At være eller ikke være - sindssyg

For tre uger siden kvalte en ung mand en 12-årig pige. Derefter voldtog han hende og gravede hende ned. Han har tilstået og er nu sigtet for drab. Men inden hans sag kommer for retten, skal han mentalobserveres, så man kan finde ud af, om han overhovedet er egnet til straf. Eller om han er sindssyg eller måske var det i gerningsøjeblikket og derfor i stedet skal modtage behandling. Mange menige danskere kan i denne tid blive enige om, at man ikke kan begå den slags kriminalitet uden at være sindssyg. Men det er ikke det samme, som at han er det ud fra et psykiatrisk skøn. Den lægelige vurdering af den unge mand vil i den kommende tid blive foretaget af en række af landets retspsykiatere. Afslappet stemning En af dem, der har arbejdet med mentalobservationer de sidste 25 år, er Peter Kramp, administrerende overlæge på Retspsykiatrisk Klinik i København. Han understreger, at han hverken kan eller vil udtale sig om den verserende sag, men han vil gerne fortælle om sit arbejde, hvor han hver dag fører samtaler med forbrydere sigtet for alt fra tyveri og vold til drab og voldtægt for at afgøre, om de er sindssyge eller det, der ligner. Peter Kramps kontor, ved Blegdamsvejens Fængsel i København, er langtfra klinisk. Det ligner mere en dagligstue med en stor, blød, blåstribet sofa, en enkelt reol med bøger, PH-lamper og kunst på væggene. Jeg sætter mig i stolen ved skrivebordet over for overlægen. Her plejer den sigtede at sidde. »Vi forsøger at skabe en afslappet stemning omkring det. Der er ikke politifolk eller fængselsbetjente under samtalen. Kun os to. Det her er ikke et afhøringslokale«, siger Peter Kramp og skænker vand op fra en glaskande på bordet. Ikke sindsyg i 10 sekunder Nogle kriminelle bruger udtrykket 'det slog klik for mig', når de skal forklare, hvorfor de pludselig svingede kniven eller voldtog pigen. Men det er langtfra det samme som at være sindssyg i gerningsøjeblikket, forklarer Peter Kramp. »Man er ikke sindssyg i gerningsøjeblikket, fordi man ikke kan huske de ti sekunder, hvor man begik noget kriminelt. Det er man kun, hvis man på det pågældende tidspunkt havde symptomer på sindssygdom. For eksempel havde vrangforestillinger eller hørte stemmer«, siger han og henviser til en gammel, kendt psykiater, der engang har sagt, at man skal skelne mellem »det folkelige og det faglige sindssygdomsbegreb«. »Når kriminelle begår en meget voldsom forbrydelse, siger folk til sig selv, at han da må være sindssyg for at gøre sådan noget. Men at en person begår ekstrem kriminalitet, er ikke det samme, som at han er sindssyg. Sindssygdom kan have en adfærdsmæssig konsekvens, så man begår ekstrem kriminalitet, men det forholder sig ikke nødvendigvis omvendt«, siger Peter Kramp. Egnet til straf De kriminelle bliver undersøgt, så man kan finde ud af, om de er egnede til straf. Eller om de er sindssyge, retarderede eller i en lignende tilstand, der kan sidestilles med sindssyge, og derfor ikke kan straffes på normal vis, men i stedet skal modtage behandling. Inden undersøgelsen får Peter Kramp tilsendt sagens akter for at få indblik i den kriminelle gerning. Men meningen med samtalen er ikke at hjælpe med opklaringen. Den skal være afsluttet, inden personen bliver mentalundersøgt. »Vi deltager ikke i efterforskningen, men vi har ikke tavshedspligt, så hvis der kommer noget frem under en samtale, for eksempel en tilståelse fra en, der har nægtet, informerer vi retssystemet«, siger Peter Kramp. 2.500 samtaler Ved spørgsmålet om hvor mange kriminelle han har haft siddende over for sig, læner han sig tilbage. Han tænder sig en af samtalens mange blå Gauloiser og stryger sig tænksomt over det grå hår. »Jeg aner det ikke. Skal vi sige 100 om året i 25 år? 2.500 - det er nok ikke helt ved siden af«, siger Peter Kramp. Kun en enkelt ting adskiller lokalet fra et almindeligt kontor. Den lille røde knap til venstre for overlægen. Med et tryk udløser den en lydløs alarm i fængslets vagtstue. Den er til brug, hvis der opstår farlige situationer. I Peter Kramps lange embedstid er der dog kun gjort brug af den to gange. Den ene gang fordi en kriminel bankede hovedet voldsomt ind i et skab i affekt. Den anden fordi en svært skizofren kvinde smadrede vandkanden for at skære i sig selv. Begge gange nåede psykiateren at berolige observanden, inden nogen kom til undsætning. Og til trods for at nogle af landets potentielt farligste kriminelle passerer gennem Retspsykiatrisk Klinik, har Peter Kramp aldrig været bange. »Men man skal selvfølgelig tage dem meget alvorligt. Der ligger heller ikke knive i tekøkkenet ude på gangen eller her på bordet. Men nej, jeg har aldrig været bange. Husk på, vi er jo trænede i at forholde os til psykisk syge mennesker og lader os ikke umiddelbart skræmme af morbide forestillinger eller trusler«, siger Peter Kramp. Nogle gør indtryk Nogle personer i stolen over for ham brænder sig mere ind i erindringen end andre. For eksempel hvis der er tale om særlig bemærkelsesværdig kriminalitet. Som den mand, han undersøgte, der havde halshugget en anden mand ude i en skov. Eller særlige tragiske sager, som den om en ældre mand, der havde slået sin kone ihjel, fordi hun var så alkoholiseret, at hun nægtede at modtage behandling for diarré. »Hele huset flød med det. Han havde haft ringet til både læge og ambulance hen over flere dage. Men hun ville ikke have behandling. Til sidst - i desperation - slog han hende ihjel«, fortæller Peter Kramp. Bluffe sig til diagnose Kan kriminelle bluffe sig til en diagnose, fordi de mener, at det er mere nådigt at komme på en lukket afdeling end i et fængsel? Peter Kramp kan ikke udelukke, at det sker - men i så fald kun yderst sjældent. »Normalt er vi fire personer på sagen, hvoraf tre af os ofte er erfarne rotter. Nogle få gange har vi diskuteret en sag, hvor vi var i tvivl om, hvorvidt folk bluffede, men man skal vide virkelig meget om psykiatri for at kunne fake«, siger Peter Kramp.