Døve børn: Hvad betyder det at trøste?

Klokken er 7.58, og det er vintermørkt og vådt, da den første taxa ruller op foran døveskolen i Fredericia. Inden for de næste få minutter anduver kassevognene fra Gadbjerg og Thyregod, Odense og Egtved, Snoghøj og selve Fredericia. Køreturen kan være op mod et par timer lang, og en 9-10-årig pige har puttet sig ned under en stor dyne på et af sæderne. Hun ligger og misser med ganske små øjne ud mod mørket og kulden. En ny skoledag for Fredericiaskolens 101 elever er begyndt. En gigastor ghettoblaster nede ved 4.-klasserne dunker træthed og morgenhår på plads med Spandau Ballet og fælles morgengymnastik. Bassen er skruet helt op på +6. De dybe toner er lettest for døve at høre. Oppe på et bord danser en fysioterapeut for, mens hun på tegnsprog forklarer øvelserne. Børnene følger hende med øjnene for at opfange trin og rytme. Rysteturen afsluttes med en løbetur rundt om hele skolen. Så er der ladet op til dansk i 4. a. Det vil sige - batterierne i høreapparaterne mangler. Et par drenge sidder i et hjørne med en af klassens to lærere og skifter batterier. En skinger hylen fra høreapparaterne fylder rummet, og døvelærer Morten Zierau konstaterer endnu en gang: »Jeg kender ikke noget så larmende som en døveskole«. Børnene reagerer ikke på de smertende høje hyletoner. Uanfægtet betragter Mark sit koboltblå apparat grundigt, inden han sætter det på plads bag øret. Netop som han har fået det placeret, kommer skolens tekniker og indsamler samtlige høreapparater i klassen til en af de jævnlige justeringer. Nu er børnenes hørelse deponeret hos teknikeren, og døvelærer Morten Zieraus udfordring er større end ellers, da han går i gang med danskundervisningen. Han gør, hvad han kan, ikke for at skaffe ørenlyd, men for at skaffe den altafgørende øjenkontakt. Den søvnige pige fra bussen er endnu ikke vågen, og han må helt hen foran hende og banke let i bordet, før hun med et spjæt ser op på ham. Så har han opmærksomheden og begynder at fortælle - både på dansk og med håndtegn. »Anne er på sygehuset. Er Anne syg?«, læser han op fra tavlen, og en af eleverne, Tim Bonde Sørensen, lyser op i et overrasket aha-smil, da han opdager, at tegnet for 'syg' er det samme som tegnet for første del af ordet 'syge'-hus. Han fægter begejstret med pegepinden fra det ene til det andet ord. Også drengens lærere lærer nyt hver dag, fortæller Morten Zierau. »Da Irakkrigen begyndte, skulle jeg for eksempel tjekke med en døv kollega, hvordan man siger masseødelæggelsesvåben og Irak på tegnsprog. Børnenes forældre bliver sommetider irriterede, når lærere ikke kan ordentligt tegnsprog, og det forstår jeg godt. Men døve børn taler på nogle områder tegnsprog langt bedre end os, ikke mindst når de bliver ældre«. Hvor lærerne mangler gloser for et begreb, de kender, har børnene ofte huller i deres begrebsverden. Inde i 4. b, hvor børnene har billedkunst, skal de tegne om en god ven, og deres lærer, Hans Grønfeldt, har fortalt dem, at hans egen gode ven for eksempel er god til at trøste. Det ord kender børnene ikke. »Vi har som lærere mange huller, vi skal fylde ud. Jeg har for eksempel oplevet i en 10.-klasse, hvor vi talte om et hus, der var brændt ned, at børnene ikke vidste, hvad forsikring var«, siger Hans Grønfeldt og forklarer, at der er mange begreber, hørende børn bare snapper op rundt omkring, mens døve børn kun kender dem, hvis der tilfældigvis er en, der har sat sig ned og forklaret det. Klokken 14 har de sidste elever på skolen fri. Nogle bor på skolens kostafdeling, fordi de går i skole så langt væk hjemmefra. Andre søger over mod kassevognene fra Ejners Biler og Nørre Aaby Taxi for at belave sig på dagens anden køretur. De, der bor længst væk fra skolen, er hjemme, ni-ti timer efter at de tog af sted i morges.