Påvirkede miljøminister Hans Christian Schmidt (V) statens embedsmænd i en sag om en ny golfbane i Stenløse? Har Schmidt vildledt Folketinget og dermed overtrådt loven om ministeransvar ved at sige, at hans embedsmænd hele tiden har ment, at der ingen grund var til at sige nej til golfbanen? Og hvad skete der helt præcis 21. oktober i fjor? Det var de centrale spørgsmål på det åbne samråd om golfkrigen i Stenløse i Folketingets Miljøudvalg onsdag. Sagen handler om, at Miljøministeriet og Fødevareministeriet sidste efterår droppede deres indsigelser mod en golfbane i 'særligt værdifuldt landskab', tre uger efter at Stenløses venstreborgmester havde appelleret i personlige breve til Schmidt og fødevareminister Mariann Fischer Boel (V). Embedsmændenes egen beslutning De to ministre forklarede på samrådet, at embedsmændene selv havde besluttet at droppe indsigelserne ud fra en samlet vurdering, hvor man især tog hensyn til, at der var stort behov for golfbaner i hovedstadsområdet, og at der ifølge Skov- og Naturstyrelsen ikke var tale om landskab af national eller international betydning. Det kom dog også frem, at Schmidt havde ringet til Fischer Boel 21. oktober 2002 og orienteret om, at Miljøministeriet ville »køre Fødevareministeriet over«, som Fischer Boel udtrykte det. Miljøministeriet havde altså tænkt sig at sige ja til golfbanen, selv om Fødevareministeriet ville anbefale et nej. Dagen efter trak Fødevareministeriet sin indsigelse tilbage. Det skyldtes dog ifølge Fischer Boel ikke henvendelsen fra Miljøministeriet, men at man - også 21. oktober - havde fået bekræftet, at der var risiko for, at en anden golfbane i kommunen ikke ville blive til noget. Mariann Fischer Boel benægtede ved samrådet flere gange, at hun havde blandet sig i sagen - til sidst sagde hun med grøde i stemmen, at hun blev »en lille smule vred« over, at oppositionen antydede det modsatte. Svarede ikke direkte på spørgsmål Da det blev Hans Christian Schmidts tur, reagerede han ved at ryste på hovedet over, at oppositionen blev ved med at bore i det samme - uden at han dog ville svare direkte på de tre hovedspørgsmål fra S, SF og Enhedslisten: »Har ministeren ikke drøftet sagen med nogen af sine embedsmænd, før Landsplanafdelingen kom med sin indstilling i sagen i oktober 2002?«. »Hvordan kan ministeren i folketingssalen hævde, at ingen af hans embedsmænd på noget tidspunkt har ment, at man skulle sige nej, når det fremgår af sagens akter, at Landsplansafdelingen overvejede at anbefale ministeren at sige nej - eller i hvert fald kun sige ja på betingelse af, at det 'særligt værdifulde landskab' holdes ude af golfarealerne?«. »Og hvorfor vil ministeren ikke udlevere Landsplanafdelingens endelige indstilling - når den nu angiveligt kunne fjerne tvivlen omkring sagen?«. Hensyn til embedsmændene Schmidt henholder sig til, at ministeriet juridisk ikke har pligt til at udlevere interne notater, og hans pressechef forklarede efter samrådet, at man ikke gør det »af hensyn til embedsmændene«. Det, mente oppositionen, var noget vrøvl. »Som i sagen om naturpengene, der undersøges af Ombudsmanden, vil ministeren ikke udlevere alle sagsakter. Mistanken om, at ministeren har givet Folketinget vildledende oplysninger er kraftigt bestyrket efter samrådet«, konkluderede SF's miljøordfører Jørn Jespersen. Hans Christian Schmidt havde en anden fortolkning: »Det står nu lysende klart, at enhver tvivl om forløbet er fjernet, og at der ikke er nogen sag«, sagde Schmidt, inden han hastede væk. Sagen ligger nu hos Naturklagenævnet. Hvis nævnets afgørelse går golfbanemodstanderne i borgergruppen imod, vil gruppen indbringe hele forløbet for Ombudsmanden eller EU-kommissionen.