Forskere skal for fremtiden være langt mere påpasselige med, hvilke budskaber de sender ud i det offentlige rum. Alle skriftlige værker, der er tilgængelige - som artikler, kronikker, afhandlinger og bøger - skal fremover kunne komme til eksamen i Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Det er i hvert fald oplægget fra en arbejdsgruppe, der på baggrund af sagen mod Bjørn Lomborg og den debat, den sag rejste, har vurderet, om UVVU skal ændre sine arbejdsmetoder. »Hvis man skriver af efter en anden eller lyver, skal man som forsker ikke kunne dække sig ind under, at det er en kronik og ikke en afhandling, man skriver«, siger formanden for arbejdsgruppen, professor i Statskundskab Mogens N. Pedersen fra Syddansk Universitet. Uredelighed defineres Arbejdsgruppen har gennemgået grundlaget for UVVU's arbejde - en bekendtgørelse fra 1998 - og fundet en række punkter, hvor de vurderer, at der bør ske ændringer. Selve begrebet uredelig bør defineres skarpere, mener gruppen, der også noterer, at UVVU i årevis er gået ud over deres hjemmel i bekendtgørelsen, når de har påtalt, at et arbejde er »i strid med god videnskabelig skik«, som det skete i sagen mod Bjørn Lomborg. Og så skal UVVU altså kunne bedømme ethvert skriftligt indlæg i den offentlige debat, ligegyldigt om det publiceres som en bog, en afhandling eller et læserbrev. Ytringsfrihed i fare Juraprofessor ved Københavns Universitet, Peter Pagh, der har kritiseret UVVU's afgørelse i sagen mod Lomborg, anerkender gruppens arbejde for så vidt som den påpeger en del fejl og mangler i UVVU's hidtidige praksis. Men når Pagh skal bedømme deres forslag til nye regler, får gruppen rungende kritik. Han hæfter sig blandt andet ved, at hvis UVVU kan bedømme alt, hvad der kommer fra en forskers hånd, kan en forsker ikke deltage i den offentlige debat på lige fod med andre. »Og derudover har de ikke defineret, hvem der er forskere. I princippet betyder det, at alt kan indbringes for UVVU, hvis man fortolker forskerbegrebet bredt nok«, siger Peter Pagh. Afviser blankt Mogens N. Pedersen afviser, at man lægger bånd på forskeres ytringsfrihed. »Det skal jo ses i sammenhæng med, at vi samtidig strammer op på definitionen af uredelighed. Efter vores definition skal begrebet kun dække forseelser, der er så grove, at det ikke er noget, man kan begå uagtsomt. Man ved, hvis man har fabrikeret falske data, man ved, hvis man begår plagiat. Så skal man ikke kunne dække sig ind under, at det er en kronik og ikke en afhandling, man skriver«, siger Mogens N. Pedersen. Peter Pagh er dog langtfra imponeret over arbejdsgruppen. Han mener, de har lavet en serie juridiske børnefejl i deres rapport. Rod i bevisbyrden »Man forsøger at foretage en opstramning i definitionen af videnskabelig uredelighed, men man gør det ikke særligt overbevisende. Man roder rundt i bevisbyrden. Man kommer til at give mulighed for at påtale, når man i virkeligheden vel mener, at noget skal skrives i præmisserne. Så kommer man til at mene, at der kan være brug for, at anmelderen er hemmelig - måske er det inspireret af rockerloven - og så vil man endda have de juridiske eksperter ud af UVVU«, siger han med henvisning til, at arbejdsgruppen foreslår, at det ikke længere skal være en landsdommer, men en forsker, der skal være formand for UVVU. Det er i første omgang direktør for Forskningsstyrelsen Jens Morten Hansen, der skal vurdere, hvordan arbejdsgruppens rapport skal bruges. Han skal indstille eventuelle forslag til ændringer i UVVU-reglerne til Ministeriet For Videnskab, Teknologi og Udvikling. Ministeriet skal udforme en eventuel ny bekendtgørelse. Lomborg tilfreds Bjørn Lomborg hæfter sig ved, at arbejdsgruppen påpeger, at UVVU handlede uden for sin hjemmel, da de afgjorde, at han havde handlet i »strid med god videnskabelig skik«. »Det var jo det eneste, de egentlig kritiserede mig for«, siger han. Mogens N. Pedersen vil ikke diskutere indholdet i sagen mod Bjørn Lomborg, men siger dog, at han har konstateret, at »proceduren har været lidt sløj« på flere områder i behandlingen af den sag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























