Skæbnetime for orangutanger

En stor gruppe orangutanger, optalt for dansk udviklingsbistand, er ifølge forskere en del af den største tilbageværende bestand af de truede menneskeaber. Biolog Søren Mark Jensen, der arbejder som chefrådgiver i den malaysiske delstat Sabahs miljøministerium, offentliggjorde i fjor en optælling, der gav nyt håb om overlevelse for arten, som FN ellers frygter, vil uddø i løbet af 15-30 år. Dels fordi der var flere orangutanger end ventet, dels fordi aberne viste sig at trives fint i områder, hvor man havde haft behersket tømmerhugst. Efter drøftelser med andre forskere mener eksperterne nu at kunne fastslå, at der lever op mod 10.000 orangutanger - mere end en tredjedel af det samlede antal på kloden - i delstaten Sabah på den nordøstlige del af verdens tredjestørste ø, Borneo. »Problemet er, at arten er kraftigt på retur i sine andre leveområder«, siger Søren Mark Jensen og peger på, at selv om der også er fundet en større bestand end ventet i den indonesiske del af Borneo, er aberne her truet af omfattende ulovlig træfældning. Det samme gælder på orangutangernes andet levested, den indonesiske ø Sumatra, hvor tømmerfirmaer har etableret savmøller helt inde i nationalparker. I Sabahs malaysiske nabostat Sarawak er problemet, foruden tømmerhugst, at orangutangerne skydes. Enten ved jagt eller fordi de - i takt med at deres leveområder, skovene, forsvinder - tvinges til at søge efter føde i landsbyernes afgrøder. Dyrepatruljer Også i Sabah er der konflikter mellem mennesker og truede dyr, men her forsøger man med støtte fra blandt andre den danske stat og WWF, Verdensnaturfonden, at løse problemerne til gevinst for begge parter. For eksempel har en landsby oprettet en dyrepatrulje, der, i stedet for at skyde elefanter og orangutanger, skræmmer dem væk fra bananer og oliepalmer. Naturturister foretrækkes Samtidig forsøger man at tiltrække naturinteresserede turister, så beboerne kan se, at dyrene kan være til gavn for økonomien og ikke det modsatte. Initiativerne til naturbevarelse støttes verbalt af Sabahs regering, men problemet er, at staten har en stor gæld og de pæne ord derfor sjældent følges op af pæne bevillinger. Mest for pengene i Sabah En stor del af naturbeskyttelsen har hidtil således været finansieret af miljøorganisationer og vestlig udviklingsbistand, og derfor er lokale og internationale eksperter også bekymrede over de danske nedskæringer på området. WWF, Verdensnaturfonden, og andre miljøfolk vurderer ellers i lighed med Søren Mark Jensen, at hvis man vil hjælpe orangutanger, er det efter alt at dømme i Sabah, at pengene i øjeblikket gør størst gavn.