Dokumentar (3): - Skuddene

Pigen tror først, det er en dårlig spøg. Hun står i det fjerneste hjørne af DSB-kiosken og sætter blade på plads, da de tre maskerede skikkelser stormer ind ad skydedøren. Indtil da har denne onsdag i november formet sig som de fleste i Ølby. Udenfor er solen for længst gået ned over stationsbyen og er blevet afløst af det blege lys fra gadelygterne. Gågaderne omkring centeret ligger tomme hen, som de nu gør på disse forstadskanter, når klokken har passeret otte, og temperaturen kryber ned mod frysepunktet. Ølby er lukket på nær DSB-kiosken, hvor tre piger er på arbejde. Stationskiosken er omtrent på størrelse med en mindre gymnastiksal og sælger alt, hvad der kræves for at overleve uden for åbningstider hos Aldi og SuperBest - pølser, rugbrød, kaffe, cigaretter, deodorant, barberskum, togbilletter, mælk, leverpostej, dameblade og aviser. 'Ofret af sin bedste ven', står der på Ekstra Bladets spiseseddel foran indgangen. Et billede af en tilbagetrådt og forknyt Nyrup byder nye kunder velkommen i butikken. FRA SIN PLADS bag i lokalet registrerer kioskpigen, hvordan to af røverne målrettet løber om bag kasserne. Hun ser den største af mændene gribe fat i den røde uniformskrave på en af de andre piger, der i samme øjeblik kommer frem fra baglokalet. »Åbn kassen«, brøler den store røver. Det er ham, der fører ordet. De to andre er tavse. »Det kan jeg ikke«, svarer pigen ved kassen med dirrende stemme. Den maskerede mand råber højere og gentager kravet med en mørk, kommanderende stemme. »Det kan jeg ikke - jeg har ikke nogen nøgle«, lyder det endnu en gang fra kollegaen. Den sidste af de tre piger, der er på arbejde, sidder stadig i lokalet inde bag disken. Den åbne glasdør giver hende et spejlbillede af røveriets første sekunder, så tager hun mod til sig og går ud i butikken. Denne gang er det hende, der bliver beordret til at åbne kasseapparatet med kronerne: »Det kan jeg ikke. Jeg har ikke slået noget salg ind«. Ud ad øjenkrogen ser hun politimanden rejse sig og rode efter noget i sin taske. Indtil da har betjenten forholdt sig roligt ved overvågningskameraernes computerskærm, der står i hjørnet bag billetsalget. Pigerne kan ikke sige, hvor lang tid der er gået. Det føles på én gang som meget kort og meget lang tid. »FUCK, det er Heidi«, når Kenneth at tænke, da han kommer ind i kiosken. Ganske vist er Ølby en flække, men hvorfor skal det lige være én, han kender, dér står i butikken netop i aften? Men hun kan nok ikke genkende ham i hans fætters lyseblå Puma-sweatshirt, halsedissen med klippede huller til øjnene og et stykke mørkt pudevår om håret. Drengene har ikke aftalt, hvem der skal gøre hvad, når de står i kiosken. Skæbnen vil, at det er Rasmus og Carl, der løber først ind gennem de åbne glasdøre, ind ad lågen, om bag disken, forbi minibaren og hen til kasserne. Kenneth stiller sig foran disken, hvor kunderne normalt står. Herfra kan han tage imod penge og cigaretter og holde øje med Heidi bagest i butikken. »Få så de kasser op«, råber Rasmus. »Det kan jeg ikke, det kan jeg ikke, det kan jeg ikke«, vræler den af tøserne, som Rasmus har fat i. »Så tast noget ind ...«. Ud af det blå ser Kenneth en lille, buttet mand med overskæg og firkantede briller træde frem. »Hvem helvede er nu det?«, tænker Kenneth. JOHN STIRRER ind i skærmen, hvor hundreder af gårsdagens togpassagerer defilerer forbi overvågningskameraet. Kvinden, der blev røvet, har set optagelserne igennem og er taget hjem igen. Nu studerer John selv de gnidrede billeder i jagten på tasketyvene, der huserer i Ølby. Et trættende job selv for en betjent som John, der har gode øjne og aldrig har brugt briller. John sidder med ryggen til de tre piger, der er på arbejde. En af dem pusler nede bagved, men ellers er der stille i DSB-kiosken, nu hvor digitaluret på computerskærmen viser 20.31. Med ét bliver stilheden brudt. Fra sin plads i hjørnet kan John høre en mand råbe til pigerne, at de skal åbne kassen. Det lyder, som om skuffen i kasseapparatet oppe ved disken kører ud og ind. John famler efter sin tjenestepistol. Han er klædt i civil og har den liggende i tasken sammen med håndjern, politiskilt og mobiltelefon. I sine snart 20 år som politibetjent har han kun én gang trukket sit våben. Dengang for nogle år siden i Vanløse virkede pistolen som afskrækkelsesmiddel, uden at John behøvede at løsne et eneste skud. Bankrøveren - en familiefar med et oversavet jagtgevær - blev pænt liggende på jorden, da John løb hen imod ham. Men nu er situationen