Historikere: Fogh på afveje

I sit opgør med den danske samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig fremhæver statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) to af Udenrigsministeriets embedsfolk som helte, fordi de gjorde oprør mod den politiske og administrative elite i København i de svære år under besættelsen. Det drejer sig om Danmarks uafhængige gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, samt legationsråd Vincens Steensen-Leth ved det danske gesandtskab i Berlin, der ifølge statsministeren helt fra start anså tilpasningspolitikken for at være naiv. »De advarede om, at Danmark aldrig ville få indrømmelser af nazisterne, hverken på det ene eller andet punkt, fordi det var selve den demokratiske retsstat, nazisterne ville til livs«, skriver Anders Fogh Rasmussen i et indlæg i dagens avis. Ikke styr på fakta Men statsministeren har ikke styr på fakta, mener professor dr.phil. Finn Løkkegaard, der har skrevet en doktordisputats om Henrik Kauffmanns virke i årene 1940 til 1942. Løkkegaard har ikke kendskab til, at Kauffmann har brugt argumentet om, at Danmark aldrig vil få indrømmelser af nazisterne. Han siger: »Jeg har ingen erindring om, at Kauffmann har forfægtet synspunktet om, at Danmark ikke ville få indrømmelser«. Han mener ikke, at Kauffmann anså samarbejdspolitikken for at være naiv og fremhæver, at Kauffmann faktisk havde en konflikt om sagen med en anden af modstandsbevægelsens fremtrædende skikkelser. »I sommeren 1943 kom Kauffmann i konflikt med John Christmas-Møller fra Det Danske Råd i London. Fra London havde man netop kritiseret den danske regering, som Kauffmann godt nok anså for at være under tysk tryk, men som han ikke mente, det var klogt at kritisere«, siger Løkkegaard. Glemmer nuancerne Derimod er det ifølge historiker Steen Andersen fra Handelshøjskolen i København helt i overensstemmelse med sandheden, at Vincens Steensen-Leth skriftligt advarede mod at tro, at Danmark ville opnå politiske indrømmelser i kraft af samarbejdspolitikken. Alligevel anklager Steen Andersen statsministeren for at se bort fra nuancerne i den komplekse debat: »Der findes hyldevis af litteratur om dette emne, men med dette indlæg skruer statsministeren tiden helt tilbage til 1945, hvor verden kun var sort eller hvid«. Flere af besættelsestidshistorikerne undrer sig over det barske angreb. Lektor Palle Roslyng-Jensen, Københavns Universitet, påpeger, at Fogh Rasmussen underkender hele det officielle Danmarks motiver til at gå ind i samarbejdspolitikken i 1940. Han siger: »Der ligger i statsministerens udtalelse et angreb på datidens politikere for at have krænket grundlæggende demokratiske rettigheder og frihedsrettigheder. Det er ud fra datidens forudsætninger at gå alt for langt, synes jeg. Med alle de nuancer, der var, havde det officielle Danmark en klar målsætning om at bevare dansk suverænitet, bevare det demokratiske system og beskytte befolkningen«.