Trafikstøj er ikke bare irriterende, det er direkte skadeligt for helbredet. En ny tysk undersøgelse fra det statslige miljøagentur viser, at mennesker, der bor i nærheden af stærkt trafikerede og larmende veje, har næsten dobbelt så stor risiko som andre for at få så højt blodtryk, at det skal behandles medicinsk. Især natlig trafikstøj over grænseværdien på 55 decibel (db) kan give alvorlige helbredsproblemer. Stress og søvnproblemer De tyske miljømyndigheder vurderer, at støjniveauer i dagtimerne på over 65 db øger risiko for udvikling af hjertesygdomme og kredsløbslidelser med 20 procent. Og ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO kan trafikstøj tillige medføre hormonelle påvirkninger, stress og søvnproblemer. Hertil kommer, at rapporten 'Sundhedseffekter af støj på børn' fra Statens Institut for Folkesundhed konkluderer, at børn »allerede ved lave støjniveauer risikerer påvirkning af indlæring, motivation og hukommelse«. Og Miljøstyrelsens nye rapport 'Hvad koster støj' påviser, at trafikstøj også går ud over ejendomsmarkedet - ved hver stigning på 1 db over 55 db, falder husprisen med 1,2 procent. SF: Regeringen gør ikke nok Undersøgelsernes resultater får nu SF's miljøordfører Jørn Jespersen til at kritisere regeringen for ikke at gøre nok ved trafikstøjen i Danmark. Mens luftforureningen de seneste ti år er faldet i langt hovedparten af landet, er cirka en million mennesker stadig udsat for trafikstøj på mere end Miljøstyrelsens grænseværdi, 55 db. Og omkring 150.000 boliger - hovedparten i hovedstadsområdet - er belastet med mere end 65 db. Hver gang en lydstyrke stiger 7-8 db, er der tale om en fordobling af den oplevede støj, og 65 db svarer groft sagt til, at man flytter sin dagligstue ned på en middeltravl banegård. I 1993 besluttede den daværende regering ellers, at der i 2010 kun måtte være 50.000 boliger, der var belastet med mere end 65 db. Kommunerne kortlagde problemerne, og i 1998 nedsatte Miljøministeriet en vejstøjgruppe, der skulle udarbejde en støjhandlingsplan. Støjværn droppet Men gruppen er stadig ikke kommet med et udspil, og i fjor droppede VK-regeringen planlagte støjværnsprojekter til 200 millioner kroner - trods kritik fra embedslæger og andre eksperter. Desuden har ingeniører påpeget, at den planlagte forhøjelse af maksimumhastigheden på motorvejene vil gøre støjsvøben værre. Problemet syltet alt for længe »Trafikstøj er blevet syltet alt for længe. Den tidligere regering kørte i et for langsomt tempo, og den nye kører i den helt forkerte retning«, mener SF's Jørn Jespersen, der har stillet en række spørgsmål til miljøminister Hans Christian Schmidt (V) og desuden truer med at trække ham i samråd for at få afsat midler til støjreduktion. »Det er helt uacceptabelt, at så mange almindelige mennesker bliver så hårdt belastet af støj og på den måde får deres helbred og livskvalitet ødelagt«, mener Jørn Jespersen. Minister ikke uenig Miljøministeren er ikke helt uenig: »Trafikstøj er et stort problem, som skiftende politikere har haft lidt svært ved at håndtere, fordi det vil kræve investeringer i milliardklassen«, siger Schmidt. Nu er regeringen imidlertid ikke blot presset af oppositionen, men også af et EU-direktiv, der kræver, at medlemslandene kortlægger støjproblemet og gør noget ved det. Og Hans Christian Schmidt lover, at vejstøjgruppen senest 1. juni kommer med en strategi, der tager hensyn til de nye rapporter om trafikstøjs betydning for helbredet. Derefter vil ministeren invitere kommunerne og amterne til drøftelser om, hvordan støjreduktionen skal finansieres.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























