Boom i brandmænd

Lyt til artiklen

»Far ... er der brandmands-vind?«. Fireårige Benjamin har hurtigt lært, at hvis der er fralandsvind, så er risikoen for røde brandmænd for stor til en dukkert, selv om havet frister i varmen. Storebror Jonathan er blevet brændt på benene to gange, og den ubehagelige svie gik ikke stille for sig hverken første eller anden gang. Hvis der er røde brandmænd, så er der nul badning! Enorme mængder brandmænd Stedet er Rude Strand i Århus Bugt, der i år er plaget af brandmænd i enorme mængder. Tusindvis af små og store brandmænd gør nogle dage livet surt for badeglade danskere, nordmænd, tyskere og andet godtfolk. Det samme gør sig gældende for eksempel for Skagerrak og Rørvig i det nordlige Sjælland. Også i Københavns Havn er der observeret mange brandmænd, men ingen centrale myndigheder har overblik over, hvor risikoen for at møde ulideligt mange brandmænd er stor. Ingen forklaring Marinbiolog Christian Jensen fra Århus Amt bekræfter, at »der er usædvanligt mange brandmænd i år« i Århus Bugt. Hvorfor er dog sværere at svare på. Christian Jensen peger på, at de helt unge brandmænd tilsyneladende har haft optimale opvækstvilkår kombineret med en koncentration på grund af vind og vejr. Lektor, dr.phil. Ole Tendal fra Zoologisk Museum siger, at det ikke er usædvanligt, at der er mange brandmænd, når sommeren er varm. Det normale er dog, at brandmændene kulminerer i antal senere på året. Mange skvulper ind fra Nordsøen via Skagerrak. »Der er ikke lavet mange undersøgelser af brandmænd. De fleste dyrepopulationer svinger i antal, og brandmændene kan have formeret sig kraftigt for eksempel i Århusbugten. Da der er mange små brandmænd, så tyder det på, at de er vokset op i Danmark«, siger Ole Tendal, der betragter brandmænd som »en sæsonmæssig trussel mod badegæster«. Meterlange nældetråde Røde og blå brandmænd, almindelig vandmand (også kaldet øregople), kompasgople og lungegople lever alle i danske farvande. Vandmænd, kompasgopler og lungegopler er fuldstændig harmløse, mens både de røde og de blå brandmænd kan have meterlange brændende nældetråde. Ved berøring brister trådene, og brandmanden skyder små giftampuller ind i den badendes hud. Udslættet svier kraftigt, men er normalt ikke farligt under danske forhold. Også meget små brandmænd brænder, ligesom i vandet frit flydende nældetråde (fagfolk taler om tentakler) kan bevare deres - for mennesker - irriterende egenskaber i dagevis. »Giften er den samme, hvad enten brandmændene har en diameter på 3 eller 12 centimeter«, siger Ole Tendal og oplyser, at fangarmene kan blive op til fire meter lange. Fralandsvind varsel En egentlig brandmandsvarsling forekommer andre steder i verden, hvor et møde med tentakler er en anderledes alvorlig affære. Christian Jensen fra Århus Amt siger, at fralandsvind (i Århusbugten altså vestenvind) kan være en god tommelfingerregel i de indre danske farvande. Med fralandsvind blæser det varme overfladevand ud og giver plads til det koldere og mere saltholdige bundvand, hvor brandmændene trives. »I går (onsdag, red.) var der pålandsvind, og brandmændene var væk«, siger Christian Jensen. Man kan også bare hoppe i bølgen blå. Er der mange brandmænd, så skal de nok selv forstå at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her