DEN SVÆRE UDLÆNDINGEPOLITIK Mit anliggende var i hele regeringstiden at forsøge at fastholde en enighed i partiet og i regeringen. Det lykkedes ikke altid lige godt, men jeg bidrog aktivt i de besværlige interne forhandlinger mellem regeringspartierne i Thorkild Simonsens første tid som indenrigsminister, hvor vi fik gennemført stramninger. Jeg var usikker på, hvor langt vi kunne gå uden at splitte regeringen ad. Vi havde som sagt strammet i 1998 og 2000. Problemet var, at vi i Socialdemokratiet fortsatte med at tale meget om, at der var brug for nye stramninger, uden at præsentere konkrete forslag. De radikale syntes, at vi allerede var gået langt med de stramninger, vi havde gennemført, og de var ikke parate til at gå længere. Her støder vi ind i det problem, at vi, siden vi tabte forbindelsen til de radikale tilbage i 1982, havde været klar over, at vi skulle gøre meget for at fastholde enigheden med dem. I dag kan man diskutere, om vi bøjede os for meget. For en stor del af vores bagland og vores vælgere kom det til at se ud som om Socialdemokratiets top ikke så med alvor på de problemer, som mange opfattede som meget presserende. Vi var flere ministre, og til dem hørte både Karen Jespersen og jeg, som tidligt i regeringsforløbet sagde, at vi var nødt til at reagere. Det havde virket overbevisende på de mennesker, der var bekymrede for, at indvandringen ville vokse os over hovedet, hvis vi havde reageret tidligere. I stedet kom det til at se ud, som om vi ikke tog folks bekymringer alvorligt. Vores stramninger kom for sent og var for svage. INGEN AFTALER Det blev et smerteligt forløb for os begge, da vi et år efter valgnederlaget kom til at bryde et samarbejdsforhold og belaste et venskab, som har båret et af de tætteste parløb i dansk politik. Der er mange detaljer i forløbet, som jeg ikke vil kommentere, fordi jeg - og vore fælles nære venner - ønsker dette venskab tilbage med fuld styrke. Men jeg vil gerne aflive nogle rygter og vrangforestillinger. Det har i pressen - og muligvis også hos Poul - givet anledning til mange gisninger om en planlagt paladsrevolution, da det blev kendt, at Svend Auken og jeg talte sammen på selve valgdagen. Men intet kan være mere forkert. Vi har i årenes løb drukket mange kopper kaffe sammen, og denne morgen var det Svend, der bød på rundstykker. Han ville fortælle mig, at han gerne ville kandidere til næstformandsposten i Folketinget, hvis vi kom i opposition. Man han sagde også - hvilket var overraskende for mig - at hvis Poul skulle vælge at gå af, var det hans opfattelse, at jeg skulle tage over. Vi diskuterede det ikke videre. Vi var enige om, at partiet ikke tålte nye formandsopgør, og at det under alle omstændigheder skulle være Pouls egen afgørelse. Om aftenen opholdt jeg mig til at begynde med først i Landstingssalen for at kommentere valgresultater, efterhånden som de kom ind. Omfanget af nederlaget var foruroligende både for Socialdemokratiet og for hele den fløj, som havde stået bag regeringen. Ikke siden 1920'erne havde S, R og venstrefløjen samlet set stået svagere i Folketinget. Der var ikke andre flertalskombinationer end Venstre, konservative og Dansk Folkeparti. Senere på aftenen havde vi et møde i Statsministeriet, hvor folketingsgruppens ledelse, Svend, Ritt og jeg selv deltog. Her sagde Poul utvetydigt, at han ville fortsætte som formand. Ingen kommenterede det. Men jeg tror, at de fleste har været alvorligt i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning. POUL GÅR Fra midten af oktober var jeg i USA for at deltage i FN's generalforsamling som repræsentant for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Jeg fik nye internationale kontakter og mulighed for på tæt hold at følge Sikkerhedsrådets forhandlinger om Irak-situationen. Nogle forestiller sig givet, at jeg har stået i konstant forbindelse med Danmark. Men jeg havde kun yderst spinkel kontakt hjemover. Havde jeg haft store hjemlige magtintriger i gang, var New York nok ikke det mest praktiske sted at opholde sig i en måned. I løbet af ugen efter at jeg den 8. november vendte tilbage fra USA, blev jeg kontaktet af folk fra alle såkaldte fløje. De mente alle, at der snart skulle og ville ske noget. Det blev også tilfældet. Jeg kender ikke alle mellemregningerne - kun nogle af dem. Jeg ved, at flere af dem, der havde været med længst i den tætte kreds omkring Poul, direkte havde tilskyndet ham til at træde tilbage - simpelt hen fordi de uanset personlig sympati ikke kunne se, at han kunne komme ud af dødvandet. Det er blevet skrevet, at jeg gemte mig for Poul i disse sidste afgørende døgn, og at jeg trods gentagne henvendelser ikke ringede tilbage. Heller ikke det er sandt. Der kom ét opkald til en lukket mobiltelefon lørdag den 16. oktober, hvor jeg var til et stort kalas med de mennesker, jeg lærte at kende på min Sverigestur som gymnasiast 40 år tidligere. Det var ikke et hasteopkald, men en besked, at vi snart skulle snakke sammen. Det nåede vi ikke. Om mandagen meddelte Poul partisekretæren, at han efter rådslagning med sine allernærmeste havde besluttet at gå af som formand. Jeg blev ikke taget med på råd. Mandag aften og tirsdag morgen talte jeg med ganske få centrale skikkelser i partiet. De bad mig om at meddele, at jeg var til rådighed som ny formand allerede på tirsdagens forretningsudvalgsmøde. Det gjorde jeg. Det udløste fra flere sider kritik af, at jeg meldte mig så hurtigt. Kunne jeg ikke bare have ventet lidt? Mine overvejelser var, at det ville være helt utroværdigt at gå ud til en stor skare journalister efter mødet og svare »ved ikke«. De ville have skrevet, at jeg var fuld af løgn. En person, der har siddet i regering i 11 år og truffet utallige tunge beslutninger, må naturligvis i en sådan situation have gjort sin stilling op! Poul reagerede forståeligt følelsesbetonet på pressemødet efter forretningsudvalgsmødet, hvor han meddelte sin afgang. Jeg var ked af hans melding om, at alle fra hans generation burde træde tilbage og give plads til de unge. Det gav ikke den bedste start for mig. Det var også lidt meningsløst, for det var ret åbenbart, at ingen af de yngre ville kandidere. Men han havde på det tidspunkt været igennem et langt, plagsomt forløb.