Rekonstruktion: Tapet til tavshed

En diset, kold dag i februar i år modtager lederen af Fredericia-skolen for døve og hørehæmmede et ganske usædvanligt ubehageligt brev. Han har aldrig i sit liv fået sådan et brev før, og han har aldrig forestillet sig, at han skulle få et. Men brevet fra Nyborg ligger der i posten og trænger sig på. Med sin kopi af politianmeldelsen. »Nu har de lagt tape på barnets mund, det er farligt, han hiver efter vejret, lungerne skriger på ilt«, står der blandt andet om hændelsen på Fredericia-skolen. Det er ikke to uger siden, at der faldt dom over en af skolens elever i en sag om seksuelle overgreb. Nu skal skolen igennem en ny politisag. Et par uger forinden, 27. januar om formiddagen, er en lærer fra Fredericia-skolen på vej forbi den brede betonaula hen mod skolens bibliotek med en køn, mørklødet dreng på 9 år. Med sine store, mørke, næsten sorte øjne under det korte, mørke hår adskiller drengen sig ikke væsentligt fra andre jævnaldrende drenge med familierødder i Sri Lanka. Har næsten ikke noget sprog Kun når han taler, er der noget, der er usædvanligt: N er døv, autistisk og retarderet, og han har næsten ikke noget sprog. Selv hans tegnsprog består af få, usammenhængende og upolerede brokker, og da han samtidig kan blive voldsom over for både lærere og elever, vælger hans lærere som regel at trække ham ud af fællesskabet og lave aktiviteter med ham på tomandshånd. Også denne mandag formiddag er N urolig. Mette har forsøgt at få ham dysset lidt ned ved at løbe først én og så yderligere et par af de sædvanlige ture rundt om skolen med ham. Det har ikke hjulpet. Det slår klik På vej over mod skolebiblioteket slår det klik for drengen. I et hjørne af aulaen med et gammelt, krummeluret standur og nogle blåmalede bogskabe med glaslåger kaster N sig på gulvet med en øredøvende, skinger skrigen. Samme dag er to kvindelige lærere fra en anden døveskole, Nyborg-skolen, begyndt på et fjorten dages kursus på skolen i Fredericia, der er en folkeskole med tegnsprogsundervisning. Voldsom larm fra aulaen Sammen med kollegaen Tom fra Fredericia-skolen har de sat sig ind i et grupperum for at arbejde. Klokken er omkring 11, da de afbrydes af en voldsom larm ude fra aulaen. En vedvarende skrigen fra et barn er sat ind, så påtrængende, at de ikke kan sidde det overhørigt. Dyrisk, desperat, synes Stine. Birgitte rejser sig og går ud for at se, hvad der foregår. Første gang, N kaster sig på gulvet, får Mette bakset ham op, men næppe er han kommet på benene, før han smider sig igen. Infernalsk skrigeri Denne gang kan Mette ikke få ham op, og nu begynder han at skrige. Vedholdende og så infernalsk, at det gør direkte ondt at høre på. Som en koncert, hvor trommehinderne nærmest rystes. Der er kursus lige ved siden af, og Mette prøver indtrængende at få N til at falde ned, men om han overhovedet er i stand til at tage imod hendes budskab, ved hun ikke Han er for hende at se nærmest i en hypnotisk tilstand, og han bliver ved med bare at skrige og skrige. Mette prøver at få fat i hans håndled for at få ham op at stå, men han vrider sig rundt, og nu kommer Mettes kollega, Jørgen, til, hidkaldt af de vedvarende skrig. N er begyndt at spytte efter Mette, og også Jørgen prøver nu at få N til at standse. »Ti stille. Det gør ondt i ørerne at høre på dig«, forsøger Jørgen på tegnsprog, mens Mette holder fast i den liggende dreng med begge hænder. Spyt og spark Hun husker, hvordan han i tidligere situationer har spyttet, sparket og klippet i hendes bukser med en saks. Da hun senere i retten i Fredericia skal forklare hele forløbet, husker hun det som om, at hun sommetider holder i skuldre og arme og sommetider må give slip for at fastholde benene, fordi N også begynder at sparke. Hun sidder på knæ ved siden af drengen, forklarer hun - ikke oven på ham. Jørgen gør igen tegn til N om, at han skal tie stille, nu. Så er det, at han tager en beslutning, der skal få vidtrækkende konsekvenser: Han vil sætte trumf bag sine ord. En rulle brun tape Skolens kontor ligger lige om hjørnet, og mens N råber og vrider sig på gulvet, henter Jørgen en rulle brun tape. N's fari det rødbrune etagebyggeri i udkanten af Vejle er klar over, at hans dreng har mere end almindeligt vanskeligt ved at omgås andre. N's mor er død, men faren og hans kone har lige fra N var 3-4 år gammel valgt at lade ham og hans døve