Skilsmisse kan være fyringsgrund på kristne friskoler

Lyt til artiklen

Man skal tænke sig godt om, før man søger job som lærer eller pædagog ved landets kristne friskoler. Helst skal man være sikker på, at privatlivet ikke kommer til at byde på skilsmisse, ægteskabelige sidespring eller abort. 'Forståelsespapir' Ifølge et såkaldt forståelsespapir fra Foreningen af Kristne Friskoler er de ansatte at betragte som »vigtige forbilleder« for forældre, elever og kolleger. Det betyder blandt andet, at de ansatte skal tilslutte sig, at »ægteskabet er en livsvarig ordning«, og at skilsmisse eller nyt ægteskab kan blive taget op i skolebestyrelsen og i »konkrete tilfælde føre til afskedigelse«. BUPL: Som i forrige århundrede De ansatte skal også medgive, at »de tager afstand fra provokeret abort«, fremgår det af forståelsespapiret, der blev revideret i februar i år. Ifølge pædagogernes fagforening BUPL skulle man snarere tro, at papiret er skrevet i forrige århundrede. »Der er tale om nogle dybt fundamentalistiske og fanatiske tænkninger, der ikke hører nogen steder hjemme i dag. Hvordan kan man i Danmark yde offentlig støtte til skoler, der diskriminerer og sorterer i rigtig eller forkert livsførelse. Det er helt ude i hampen«, siger Lisbeth Schmidt Jespersen, medlem af BUPL's forretningsudvalg. 'Uacceptable konsekvenser' Hun medgiver, at pædagoger, som vælger at arbejde i kristne skolers fritidsordninger, må acceptere visse religiøst betingede regler og normer. Men BUPL kan ikke acceptere, at en ansat risikerer at miste jobbet på grund af »dybt alvorlige og personlige valg i privatlivet«, siger Lisbeth Schmidt Jespersen. Afvis papiret Hun opfordrer sine medlemmer til at afvise forståelsespapiret og vil på et møde med Foreningen af Kristne Friskoler 12. september bede dem om at trække papiret tilbage. Hverken BUPL eller Frie Grundskolers Lærerforening (FGL) har haft konkrete klager fra deres medlemmer. Og står det til Foreningen af Kristne Friskoler, kommer det aldrig så vidt. Ryggesløst liv »Så længe jeg er formand, vil jeg gøre alt for, at forståelsespapiret ikke kommer i anvendelse i en afskedigelsessituation, for selvfølgelig kan det gå så galt, at to ægtefæller ikke kan leve sammen mere«, siger foreningens formand Kai Hansen. Kan fraværet af konkrete sager også skyldes, at lærere og pædagoger selv siger op, når privatlivet kommer ud af kurs? »Ja. Det er da min indstilling, at man drager sine konsekvenser, hvis man lever et ryggesløst liv«, siger Kai Hansen. BUPL er 'bindegale' Kai Hansen betegner BUPL's reaktion som »bindegal«. »Papiret orienterer på en fair måde om skolernes klassisk kristne livsværdier. Vi betragter ægteskabet som livslangt og forventer, at vores ansatte stræber efter det ideal, fordi de er forbilleder for både børnene og forældrene. Det har folk, som søger ansættelse, da krav på at få at vide, så de kan gøre op med sig selv, om det er det rigtige sted for dem«, siger Kai Hansen. Kan ende i retten Han ser ingen grund til at sondre mellem arbejdsliv og privatliv. »Vi køber en arbejdskraft, som består af et helt og integreret menneske, som er den samme hjemme som i skolen. Ville du måske sende dine børn på lejrskole med en lærer, som du ved er notorisk dranker?«, spørger Kai Hansen under henvisning til et brev fra friskolelærernes forening, FGL, hvor foreningens formand skriver: »Skolen køber en loyal arbejdsydelse - ikke den ansattes sjæl eller privatliv«. Kompliceret jura Skulle en lærer blive fyret på grund af skilsmisse, er FGL parat til at gå rettens vej, fastslår foreningens formand Arne Pedersen. Udfaldet af en sådan sag er dog ikke til at spå om, vurderer arbejdsretsekspert, professor, dr.jur. Ruth Nielsen fra Handelshøjskolen i København, da der ingen praksis er på området.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her