Dokumentar (4) - Stilheden

»Du må ikke falde søvn nu, du skal kæmpe, du skal kæmpe for dit liv«. John knæler over den sårede, som er befriet for sin sorte elefanthue. For første gang ser politimanden ind i øjnene på røveren - det er kun en stor dreng. John har skudt en ung knægt. »Du skal kæmpe, hvis du vil overleve. Så kæmp dog«, gentager betjenten. På sin mobiltelefon har han selv ringet 112 og kaldt »kollega i knibe«. Pigerne i DSB-kiosken er for chokerede til at hjælpe. En af dem har dog samlet sig og givet den sårede noget vand. Røveren klager over smerter og er tørstig. Der går nogle minutter, så står de første betjente i butikken. Rasmus og Kenneth bliver anholdt og får håndjern på. »Hvorfor kommer ambulancen ikke?«, tænker Kenneth, mens han stadig ligger på DSB-kioskens klamme gulv. Kenneth har på intet tidspunkt kunnet se sin kammerat, som ligger på den anden side af disken, han har kun hørt Carl jamre: »Av, av, av«. Nu er det, som om klagerne bliver svagere og svagere. Kenneth kan høre på betjentens stemme, at han er bange. »Du skal kæmpe, dreng ...«. Det føles, som om der går en halv time, før ambulancens sirene omsider hyler foran butikken. Da Carl bliver rullet væk, er han stille. UDEN FOR KIOSKEN er der mange øjne bag politiets stribede bånd. De første pressefotografer og kamerafolk er allerede på plads, da Kenneth og Rasmus - en for en - føres ud af kiosken med hænderne i håndjern bag ryggen og trøjen trukket op over hovedet. »Vis dog ansigt«, råber én i mængden. Politiet anholder også Jack, som løb ind i kiosken under røveriet og ud igen med to projektiler i foden. Han er drattet om ovre ved trapperne til Ølby Station. Kenneth græder på vejen til politistationen i Køge. Han fortæller betjenten i patruljevognen, at han er meget ked af det. Skyderiet taler de ikke om. Kenneth siger blot, at han var tvunget til at røve kiosken. Han skylder en '2g'er' penge og er skidebange for, at der nu vil ske noget med ham og hans mor. Også Rasmus har det svært i politibilen. Han ved, at Carl er ramt i maven eller brystet. Det er alvorligt, det ved han. Rasmus kan ikke glemme blikket i Carls øjne. Røverne er ikke de eneste, som skal til afhøring på politistationen i Køge. Samme aften ankommer statsadvokaten fra København og påbegynder sine undersøgelser af skudepisoden. John skal forklare det hele. En taxachauffør uden for kiosken mener at have hørt fire skud, men betjenten husker kun at have affyret tre. Kollegerne i Køge kender John som den muntre og rolige 'politier'. Men nu ser de et menneske, som er forandret - en mand, som er dybt rystet og trænger til hjælp. Mens John sidder på politistationen, får han en SMS-besked på sin mobiltelefon. »Jeg elsker dig over alt på jorden«, skriver hans ældste datter. Hun er 17 år, ligesom Carl. DEN NAT bliver Carl overført til Rigshospitalets Traumecenter. Skudsåret i leveren er mere, end lægerne i Køge kan klare, så da Carls tilstand er nogenlunde stabil, pakker de ham ind i et sølvfarvet varmetæppe og kører ham de 41 kilometer til København. På en mur uden for Rigshospitalet hænger Ekstra Bladets fotograf, som tager dagens forsidebillede. Det viser et lille ansigt mellem læger, sygeplejersker ambulancefolk og slanger. Carls fraskilte forældre sidder sammen på hospitalsgangen og venter. Gerda siger til drengenes far, at han godt kan belave sig på dårligt nyt. Sygeplejerskerne lover, at lægen nu kommer og taler med dem, men der går mange timer, før de ser ham. En journalist fra en formiddagsavis dukker op og spørger, om »de kender noget til sagen fra Køge?