lillebror bo på et af Fredericia-skolens elevhjem fem dage om ugen. Der er hele tiden professionelt pædagogisk personale omkring ham. 34 indberetninger Alligevel går det galt for den lille dreng gang på gang. På halvandet år indleverer hans lærere og pædagoger 34 gange en indberetning til skolens leder om, at de har anvendt fysisk magt over for deres elev. Noget, der faktisk er forbudt ifølge folkeskoleloven, medmindre det foregår i yderste nødværge: Hvis et barn er til skade for enten sig selv eller sine omgivelser. Til sammenligning har skolens lærere over for skolens øvrige 100 børn tyet til magt 17 gange på fem år. En ensom dreng Heller ikke sammen med kammeraterne går det godt. Han vil egentlig gerne have venner, men på skolen oplever man ham som en ensom dreng, der går meget for sig selv og ikke er i stand til at knytte venskaber med andre. Som flere andre børn på døveskolen i Fredericia har N ikke alene det problem, at han er døv. Han er også infantilt autistisk, retarderet og tidligt skadet, og spørgsmålet er, om han overhovedet hører hjemme på en døveskole. Han kan ganske vist gøre sig håb om at kommunikere bare lidt, hvis han lærer tegnsprog. Men de 34 indberetninger på skolelederens hylde taler deres eget desperate sprog om en 9-årig, der tilsyneladende ikke får den hjælp, han har brug for. Syv måneder på venteliste Skolen har da også igen og igen presset på for at få N til psykiatrisk undersøgelse, så det kan blive klart, hvad der kan gøres for ham. Det er, mens N på 7. måned står på venteliste til en børnepsykiatrisk undersøgelse, at han rammer de danske mediers forsider med et brag og bliver den intetanende hovedperson i en ubehagelig politisag. 'De fikserer ham sgu'
Da Birgitte fra Nyborg-skolen kommer ud i aulaen, ser hun et barn ligge på maven på gulvet. Hun registrerer to voksne personer om drengen, der stadig skriger.

For hende at se sidder den ene voksne overskrævs oven på drengen og presser hans ben baglæns op mod ballerne. Den anden står op. Drengen kæmper for at få vejret og komme fri.

Birgitte står nærmest fastfrosset foran sceneriet. Så går hun tilbage til de andre kursister: »De fikserer ham sgu«, siger hun målløs.

Tapet til i et kryds Mette fastholder stadig N's overkrop, da hendes kollega Jørgen vender tilbage. Med sig i hånden har han en rulle bred, brun posttape. Han viser N tapen og signalerer, at drengen skal tie stille. N fortsætter sine skrig. Så bukker Jørgen sig ned, og mens Mette holder den ophidsede dreng, som fortsat skriger, foretager Jørgen sig noget, der skal komme til at præge tilværelsen for en række mennesker i lang tid fremover: Han klistrer tape for elevens mund. Ifølge Jørgen placerer han tapen i et kryds, så N kan trække vejret. Ifølge Jørgen er det for sjov, og N griner. Og ifølge Jørgen trækker han tapen af umiddelbart efter. 'Ikke skide smart' Sådan oplever tilskuerne fra Nyborg-skolen ikke optrinnet. Birgittes dramatiske beskrivelse af optrinnet udenfor får hendes medkursist, Tom fra Fredericia-skolen, til at gå ud og se, hvad hans kolleger har gang i. Her skilles vandene: Ifølge Tom selv siger han til Jørgen og Mette, at det »ikke er skide smart«, det, de foretager sig. Tom får hjertebanken over, hvad han har set, men er ikke chokeret, siger han. 'Det der kan man dø af' Birgitte og Stine hører ham derimod være oprevet og tale om, at drengens lunger skriger på ilt. »Det der kan man sgu dø af«, er ifølge dem hans rystede kommentar til optrinnet. Nu går Stine som den tredje person ud for at se, hvad der sker. Hun ser en lille dreng med ansigtet vendt imod hende. Han ligger på det tidspunkt på ryggen. Hun kan se, at der er brun pakketape for drengens mund. 3-4 stykker, mener hun og vurderer, at han kun kan trække vejret gennem næsen. Ved siden af drengen står en voksen med en rulle tape i hånden. Tapen sidder på mindst fem minutter Han smiler til hende. Lidt forlegent, synes hun. Den anden voksne sidder og presser sine hænder ned mod drengens bryst. »Hvad fanden laver I?