Flere resistente stafylokokker

Lyt til artiklen

Antallet af infektioner med modstandsdygtige stafylokokbakterier er fordoblet i Danmark i år i forhold til sidste år og firedoblet siden midten af 90'erne. I år er der konstateret 200 infektioner med bakterier, der er svære at slå ned, fordi de er resistente over for penicillin og lignende antibiotika, der normalt bruges til behandling af infektioner. »Stigningen i antallet af infektioner med modstandsdygtige stafylokokker - vi kalder dem MRSA - giver anledning til bekymring, også fordi vi ser en lignende udvikling i hele Norden, hvor vi ellers ligger meget fint med under én procent MRSA af samtlige stafylokokinfektioner«, siger læge Robert Skov, Statens Serum Institut. Vi rejser mere En forklaring kan ifølge Robert Skov være, at vi rejser mere og måske tager bakterierne med os hjem. I andre lande er andelen af modstandsdygtige stafylokokker langt større end i Norden, for eksempel er den oppe over 40 procent i England og 70 procent i USA. Patienter har bakterierne med En stadig større andel af de smittede får ikke bakterierne på hospitalet, men har dem selv med, når de bliver indlagt. En anden forklaring er, at der ser ud til at være opstået en ny variant af MRSA, der gør det nemmere for resistensen at brede sig fra bakterie til bakterie. Derimod har stigningen tilsyneladende ikke noget at gøre med forbruget af de såkaldt bredspektrede antibiotika, som kan være med til at gøre bakterierne resistente. En udbredt brug af den type medicin fik i slutningen af 60'erne andelen af MSRA til at stige til omkring 18 procent, men siden er den altså faldet til under én procent. Kortlægning af smitteveje Serum Instituttet arbejder sammen med laboratorier i hele landet i et forsøg på at finde ud af smittevejene og på den måde identificere grupper, som det måske kan betale sig at undersøge ved indlæggelse på hospitalet. Her er smitten særligt farlig, fordi der er flere åbne sår og i det hele taget svækkede mennesker. Samtidig er der nedsat en nordisk arbejdsgruppe om problemet. 'Ingen grund til nervøsitet' »Der er ingen grund til, at almindelige mennesker skal blive nervøse. Vi kan stadig behandle resistente stafylokokker, men det tager længere tid og er dyrere«, siger Robert Skov. »Derimod er det vigtigt, at vi ikke slækker på forholdsreglerne på hospitalerne. MRSA-smittede patienter skal isoleres, og hygiejnen skal være i top. Ellers risikerer vi en udvikling som i England, hvor man for ti år siden havde samme lave tal som os, men slækkede på forholdsreglerne«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her