Justitsministeriet anklages for ikke at tage politiets ulovlige efter-forskningsmetoder alvorligt. Det kan få de ulovlige metoder til at brede sig i politiet, spår en ph.d.- afhandling. Justitsministeriet afviser kritikken. I forhørslokalet sidder en junkie med begyndende abstinenser. Foran ham siger en politibetjent, at junkien ikke får sin metadon, før han er kommet med en forklaring. Som rystelserne fra abstinenserne bliver værre, kommer forklaringen helt af sig selv. Efterfølgende vurderer en dommer i retten, at forklaringen ikke kan bruges til noget, da den er fremkommet under pres. Ingen følger op Men hverken den enkelte politibetjent, politimesteren eller Justitsministeriet følger op på sagen. Hverken i form af en indskærpelse af reglerne eller i form af en snak med betjenten. Ovenstående historie er taget fra en ph.d.-afhandling, der kritiserer den måde, ulovlige efterforskningsmetoder bliver behandlet på. På papiret burde Justitsministeriet konsekvent tage affære eventuelt med disciplinærsager, når de får indberettet eksempler på, at domstolene finder, at politiet på grund af tidspres har valgt at bruge ulovlig efterforskning. Og ifølge reglerne burde de også holde disse eksempler samlet og tilgængelige, så fremtidige gentagelser kan undgås. Intet overblik Men sådan er virkeligheden ifølge Birgitte Brøbech ikke. »Jeg brugte to år på at få fat i et udvalg af de slemme fejltrin, politiet har begået. Justitsministeriet havde ikke noget samlet overblik over, hvor ofte politiet bryder loven under en efterforskning, og havde heller ikke nogen ensartet måde at behandle de indberettede lovbrud på. Enkelte sager var bare henlagt, mens andre slet ikke var efterforsket til bunds. I ingen af tilfældene var den sigtedes advokat blevet hørt i sagerne«, fortæller Birgitte Brøbech, der i alt fik fat i 13 sager i Justitsministeriet, da hun skrev ph.d. om emnet på Københavns Universitet. Synlighed er vigtig To af sagerne drejede sig om, at Roskilde Politi havde brugt ulovlig aflytning af en telefon. Og ministeriet opdagede ikke, at politimesteren fejlagtigt i den anden sag havde påstået, at der ikke tidligere havde været problemer af tilsvarende art i hans politikreds. Ifølge Birgitte Brøbech er der to uheldige konsekvenser af, at Justitsministeriet ikke tager sagerne om politiets ulovligheder seriøst nok. »For det første er det vigtigt, at politiet opfører sig ordentligt, og det skal Justitsministeriet være med til at fastholde. Ellers kan det i værste fald få rammerne for, hvad der er o.k., til at skride. For det andet skal borgerne have tillid til, at ulovligheder hos politiet bliver fulgt til dørs, og den nuværende praksis signalerer i mine øjne ikke, at de gør det«, siger Birgitte Brøbech, der understreger, at langt de fleste inden for politiet i dag gør et godt job. »Men netop derfor er det nødvendigt, at der bliver slået ned på de få dårlige eksempler«. Advokater tilslutter sig Formanden for Landsforeningen af Beskikkede Advokater har ikke læst Birgitte Brøbechs afhandling, men tilslutter sig, at der skal være størst mulig synlighed omkring politiets fejltrin. »Kun på den måde kan vi få en god og saglig debat om, hvad politiet må og ikke må«, siger han. Kritikken afvises I Justitsministeriet afviser afdelingschef Jens Kruse Mikkelsen kritikken. »Efter 1994, hvor vi gik over til sagsarkivering på edb, har vi registreret alle indberetningerne samlet. Og i de seneste sager, jeg kender til, har vi haft en helt fast procedure om, hvem vi hører i sagerne. Så det er helt skudt forbi, at vi ikke tager det her seriøst«, siger afdelingschefen, der heller ikke mener, at eksemplet med junkien giver grund til kritik. »Til den slags sager har vi et helt andet klagesystem, som fungerer udmærket«, mener altså Jens Kruse Mikkelsen fra Justitsministeriet, der ikke vil udtale sig om de øvrige konkrete sager.