«, spørger Stine. Tapen sidder på mindst fem minutter, vurderer Stine. For hende at se er drengens mund helt lukket. Samme dag opsøger hun Jørgen sammen med sin kollega fra Fyn. Han ved godt, hvorfor de to kvinder kommer til ham. I skal vide, at han kan optræde truende, forklarer Jørgen. Du skal vide, at det her skal indberettes, svarer de. Indberettet Om eftermiddagen finder Fredericia-skolens leder, Svend Erik Jørgensen, en indberetning på sit skrivebord. Han læser den. Han kan ikke lide, at hans medarbejdere har brugt tape, men han skønner som de 33 foregående gange, at det ligger inden for lovens rammer. Nu skal vi have gjort noget ved den drengs problemer, tænker han ved sig selv. Han kalder de to lærere til en alvorlig samtale, men indberetningen arkiverer han på sit kontor i en mappe sammen med de andre rapporter om magtanvendelse over for samme dreng. Amt får ingen orientering Amtet får ingen orientering, fordi Svend Erik Jørgensen ikke i nogen af de 34 tilfælde mener, at der er foregået noget ulovligt. Så meget desto større er hans chok, da han tre uger senere modtager det famøse brev fra en i øvrigt god, gammel kollega, lederen af Nyborg-skolen. Politianmeldt I brevet ligger en kopi af en anmeldelse til Fredericia Politi. En fuldkommen gennemgang af, hvad to chokerede lærere fra Nyborg oplevede på en døveskole i Fredericia den 27. januar. » (...) der lå et barn med maven nedad, benene presset op mod ballerne og armene vredet om på ryggen. Der sad 2 voksne oven på barnet og fastholdt denne position ... «, hedder det i Birgittes og Stines beskrivelse. Ovre på Nyborg-skolen forstår de sådan set godt opstandelsen på Fredericia-skolen over, at »der er gået retssag i det«. Det har ikke været rart at anmelde kolleger i så lille en verden, som døveverdenen er. Alle kender alle. De døve børns bedste venner Men skolens leder mener ikke selv, at han har gjort andet, end han ville have gjort, hvis episoden var foregået på hans egen skole. Direkte af sted med indberetning til politi og myndigheder ud fra tankegangen: Vi er de døve børns venner, ingen skal lægge hånd på vores børn, og en skoleleder skal ikke bedømme, om der er tale om et overgreb. Det skal retssystemet. Retssagen 25. september klokken 9 er sagen for retten i Fredericia. To lærere står tiltalt for at have begået vold mod en elev. Drengen selv er ikke til stede. Hans far og stedmor er heller ikke til stede - for dem er det ikke deres retssag eller deres klage. For dem handler sagen om systemet. Om, hvilke spilleregler, lærerne på skolen må spille efter. Drengen gjort til skurk Imod magtanvendelsen over for drengen taler de to Nyborg-lærere. Heroverfor optræder en lang række af vidner fra Fredericia-skolen. De fortæller om en usædvanligt krævende elev. Drengens bistandsadvokat fortæller senere noget rystet, hvordan han i retssalen oplever, at det var, som om, at drengen blev gjort til skurken. Han synes, at de 34 magtanvendelser bruges til at fortælle - ikke om skolens måde at takle aggressive elever på - men om drengens umulige adfærd. Frifindelse Seks dage senere frifinder retten de tiltalte med én dommerstemme imod og to for. »Det lægges til grund, at mundvigene var frie. (...) Det lægges til grund, at N kunne trække vejret (..)«, hedder det i dommernes begrundelse. Stine og Birgitte er vantro over frikendelsen. Jørgen og Mette ånder lettet op. Danmarks Lærerforening glæder sig. Frifindelsen er udtryk for, at lærerne handlede pædagogisk rigtigt i den situation, de stod i, mener den lokale kredsformand, Inger Ørskov. Ankesag ved landsretten Men statsadvokaten anker. 28. januar næste år - næsten på dato et år efter episoden ved glasskabene - skal landsretten i Kolding tage stilling til, hvor stort et spillerum personalet i en dansk folkeskole bør have, når de står over for et uregerligt barn. Hvis Jørgen og Mette dømmes for vold mod en elev, er deres fremtid som døvelærere uvis. Jørgen kan få problemer med at adoptere. N har det ikke godt Og N? En distriktssygeplejerske har tilset ham. Ud fra hendes iagttagelser har en psykiatrisk overlæge fra Kolding Sygehus diagnosticeret og givet N medicin. I begyndelsen med dæmpende effekt. På det seneste er han blevet voldsom igen. Hans omgivelser tror ikke, at han har det godt. Alle læreres navne er opdigtet. N's og lærernes fulde navne er redaktionen bekendt. De involverede parter på de to skoler har ikke ønsket at stå frem, mens retssagen løber, og heller ikke N's familie har ønsket at være med.
Historien om N er blevet til på baggrund af research og interview blandt personale og elever på Fredericia- og Nyborg-skolerne, vidneudsagn og retsbog, korrespondance mellem de to skoler samt interview med andre mere perifert tilknyttede i døveverdenen.