«. Ventetiden trækker ud til om eftermiddagen, så får de besked. Deres yngste søn er væk. Samtidig sidder Rasmus og Kenneth i grundlovsforhør ved retten i Køge. Klokken 15.45 får anklageren besked om, at den tredje røver - Carl Rune Henriksen - kort forinden er afgået ved døden. Dommeren stopper afhøringen. Kenneth kan simpelthen ikke mere. DET ER et halvt år siden, at de 50 sekunder ændrede livet for alle i kiosken. De første dage efter røveriet var Ølby under mediebelejring. Foran DSB-kiosken blev der lagt blomster, tændt lys og skrevet mindeord - 'Farvel Carl. Vi vil savne dig. Du er elsket af mange', nedfældede nogen - 'Carl blev myrdet her', skrev andre. I aviserne fortalte venner, bekendte og nogle, der bare var glade for at blive spurgt, om Carl. Ganske vist rodede han sig ud i noget værre skidt en gang imellem, men han var en sød dreng, sagde de. Menneskerne i Ølby måtte se deres by beskrevet som en grå og trøstesløs forstad til København med kriminalitet, stoffer og indvandrerbander. Det er svært at få billedet til at passe en dag i juni. Det ligner bare Danmark, et sted, hvor folk bor og passer sig selv uden at kigge over hækken. Lokalpolitikerne synes også, at byens navn klinger af problemer. Derfor har den nye folkeskole heller ikke fået lov at beholde navnet fra den skole, den skal erstatte - Ølby Skole - men er kommet til at hedde Asgård. Det er de kede af på lærerværelset, de synes ikke, de har noget at skamme sig over. På skolen husker de udmærket Carl, som med jævne mellemrum blev sendt til samtale, når han gjorde 'dumme ting'. Han hørte til den håndfuld elever, som lærerne var oprigtigt bekymret for. Han var grænsesøgende og utilpasset, men samtidig en dreng, man i hvert fald i begyndelsen kunne nå ind til på tomandshånd. Som årene gik, blev Carls mur af ligegyldighed tykkere og tykkere. Måske ville han have passet bedre ind i den sorte skole, hvor intet var overladt til elevernes selvstændige vilje. Måske skal der en helt anden skoleform til, der også lægger vægt på andet end bøger. Det er svært at sige, men noget skulle man have gjort: »Carl kunne være reddet«, siger de til hinanden på skolen. PÅ EN tirsdag eftermiddag kan man se skolekammeraten Kenneth stå foran DSB-kiosken sammen med sin fætter og et par venner. Den dag kører rundt i hovedet på Kenneth - hvis bare han havde gjort noget andet. Den ranglede fyr i træningsbukser og T-shirt venter, han fik ti måneders fængsel for røveriet og skal snart ind. Rasmus fik samme straf, og røverne slap dermed billigere end Abdel, som har anket sin dom på et år og tre måneders fængsel for at have truet Kenneth til at røve kiosken. POLITIMANDENS venner sagde engang: »Alt, hvad John rører ved, går godt«. I dag ser det anderledes ud. John er suspenderet fra politiet og skal for retten, tiltalt for at have forvoldt Carls død, skudt Jack to gange i foden og bragt andres liv i fare. Han nyder ifølge rigspolitichefen ikke den »agtelse og tillid«, man må kunne forvente, en betjent nyder. Kun hvis domstolen frifinder ham, kan John gøre sig håb om at vende tilbage til det arbejde, han nærmest er vokset sammen med. En kollega kalder det skæbnes ironi, at netop John skulle havne i suppedasen - ham, der har været plejefar for en stofmisbruger og altid taget hånd om unge mennesker med problemer: »Man kunne ikke finde en bedre betjent til at stå i den kiosk, når det endelig skulle være. Jeg har aldrig mødt nogen i korpset, der var så rolig. Men samtidig kan jeg ikke komme i tanke om nogen politimand, der må have sværere ved at klare den situation, som John nu er havnet i. På den måde er han en blød og følsom mand«. Foreløbig har hverken politiets psykologiske krisehjælp eller familie, venner og kollegers beroligende ord fået problemerne til at forsvinde. I et læserbrev har Johns datter forsøgt at beskrive, hvordan det er at elske en far, der bliver kaldt barnemorder. »Jeg forstår det slet ikke. Han passede jo bare sit job. Og tro mig, hvis det stod til min far, ville han have sat sig ned og snakket med de tre unge fra kiosken. Og prøvet at hjælpe og vejlede dem fornuftigt. Hvad nu, hvis han skal i fængsel?«. CARLS MOR siger, hun har tilgivet betjenten, som skød. Carl kommer ikke hjem, hvis politimanden bliver dømt. Hun tilbringer sine timer i kolonihavehuset ud til motorvejen. På stuevæggen hænger et billede fra hans sidste fødselsdag. Den kønne dreng skubber sit hår på plads bag øret, han har det ikke godt med fotografens opmærksomhed. Øjnene er slået ned. Gerda har samlet en mindebog om Carls liv, men forstår alligevel ikke, at hendes yngste søn er død. Tit går hun ind på hans værelse hjemme i Karlemosen for at se efter ham. »Selv om jeg har begravet ham, sidder jeg stadig og venter«.