Det var ikke Blix, der sendte Danmark i krig

Oppositionen løber stormløb mod regeringen. Den siger, at grundlaget for Danmarks deltagelse i Irakkrigen er forkert, at I har løjet op til beslutningen. Det har stået på i ugevis, men fører tilsyneladende ikke til noget. Ser I det bare som noget fis? »Nu har vi brugt hele sommeren på den her debat, og det er vigtigt at diskutere. Men når jeg snakker med folk hjemme i det område, hvor jeg er valgt, så er der ikke nogen, der forstår den her debat«, siger Troels Lund Poulsen. »Den går fuldstændigt hen over hovedet på folk. Folk siger i stedet: Skal man ikke glæde sig over, at Saddam Hussein er væk?«. »Dermed er ikke sagt, at man skal lade det blive ved det. Men det er en akademisk diskussion, som man skal passe på ikke at gøre til mere, end den er«. »Frank Jensen og andre hos Socialdemokraterne mener, at når de ikke kan få en undersøgelse af beslutningen om Irakkrigen via Folketinget, så tager man det bare op i Folketingets Præsidium. Så er man gået langt videre end det, der overhovedet kan accepteres politisk«. »Jeg vil også gerne tilføje, at beslutningsgrundlaget i Danmark er meget anderledes end i USA og Storbritannien. I Danmark har vi baseret os på en åben beslutningsproces, som hænger nøje sammen med FN-resolution 1441«. »Der har jo ikke været nogen uldne ting i debatten. Den har været åben for alle parter. I 1441 er det også sådan, at alle er enige om, at Saddam Hussein har forbrudt sig mod internationale aftaler, og at det kan være nødvendigt at sætte militær magt ind«. Beslutningsforslag 118, der er grundlaget for Danmarks deltagelse, taler om afvæbning af Saddam Hussein. Grunden til kritikken er jo mistanken om, at motivet var et andet, nemlig at styrte ham. »For mig har det været tydeligt hele vejen igennem, at ja, Saddam Hussein skulle afvæbnes. Det skete også. Ingen kunne på forhånd sige, at det nødvendigvis også ville få konsekvenser for det irakiske styre«. »Det fik så den udgang, at han blev styrtet. Og her har man overhovedet ikke grund til at have dårlig smag i munden«. Da det kom til stykket, blev der ikke fundet nogen masseødelæggelsesvåben. I hvert fald ikke endnu. Kommer der ikke et tidspunkt, da I er nødt til at sige: Vi tror ikke, de er der? »Det er jo klart, hvis vi sidder her om ti år, og man ikke har fundet nogen, så må man jo sige, at de ikke var der. Men det er ikke koalitionen, der skal finde dem, som det er blevet til i debatten. Tværtimod skulle Saddam Hussein godtgøre, at han ikke havde dem. Det valgte han at lade være med. Jeg er stadig overbevist om, at det var, fordi han havde noget at skjule«. Folk kan skelneDu taler om ti år, hvad med næste valgkamp om to? »Man skal huske, at Christiansborg er en meget lille osteklokke. Herinde går vi op i, om han havde den ene våbentype eller ej. Når der kommer et valg, vil folk udmærket være i stand til at skelne. De vil sige, der blev handlet rigtigt. Saddam Hussein levede ikke op til sine internationale forpligtelser«. »Jeg tror ikke, det her er et tema, man kan bruge politisk. Det er helt tydeligt, at Socialdemokraterne har et meget stort behov for at bruge det indenrigspolitisk. Jeg er overbevist om, at de ikke får succes på det. Folk kan udmærket se, at alternativet var at lade Saddam Hussein underminere hele FN-systemet«. Nu var forskellen mellem regeringen og Socialdemokraterne ikke så stor, om end principiel. Den drejede sig om en ny FN-resolution eller ej. »Jo, jo, det er da rigtigt. Men når FN viste handlingslammelse, og det gjorde FN, så man afgøre med sig selv, om man skal læne sig tilbage og lade være med at deltage eller sige, det eksisterende grundlag er godt nok. Jeg mener ikke, det var nødvendigt med en ny resolution. Afvæbningen af Saddam Hussein er meget fint forankret i resolution 1441«. »Man kan også se lidt historisk på det. I en anden situation, da det var i Europa, nemlig i Kosova, der slog dobbeltmoralen til. Det er typisk dansk, typisk europæisk, at da det var noget, der vedrørte os selv, da det fik konsekvenser som flygtninge ind over egne grænser, så mente vi ikke, det var så nødvendigt med en FN-resolution«. »Dengang var FN også dybt splittet. Da gik vi med, og det var rigtigt. Hvad er den store forskel på Kosova og Irak? Hvad er forskellen, når Sikkerhedsrådet dengang og nu ikke kan blive enigt på grund af gamle magtpolitiske interesser?«. Der var også uenighed i EU, hvor Frankrig og Tyskland stod på den ene side, Storbritannien og Danmark klarest på den anden. Er tonen i EU tilbage i det gamle leje? »I EU er man enig om 80-90 procent af udenrigspolitikken. Samtidig er det meget vigtigt at slå fast, at vi ikke de næste 10-15 år kommer til at opleve et EU, der taler med én stemme i udenrigspolitikken«. »Vi har set gentagne gange de seneste ti år, at det er ikke tilfældet. Forklaringen er historisk betinget. Vi har tre store lande, der gennem mange hundrede år har haft forskellige magtpolitiske interesser og derfor forskellige allierede. Det kommer i tilspidsede situationer, hvor man må vægte nogle af de alliancepartnere højere end en fælles EU-linje«. Hans Blix har beskyldt jer for at misbruge hans rapporter. Ærgrer det dig ikke, at I ikke var mere præcise på det punkt? »Nu kan man jo se af et interview i Weekendavisen, at en anden svensk våbenkontrollør, Rolf Ekéus, mener det modsatte af Blix«. Men det var Hans Blix, der var sad på posten op til krigen. »Ganske korrekt. Det betyder ikke, han var et sandhedsbillede på, hvordan situationen var. l hele diskussionen her er det sådan, at man kan få en politisk udlægning af en tekst, alt efter hvilken ekspert man spørger«. Blix' misbrug »Hans Blix har misbrugt sin rolle. Jeg mener, han har misbrugt sin rolle politisk, når han efter at have trukket sig tilbage anklager den danske regering for at have misbrugt hans rapport«. »Jeg mener ikke, der er et eneste belæg for at sige, at regeringen har misbrugt hans rapport. Jeg synes derimod, hans anbefalinger er meget klare, men de er ikke en facitliste«. Blix er vel også mest sur over, at den danske udenrigsminister Per Stig Møller har vendt tvivlen på hovedet »I politik kan man altid komme i en situation, hvor nogen bliver overrasket. Blix er blevet overrasket over, hvor meget hans rapport faktisk bliver lagt til grund i den danske debat«. »Når man ser på sidste rapport inden krigen, står der en masse kritiske ting. Det er ikke det betingelsesløse samarbejde, FN krævede i resolution 1441. På det punkt er Hans Blix' rolle udtømt. Så skal der drages en politisk konklusion«. »Man skal også lige huske, at han ikke er blevet syndebuk. Det var ikke Hans Blix, der sendte Danmark i krig, men hans rapporter, og han var immervæk udnævnt af verdenssamfundet, indgik i beslutningsgrundlaget«.