Kontrakt på bedre barndom

Stå op og send ungerne i skole. Sørg for, at de har en madpakke med, send dem til spejder hver torsdag, og pas din antabusbehandling. Et tænkt eksempel på en af de forældrekontrakter, som i stor fart breder sig i kommunerne som metode til at undgå at anbringe et barn uden for hjemmet. I stedet søger kommunen via kontrakten at rette forholdene i familien ved at stille krav til far og mor. Betænkelig udvikling 116 kommuner vil fremover bruge kontrakter i det sociale arbejde med familier i vanskeligheder. Det fremgår af Politikens Kommunerundspørge til landets 271 borgmestre. Den udvikling er borgmester Vagn Ry Nielsen (S), formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening, en smule betænkelig ved. »Jeg vil i hvert fald advare imod, at kontrakterne bliver hægtet op på repressalier. Kontrakterne må ikke opleves som truende. Kun som element i en god, gammeldags og grundtvigiansk samtale mellem kommune og forældre kan kontrakten være et instrument«, siger han. Socialminister Henriette Kjær (K) hilser flere kontrakter velkommen, og hun er ikke så nervøs på de truede familiers vegne. »Selvfølgelig skal de ikke bruges til at true familien med en anbringelse, hvis de ikke gør sådan og sådan. Jeg ser det i lige så høj grad som et gode for familierne, fordi de her for første gang får en mulighed for at få kommunens løfter og forpligtelser på skrift«, siger hun, der vil lade forældrekontrakter indgå som en del af en kommende reform af hele området. Borgmestre uenige Hillerøds borgmester, Nick Hækkerup (S), er ikke afvisende over forældrekontrakter som model: »Modellen skal kun tages i brug, hvis vi vurderer, at den vil være til nytte ud fra vores kendskab til den enkelte familie. Det gælder om at finde de metoder eller sammensætning af metoder, der passer i den enkelte familie«, siger han. Mere skeptisk er Tårnbys borgmester, Henrik Zimino (S), over for forældrekontrakter, og han ser det ikke som et isoleret mål at anbringe færre børn: »Der kan sikkert udvikles mange metoder, uden at det behøver at være en kontrakt. Hvis man ikke kan have et samarbejde med folk, uden at der skal underskrives en kontrakt, er det et problem. Folk kan måske også føle sig presset til at skrive under på en kontrakt, og det er ikke en god ting, hvis folk ikke har ejerskab til beslutninger, der vedrører dem«.