hvert syvende af de børn, der bruger tegnsprog, klarer at tage folkeskolens afgangsprøve. To muligheder Klokken er 14. Over hele landet ringer skoleklokkerne ud. Også på døveskolen i Fredericia. Men her går børnene ikke hjem. De har to muligheder: Enten sætter de sig ind i en taxa for at køre til deres hjem mange kilometer og op til et par timers kørsel borte. Eller også må de bo på skolens elevhjem uden mor og far. Indenfor på elevhjemmet For enden af en lang gang på Marsvængets elevhjem i Fredericia bor Nanna og Emilie. Navnene står med tegn fra det internationale håndalfabet på døren. Når man ringer på, sker der ikke en lyd. I stedet lyser lampen over døren indenfor. Herinde har de hver sin seng, en hvid kommode med et par muslingeskaller, et lyseblåt og lysegrønt skrivebord og opslagstavlen med autograferne fra Creamy og billederne af MGP-stjernerne Razz og Anne Gadegaard. Der er ingen billeder af familien. Pigerne har selv valgt at bo sammen: »Det er dejligt at snakke med nogen, der kan tegnsprog. Dengang jeg gik i børnehave for hørende børn, for eksempel, da keeeedede jeg mig, fordi jeg ikke forstod, hvad de talte om«, viser 10-årige Emilie Mahler på tegnsprog med en tydelig mimik og tungen langt ud af halsen. Nanna Hansen, som kan høre lidt, tolker velvilligt for Politiken. Derhjemme må Emilies mor og far og lillesøster tolke for de familiemedlemmer, hun ikke selv kan tale med: Moster, tante, kusine, fætre, onkel, mormor og morfar taler ikke tegnsprog, remser hun op. Savn Nannas mor og stedfar og storebror taler tegnsprog, men ikke så godt som hende selv. Her på elevhjemmet kan hun tale hurtigt og blive forstået. Men det har sin pris: »Jeg savner somme tider min mor og far«, fortæller Nanna. Det gør noget ved mennesker at leve i så lukkede cirkler, fortæller Nyborgskolens leder Henrik Vestergaard. Med to døve bedsteforældre og en far, der var døvelærer, har han levet tæt på døvemiljøet hele sit liv. Barske over for hinanden Han har set børn være utroligt barske over for hinanden. »Døve børn kan være meget hårde ved hinanden, og risikoen for overgreb blandt dem er større end risikoen blandt hørende børn. For de døve elever er det til at leve med at have uvenner. Men det er svært ingen venner at have. Når man lever væk fra mor og far, har man ikke råd til at miste venskaber. Den viden bruger nogle børn som magtmiddel. Andre forsøger at behage og siger ja til mere, end de har lyst til«, fortæller skolelederen fra Fyn. På søsterskolen i Fredericia har personalet på skolens elevhjem taget konsekvensen af, at der er så høj risiko for overgreb: Sidste vinter var skolen gennem en stor politisag om seksuelle krænkelser begået af en dreng imod flere yngre elever på skolen. »Siden den sag har det været en aftale, at børnene ikke må låse deres værelser. Og kælderen, der før var deres frirum uden voksne, er nu låst af. Lige efter sagen legede vi alle sammen politi hele tiden, kiggede ind på værelserne og sådan. Det var ikke rart. Børnene er under voksen overvågning 24 timer i døgnet. Men hvor sjovt er det?«, spørger Helle Storebank, pædagog på elevhjemmet Marsvænget. Ingen gratis informationer De alvorlige sexovergreb fik personalet til at bryde nogle tabuer og påtage sig en opgave, som mange forældre viger udenom - nemlig at tale med børnene om sex. Formenligt fordi tegnene er meget tydelige og kan virke vulgære. »Vi har brugt megen energi på at tale om sex med børnene. Tingene skal virkelig skæres ud i pap - for eksempel at onani altså kun foregår, når man er alene. Døve børn får ingen informationer gratis. De får kun det, vi husker at fortælle dem«, siger Helle Storebank. Aftensmad Klokken er 18.15. Ungerne på elevhjemmet er sultne. Mark, 10 år, og lille Nicklas på 7 år vil gerne dække bord. I aften er vi 10, fortæller pædagog Helle med ord og med tegn. Mark tæller bestik og tallerkener op. Det lykkes at ramme de 10 efter et par forsøg og lidt hjælp fra Helle. Mark skal sidde på kongestolen, erklærer han og sætter sig for bordenden af det ovale bord med voksdug. Mark kan både høre og tale lidt. Han er meget opmærksom på sin borddame, en af gæsterne fra Politiken. Byder høfligt fra fadene med kalkun, kartofler, udkogt broccoli og champignonsauce. »Værs'go«, siger han hver gang. Alvorligt og myndigt. Du må ikke tale med mad i munden Mens børnene spiser, snakker de konstant. Med hænderne, vel at mærke. Så her er ikke brug for den klassiske irettesættelse: Du må ikke tale med mad i munden. Nanna har travlt med at tolke den livlige snak om bordet for Politiken. Emilie smådriller hjemmets yngste, Nicklas. »Nåh, skal du på sygehuset på fredag«, spørger hun. Nicklas griner højt. Han ved godt, at han næsten ikke talte om andet i fredags, da han skulle til undersøgelse. Han svarer med hænderne: »Fup. Du driller«. Snak under bordet Børnene bruger mange lyde. Med jævne mellemrum tysser pædagogerne Helle og Birthe på dem, men så slår de bare over i rent tegnsprog uden lyd og snakker lystigt videre. »Børnene har en masse kørende over hovedet på os og skifter bare kode, når vi opdager, hvad de snakker om. Når de for eksempel snakker om sex på en uartig og vulgær måde under aftensmaden, så opfinder de nye tegn hele tiden. Eller også hvisker de. Når døve hvisker, taler de under bordet«, fortæller Helle. Sengetid Klokken er 22.00. Børnene på elevhjemmet er gået i seng. Nicklas har fået bleen på og har som han plejer læst lidt i sengen iført sine elskede, kæmpe 'læsebriller' i gul plastik og uden glas. Han ser lille ud, som han sidder der under den store lysegule dyne i et værelse uden biler, Pokémon eller finurlige drengefund. De fire vægge er nøgne på nær det lille, indrammede Peter Plys-billede, som pædagogerne har købt. Mor og far er langt væk. 'Tre små soldater' på tegnsprog I en mørklagt dagligstue ovre i Fredericiaskolens gæstebolig sidder en ældre kvinde mutters alene foran et fjernsyn. Også hun er langt hjemmefra. Hun har været på kursus hele dagen. Alligevel er hun fuldstændig koncentreret om den video, der flimrer ud i mørket. Fra skærmen toner for fuld udblæsning børnesangen 'Tre Små Soldater' ud over det særprægede sceneri, og for hvert ord i børnesangen laver en ung kvinde på videoen overdrevent tydelige døvetegn. Fra Gladsaxe »Jeg har 18 børnebørn. Tobias er den eneste, der er døv, men han skal ikke lide under, at han ikke kan høre«, forklarer hun, mens instruktions-videoen er nået til 'Den lille frække Frederik'. Stadig på tegnsprog. Tobias' mormor er kommet fra Gladsaxe over til Fredericiaskolen i 14 dage for at gå på tegnsprogskursus for pårørende. »Hvis vi gerne vil have, at Tobias bliver i familien, må vi selv gøre noget. Vi ved godt, at ellers mister vi ham«, siger hun.