anderledes kaotisk. Ikke alene er der pigerne, som John skal passe på. De tre ansigtsløse røvere står spredt mellem butikkens virvar af metalreoler, varehylder, glasplader, skranker og sodavandsautomater. Hvem er de, er de farlige, er de bevæbnede? Det er umuligt at afgøre i øjeblikket. Det eneste, som John med sikkerhed føler, er, at det her kan gå galt. »DET ER POLITIET. Læg jer«, hører pigen ved disken betjenten råbe. Ingen af røverne reagerer. »Læg jer ned, eller jeg skyder«, prøver politimanden igen. Stadig væk ingen reaktion. Pigerne havde nærmest glemt, at ordensmagten sidder ovre ved billetsalget, men nu står han der pludselig. De kan tydeligt se betjenten med pistolen i hånden. I samme sekund brager det første skud gennem lokalet. Pigerne smider sig på gulvet. KENNETH SER psykopaten dukke op og skyde, han hører intet råb før skuddet. Mens det første brag stadig ringer i lokalet, kaster han sig om bag en metalreol med tipskuponer og 'Ud & Se'. x Oppe bag disken opfatter Rasmus det, som om skuddet falder et splitsekund efter råbet »Det er politiet«. Han smider sig ned og skriger til politimanden, at han skal lade være med at skyde: »Vi har ingen våben«. Mens Rasmus ligger på gulvet, kan han høre, at nogen kommer ind i kiosken. Han kan ikke se, hvem det er, men hører politimandens stemme: »Gå ud. Det er politiet«. Kenneth har ikke ligget bag metalreolen i mere end nogle få sekunder, før han til sin overraskelse får selskab. Det er Jack, en af de tre '2g'ere', drengene løb forbi på vej ind i kiosken. Jack er åbenbart fulgt efter dem, knæler nu ved siden af Kenneth og flår ansigtsmasken af ham: »Hvad fanden laver du her?!«. Sekundet efter falder betjentens andet skud, det siger 'pling' mod en reol bag Kenneth, og projektilet springer op i tåen på Jack. Så kommer det tredje skud, Jack springer op og halter hen mod udgangen, der lyder et brag til, og Jack bliver ramt i foden af endnu et projektil, men forsvinder ud på torvet. SOM ERFAREN betjent ved John, at politifolk kun må bruge deres pistol, når alle andre midler skønnes utilstrækkelige. Han ved også, at betjente så vidt muligt bør advare forbrydere med råb, inden de skyder. At han så vidt muligt bør affyre varselsskud, inden han sigter mod mennesker. At han skal forsøge at ramme, så skaderne er mindst mulige, og kun i yderste nødstilfælde må skyde, hvis andre risikerer at blive ramt. Skydereglementet virker simpelt, når man sidder på Politiskolen, men det er sværere at bruge i virkeligheden. Hvor man skal handle inden for sekundet og skønne rigtigt. John er ikke i tvivl om, at han må trække sin pistol. Han føler, at pigerne og han er i fare. Han kan ikke se mændenes hænder for disk, skilte og kasseapparater, men røvere er som regel bevæbnede. Og de tre maskerede mænd reagerer ikke, da John råber, de skal lægge sig ned - måske fordi han har sit almindelige tøj på, og de derfor ikke tror, han er rigtig politimand. Der er ikke tid til varselsskud, mener John. Derfor sigter han nu mod dén, der er længst fra pigerne, den, han opfatter som gruppens leder. John skyder efter røverens arm, og manden med elefanthuen falder om. Få sekunder efter kommer en helt fjerde person ind i DSB-kiosken. Han er ikke maskeret, måske holder han vagt for røverne. »Stop. Det er politiet«, råber John, men igen har det ingen effekt. Han ser den unge mørklødede mand krybe i skjul bag en af metalreolerne, hvor der allerede ligger en røver, som manden begynder at pille ved. Situationen er ved at løbe fra John. Han træder et skridt til venstre, herfra kan han bedre se de to unge mænd bag reolen. Hans andet skud rammer reolen bag dem, lige over gulvhøjde. Pling. Han rykker sig lidt mod højre igen og skyder mod pladen over glasdøren, et varselsskud, som skal fortælle alle i kiosken, at det er alvor. Den fjerde mand fatter det tilsyneladende ikke, han rejser sig og løber mod udgangen, væk fra John. Betjenten sigter mod hans ben og skyder fjerde gang, kuglen rammer tilsyneladende, men manden fortsætter ud ad døren. DET FØLES, som om der er gået en evighed, siden de tre røvere trådte ind i DSB-kiosken. I virkeligheden er der gået 50 sekunder. x Rasmus ser ikke sin ven falde til jorden. Men nu kan han høre ham jamre sig. Kenneth ligger fladt på gulvet mellem jernreolerne og lytter. Han har kendt Carl siden barndomsårene, og vennen har aldrig været en piveskid. Nu ligger de her, fordi Kenneth skylder åndssvage 1.600 kroner: »Det er min skyld«. Et sted omme bag disken kan han høre Carl: »Av, av, av ...«.